Anmedelse
JOURNAL 64: Det sidste og bedste kapitel

Af Christine Roederer

Det er fem år siden, at Carl Mørck og Assad for første gang trådte ind på det store lærred. Og siden da har vi fået set Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares spille duoen hele tre gange. Nu er det fjerde og sidste gang.

Det er altid noget specielt, når noget ender. Det er ligesom dét, der gør, at tingene bliver rigtig gode – man kan ikke sætte pris på det man har, før det er væk?

 Journal 64 handler om efterforskningen af tre mumificerede lig, som nogle håndværkere har fundet i en københavnsk lejlighed. Carl Mørck og Assad kommer på sagen, og da de begynder at rode i nogle sager, der omhandler kvindehjemmet på Sprogø, begynder sandheder og konspirationer at komme frem i lyset.

Filmen er æstetisk flot. Optagelserne fra Sprogø og Københavns byrum er en ode til vores smukke land, men så kommer den mørke historie også frem: hvad der skete på Sprogø. Hvorfor der ikke er blevet snakket mere om det. Hvor smertefuldt, det har været, at der aldrig er kommet en officiel undskyldning.

På kvindehjemmet på Sprogø møder vi to piger, Nete og Rita. Fanny Bornedal spiller den unge pige Nete yderst overbevisende – der er ingen tvivl om, at hun kommer til at komme langt med skuespillet. Også Clara Rosager er knivskarp som Rita. Man kan ikke lade være med at krumme tæer, når det afskyelige og de modbydelige karakterer bliver vist på skærmen. Igen. Og igen.

Det skal også bemærkes, at karakteren Curt Wad bliver spillet af Anders Hove i nutiden og sin søn Elliott Crosset Hove i flashback scenerne – og det giver en del familiaritet til lægen.

Kemien mellem Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares er heller ikke til at komme udenom, og der kommer til at gå lang tid i dansk film, før der er et makkerpar, der stråler på den måde i dansk film. Den kolde stemning på Sprogø skærer igennem hele filmen, på samme måde som en kold vinternat overtager Mørcks efterforskning, og sætter dybe ridser i forholdet mellem ham og Assad.

Filmen fører os derhen, hvor vi ikke kan følge med. Det kan den også næsten bære… indtil man rent faktisk tænker det igennem. Man må acceptere, at filmen ikke er så klog, som den tror den er. Men den formår at fremstille det på en sådan måde, at det næsten ikke er et problem.

Med dette in mente, synes jeg, at du bør tage ind og se Journal 64. Det allersidste kapitel i serien. Og måske er det netop derfor, at du skal tage ind og se den. Det er sidste gang. Og det føles så bittersødt, at det næsten er løgn. Nu er slutpunktummet sat. Nyd det.