Anmeldelse
JUST MERCY: Vigtig, men stemningsforladt

Af Sidsel Minuva

I 1987 blev den sorte mand, Walter McMillian, arresteret for et mord på en ung, hvid kvinde, som han ikke havde begået. Retssagen var det rene humbug, og han endte på dødsgangen – én uskyldig ud af mange, der stod til at blive henrettet af det amerikanske retssystem. I løbet af 80’erne og begyndelsen af 90’erne arbejdede den nyuddannede advokat, Bryan Stevenson, på at få ham løsladt. Med det såkaldte Equal Justice Initiative arbejder Stevenson stadigvæk for at få uretfærdigt dødsdømte løsladt den dag i dag.

Denne sande historie er nu mundet ud i Just Mercy, hvor McMillian skildres af Jamie Foxx og Stevenson af Michael B. Jordan. Den læner sig op ad lignende historier og filmiske fortællinger som Mississippi Burning (1988) og A Time to Kill (1996). Problemet er bare, at Just Mercy ikke når sine forgængere til sokkeholderne.

Problemerne melder deres ankomst tidligt. Et af de allerstørste er, at Michael B. Jordan simpelthen ikke kan bære rollen som Stevenson. Der er øjeblikke, hvor han formår at skinne igennem, men det meste af tiden har han kun et enkelt udtryk i hovedet, der lidt får ham til at ligne et forbløffet dådyr.

Men lur mig om ikke det er et instruktionsproblem, for Brie Larson, der spiller Eva Ansley, en ung kvinde der hjalp Stevenson med at starte sit initiativ, leverer heller ikke nogen stærk præstation. Og jeg ved, at både Larson og Jordan kan præstere langt bedre, end de gør her.

Af hovedpersonerne er det faktisk kun Jamie Foxx som dødsdømte McMillian, der er mindeværdig. Det her er ikke hans glansrolle, men han sælger varen og er overbevisende som den udmattede og fortvivlede indsatte. Men han skinner især i selskab med birollerne – for det er med bipersonerne, at man får trukket noget ægte drama ud af historien. De andre indsatte, som McMillian bor ved siden af, er filmens funklende lyspunkter. De er både sjove og enormt menneskelige, og de giver seeren et nervepirrende indblik i livet bag tremmer.

Det er i selskab med den PTSD-ramte indsatte, Herbert (Rob Morgan), at Just Mercy opnår sit emotionelle højdepunkt. For sjovt nok er det filmens midte, der netop fokuserer på disse indsatte og hvordan, de håndterer dødsstraf, der fungerer allerbedst. Både første og tredje akt er derimod slappe og kedelige som kold spaghetti uden tilbehør.

På trods af en stærk indledende scene, hvor McMillian bliver arresteret, skal man slæbe sig igennem størstedelen af filmen. Det er synd, for det er en vigtig historie, der bør blive fortalt. I stedet drukner den historie i mangelfulde præstationer, ujævn pacing og ufuldendte karaktertegninger. Mange af karaktererne har en tendens til at stille sig op og bare forklare publikum og hinanden, hvad deres motivationer er. ”Hvorfor vil jeg så gerne sørge for, at uretfærdigt dødsdømte får en fair retssag? Jo, nu skal du høre…” Det forfladiger karaktererne, hvilket bestemt ikke hjælper, når hovedrollerne ikke er specielt velspillede.

Det undrer mig, at man ikke har valgt at lave en dokumentar i stedet. Det ville have fortalt den sande historie langt mere fyldestgørende at dømme ud fra den lille smule arkivmateriale, som filmen udnytter. De små klip viser os mere af Stevensons personlighed, end Just Mercy formår på sine umådelig lange 136 minutter. Lyspunkterne funkler, men resten af filmen er indhyllet i hverdagsgrå.

Kommentarer