Artikel
JUBILÆUM: Aronofskys smukke horror om prisen for perfektion holder stadig 10 år senere

Af Anna Lauritsen

Denne måned er det 10 år siden, at Darren Aronofskys mareridtsagtige balletdrama havde præmiere på Venice Film Festival. Black Swan (2010) blev vel modtaget af både kritikere og biografgængere og introducerede samtidig en ny generation til karakterstudiet som subgenre. Dette skyldes i høj grad Aronofskys evne til at portrættere en altopslugende og besat kunstner samtidig med, elegant og poetisk, at spejle fortællingen om den sorte svane i protagonistens eget, virkelige liv.

I filmen følger vi ballerinaen Nina (en perfekt castet Natalie Portman), som til alles – inklusiv hendes egen – store overraskelse lander rollen som Svanedronningen i New York City Ballets produktion af Tchaikovskys Svanesøen. Nina har viet sit liv til at opnå perfekt teknik og er selv personificeringen af den hvide svane: Skrøbelig og uskyldig. Problemet er, at rollen også indebærer den sorte svane. Denne anden halvdel af rollen kræver mørke og løssluppenhed. Som instruktøren Thomas (Vincent Cassel) siger: ”Perfection is also about letting go”.

Men i den verden, som Nina har skabt for sig selv, er det umuligt at give slip. Dette skyldes primært et ekstremt usundt mor-datter-forhold. Ninas mor (en overbevisende creepy Barbara Hershey) holder med næb og klør sin ”Niña” fanget i en blanding af egne knuste ballerinadrømme og et lyserødt mareridt af et pigeværelse.

Ninas verden bliver vrangvendt, da holdet byder danseren Lily (Mila Kunis i sin karrieres bedste rolle) velkommen. Lily er en sort refleksion af Nina – en personificering af hendes usikkerhed og frygt for at blive erstattet. Lilys indtræden markerer et vendepunkt, og vi ser hvordan Nina langsomt mister grebet på virkeligheden og danser tættere og tættere på afgrunden. I en desperat jagt efter perfektion oplever vi hende give slip på kontrollen overe sin indre sorte svane, som hun har brugt hele livet på at undertrykke. Syndefaldet er uundgåeligt, og aftenen inden den store præmiere giver hun sig endelig hen til mørket. Et mørke, som byder på en selvdestruerende cocktail af druk, stoffer, tyveri og seksuel udfoldelse.

Ninas transformation til den sorte svane udspilles desuden i nogle af filmens bedst eksekverede scener. Matthew Libatiques tryllebindende cinematografi veksler mellem intense pirouette-sekvenser til neglebidende tracking-shots af Nina, der hallucinerer i mørke gyder. Kontraster mellem sort og hvidt, synd og uskyld, gennemsyrer hver en scene, og Ninas dualitet understeges gennem brugen af spejle; hun er altid omgivet af refleksioner. Transformationen kulminerer i den store finale-performance, og de sidste 30 minutter af Black Swan er sublim filmkunst.

Det er ikke første gang, at Aronofsky sætter spørgsmålstegn ved prisen for at vige sit liv til sin karriere samt hvad der definerer succes. Hans film The Wrestler (2008) handler om de samme temaer, men belyser dem fra karrierens afrunding og ikke begyndelsen. Et nyere eksempel på samme tematik er Damien Chazelles fremragende Whiplash (2014), som ligeledes fortæller historien om den besatte kunster og tvinger tilskueren til at tage stilling til, hvor langt man skal gå for storhed og at opnå sin drøm.

For Ninas vedkommende ender det i mordet på hendes gamle jeg og dermed sin uskyld. Men hun opnår perfektion, så helliger målet midlet? Prisen for succes er et evigt aktuelt emne, hvilket er grunden til, at vi også vil tale om Black Swan 10 år fra nu.

Kommentarer