JURASSIC WORLD: Større, vildere… og dummere

Af Bjørn Juul Andersen

Den kan umuligt være ligeså god som Jurassic Park. Jeg tror, de fleste anmeldere havde det som mig, inden de satte sig til rette i biografsædet for at se fireren i Jurassic Park franchiset, Jurassic World. Steven Spielbergs film fra 1993 står i dag nemlig som én af de absolut bedste science fiction film nogensinde med sin intelligens, spielbergske varme og de lige dele frygtindgydende, elskelige og meget livagtige dinosaurer.

Og nej, Jurassic World når ikke originalen til sokkeholderne, men den gør nu et hæderligt forsøg.

Over 20 år er gået, siden John Hammond måtte sande, at verden ikke var klar til hans banebrydende Jurassic Park på øen Isla Nublar uden for Costa Rica. En ny og forbedret park på samme ø, Jurassic World, er på få år blevet en turist-magnet af de helt store. Et slags overdådigt Disney-World med dinosaurer, der tilbyder alle slags forlystelser fra en børnezoo, hvor børn kan klappe og ride på unge Triceratopser, til en Sea World-inspireret fodring af en gigantisk Mosasaurus.

Historien er som forventet. Drengene Zach og Grey skal besøge deres moster Claire (Bryce Dallas Howard), som er manager i Jurassic World. Men da Claire har travlt med at overtale rigmænd til at investere i parken med præsentationen af den nye, utilregnelige hybrid-dinosaur, Indominus Rex, ser drengene deres snit til at udforske parken på egen hånd.

ANMELDELSE AF:
Jurassic World

ORDET SYNES:

3-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Colin Trevorrov

LAND:
USA

Men selvfølgelig sker det, der ikke må ske. Den intelligente og blodtørstige Indominus Rex slipper fri og parkens over 20.000 besøgene er nu i livsfare. Det er nu op til Claire og hendes love-interest, den Indiana Jones-lignende Owen (Chris Pratt) at redde Zach, Grey og resten af parkens gæster.

Jurassic World ligner ikke en forlystelsespark i en fjern, fjern fremtid, men en park, der kunne eksistere i dag. Filmens første time, hvor man med en enorm sans for detalje bliver introduceret til parken og dens attraktioner, er da også filmens stærkeste. Man mærker originalens intelligente take på et af science fiction-genrens helt store spørgsmål: Hvor langt må man egentligt gå i videnskabens navn? Og bakket op af en død charmerende Chris Pratt var Jurassic World godt på vej til at overraske positivt.

Men ligesom med tidens utallige Marvel film virker det som om, at manuskriptforfatterne til mange af Hollywoods grandiose blockbusters kun får lov til at skrive 2/3 del af filmen, mens den sidste akt udelukkende er et anliggende for CGI-folkene, der skal give publikum bulder og brag for alle 3D og IMAX pengene – og helst totalsmadre en hel by i bestræbelserne.

Det er en ærgerlig trend, som Jurassic World desværre også hopper med på.

Hvor Jurassic Park emmede af mådehold, intelligens og sublim forståelse for den videnskabelige problematik, den undersøgte, smadrer Jurassic World derudaf i sidste akt med alt, hvad den kan trække af gigantiske dinosaurer, der bekæmper (og æder) hinanden på kryds og tværs. Dramaet, og det ellers gode blik for detaljen, ødelægges simpelthen af filmens sidste akt, der er direkte dum og spolerer et ellers udmærket comeback til Spielbergs dinoer på det store lærred.

“People just want everything bigger” siger Claire i en urkomisk scene, hvor hun forklarer grunden til at lave misfostret I-REX. Filmen bekræfter på uintelligent vis sin egen kritik af overflødighedssamfundet, hvor ingenting kan blive stort, vildt og farligt nok. Jurassic World er den største, vildeste og dyreste film i serien, men med længder også den dummeste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *