JUST GETTING STARTED:
Ikke engang to Oscar-vindere kan redde denne håbløse ”komedie”

En af karaktererne siger på et tidspunkt: ”It’s madness, it’s all madness.”—og det er lige hvad det er. Just Getting Started er så tåkrummende ringe, at man tror det er løgn. Alt i denne mareridtsproduktion er bras; fra dialog og skuespil til manus og plot. Selvom der i mange af replikkerne bliver sagt ”hold kæft”, er der desværre aldrig nogen, der gør det.

Morgan Freeman spiller en lummer gammel mand, Duke Diver, manageren af det luksuriøse Palm Springs pensionistresort, Villa Capri. Når han ikke bruger sin tid på poker eller golf, går han på skift i seng med sit harem bestående af enker og skilte kvinder. Duke er the man, det er man ikke i tvivl om—han får det konstant at vide af sine tre trofaste følgesvende. En dag bliver hans status i nabolaget dog truet, da en ny alfahan dukker op

Manden der kommer til byen er den fandenivoldske Leo McKay (Tommy Lee Jones), ex-militærsoldat/cowboy/globetrotter, som i øvrigt også er en gentleman, der maler og citerer digte. Der er ikke plads til både Duke og Leo, så de må på barnagtig vis konkurrere om, hvem der er bedst i discipliner som skak, bordtennis, limbo osv. Da en ny beboer flytter ind, Suzie Quince (Rene Russo) bliver hun imidlertid trofæet, hvis hjerte de to stridshaner må slås om. Samtidig er der nogen, der forsøger at myrde Duke, da han har en tåget fortid. Desuden er det jul—bare med sand og kameler i stedet for sne og rensdyr. Det er lige præcis så åndsvagt, som det lyder.

De to Academy Award vindende skuespillere kan intet stille op—ikke engang Freemans legendariske stemme kan give liv til de akavede replikker, og Tommy Lee Jones går som sædvanligt bare rundt og surmuler. Selvom det er en (jule)komedie, formår filmen ikke at generere nogen form for latter, kun dybe suk. Man må gå ud fra, at de to A-skuespilleres respektive lønsedler har været lukrative, for hvis der ikke findes bedre jobs derude, står det altså skidt til.

Just Getting Started er dog tro mod sin egen titel, det skal den have—den kommer nemlig aldrig rigtigt i gang. Der bliver smidt lidt kidnapning og biljagt ind i filmens tredje akt, men karaktererne tager det ikke rigtigt seriøst, så vi behøver heller ikke. Det er som om instruktør og manuskriptforfatter Ron Shelton ikke har været helt sikker på hvad filmen skal handle om: den sociale dynamik i et (liderligt) pensionistsamfund, rivaliseringen mellem to voksne mænd, der opfører sig som børn, eller en krimifilm om en mand hvis fortid indhenter ham. Problemet er ikke så meget, at filmen prøver at være alle tre ting på samme tid, men mere det faktum, at intet af det lykkes.