Anmeldelse
JUDY: Utvivlsomt Oscar-lokkemad

Af Christine Roederer

Når Hollywood ikke kan finde på nye historier at fortælle, så vender de tilbage til noget, de allerede har prøvet før. Hvis det ikke er Once Upon a Time… In Hollywood (2019), der fokuserer på mandlige skikkelser i Hollywoodland, så er det Judy (2019), der kaster et blik tilbage på Judy Garlands sidste måneder.

Når Judy starter ser vi, hvor langt en Hollywood-stjerne kan falde. Judy Garland (Renée Zellweger) har sine børn, Lorna (Bella Ramsey) og Joey (Lewin Lloyd), med på en scene et sted i USA og får 150$ for at optræde for ansigtsløse tilskuere. I USA er Judy Garland blevet nedværdiget til ligegyldighed. Vi følger hende gennem beslutningen om at tage til London, hvor hun stadig er velkommen og populær. Det er ikke nogen nem beslutning, for det betyder, at hun må forlade ungerne med eksmanden Sidney Luft (Rufus Sewell).

Egentlig sker der ikke så meget mere i filmen, og det er dér, den mister sin prestige. Den kunne have været en klar kritik af det pres, Hollywood sætter på sine skuespillere, men Judy mislykkes i alle aspekter. Den kan ikke forpligte sig til at fortælle om den faktiske tragedie, den præsenterer.

Hollywood-producenter beder Garland om at tabe sig og fortsætte med at smile på trods af det. Vi er vidne til hendes stofmisbrug, alkoholmisbrug, spiseforstyrrelser og den mentale manipulation, hun udsættes for. Disse er hårde realiteter, som Garland måtte stå overfor, og alligevel formår filmen aldrig at grave dybt nok.

I et forsøg på at tiltale LGBT-miljøet, fremhæver filmen Judy Garlands betydning som en tilhænger af LGBT-rettigheder. Den introducerer to navnløse homoseksuelle herrer, som nærmest ender med at være de eneste figurer i filmen, der formår at få hende til at grine. Garlands rolle som Dorothy i Troldmanden fra Oz (1939) var en kode, som LGBT-miljøet brugte for at finde hinanden før Stonewall. At være en af ”Dorothys venner” betød, at man var en del af miljøet.

Judy bruger kun denne ekstremt vigtige politiske handling som rekvisit.

Alle bipersonerne er endimensionelle, idet de repræsenterer den rolle, de er blevet tildelt: flink, afroamerikansk pianist; sød, rødhåret, britisk assistent; ambitiøs, amerikansk forretningsmand…

Judy fortæller sin historie for hurtigt, prøver at være for meget og knækker i sidste ende med Zellwegers overdrevne og karikerede skuespil. Hvor Rami Malek fandt ud af, hvor meget af Freddie Mercurys karakter han skulle gengive i Bohemian Rhapsody (2018), så er det, som om Zellweger fik en liste med Judy Garlands særtræk og sagde: ”Jeg gør det hele!”

Hvis jeg ville se fantastisk læbesynkronisering, så ville jeg gense RuPaul’s Drag Race (2009-) i stedet for at bevidne det, Zellweger præsterer. Der er mange scener, hvor man fokuserer på en syngende Zellweger. Hver eneste gang bliver det dårlige cover-arbejde grunden til, at man bliver trukket ud af filmens magiske verden.

Den måde, filmen er skruet sammen på, efterlader absolut ingen tvivl om, at Oscar-udvalget vil sluge filmen råt. Judy sætter flueben ved alle de ingredienser, der skal til, for at få den almene amerikaner til at tude og kalde den for et filmisk mesterværk. I virkeligheden er det endnu et inkompetent forsøg på at fortælle en kompliceret historie i et biopic, der aldrig rammer plet.

Kommentarer