JUPITER ASCENDING: Wachowskiernes Dune

Af Niels Harpøth

Jupiter Jones (Mila Kunis) lever en træg tilværelse i Chicago, hvor dagene slæber sig af sted. Hendes kedsommelige eksistens kommer til en brat ende, da Balem (Oscar-nominerede Eddie Redmayne) af slægten Abrasax beordrer hende myrdet. Jupiter er blevet identificeret som reinkarnationen af en Abrasax og står dermed til at arve Jorden. Dette betyder et heftigt tab af markedsandelen for de nulevende Abrasaxer. Heldigvis kommer den gensplejsede, eks-militære ulvemand Caine Wise (en alfeøret Channing Tatum) hende til undsætning, og der går ikke længe før, at flere milliarder af skæbner nu hviler på Jupiters skuldre.Jorden er nemlig en dyrebar brik i et ældgammelt spil, som Jupiter nu bliver kastet ind i med alt hvad dertil hører af manipulationer, komplotter og elefantmænd.

Wachowski-søskende skitserer deres univers med brede penselstrøg og fine stilistiske detaljer, men alle de elementer, der skal etableres, kræver desværre en del eksposition. Filmen tager på ganske fin vis publikum i hånden og fører dem gennem plottet, men den spraglede filmiske verden har nogle løse ender, og flere af karaktererne burde måske være blevet fjernet. Her tales der om karakterer, der sættes op til at være vigtige aktører, men bare forsvinder ud af narrativet. Det samme problem gør sig også gældende for de tematikker og kritikker, som filmen tager op. Spørgsmål om alt fra identitet til kapitalismen bliver behandlet. De lussinger, der sendes efter sidstnævnte, er forfriskende, men filmen har for travlt til, at temaerne kan få den tid, som de er berettigede.

ANMELDELSE AF:

Jupiter Ascending

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Lana og Andy Wachowski

LAND:
USA

Beklageligvis forbliver Jupiter også lidt af en flad karakter, som det så ofte er tilfældet med sådan nogle Skæbnens Udvalgte. Karakteren er arketypisk, og Kunis bærer rollen, men ikke meget mere end det. Faktisk er hele persongalleriet til den slappe side, måske med undtagelse af Redmayne, der på hviskende vis gumler sig igennem de digitale kulisser. De er altså også appetitlige.

For hvad Jupiter Ascending kan byde på er en æstetik, som trækker på lige store dele anime og Terry Gilliam – som også bliver påberåbt i en fabelagtig, bureaukratisk mareridtsmontage, der er som taget ud af en mindre sjæleknusende version af Brazil. Filmens udtryk og skala er gigantisk og ofte underskønt med en god balancegang mellem det familiære og det fremmede. Rumskibene er overdådigt designede – som bevingede blandinger af slagskibe og katedraler. Disse bryder ofte igennem stjernetåger og andre himmelske legemer i storslåede billeder, der leder tankerne hen på en William Turner af det 29. århundrede. Det er en fornøjelse at se på, og man bliver ofte bjergtaget. Desværre gør det, at de mindre vellykkede effekter, herunder en race af antropomorfe drager, stikker ud som sure tommelfingre.

Efter denne og Speed Racer (2008) kan man næsten ikke lade være med at ønske, at søskendeparret ville prøve kræfter med en fuldblods-animationsfilms. Så kunne de realisere deres svimlende kamerature og overdådige stil uden tydelige søm, som det lidt for ofte er tilfældet.

I sidste ende minder Jupiter Ascending mest om David Lynchs Dune. Men hvor Lynch har fraskrevet sig ethvert tilhørsforhold til sin aparte sci-fi-fabel, er det tydeligt, at Wachowskierne har lavet den film, som de ønskede. At det endelige resultat så ikke er helt færdigbagt er så godt nok lidt en skam. For lige meget hvor ekvilibristisk filmen til tider kan være i sit udtryk, kan den ikke undslippe sine problemer, som beklageligvis får lov at bundfalde sig efter, at man kommer ud af biografen – at det ikke sker under filmen må tilskrives Wachowskiernes fortælleevne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *