JOSHUA OPPENHEIMER: At undslippe frygtens fængsel

Af Ditte Fiil Ravn 

”Ingen havde før dokumenteret drabene i Nordsumatra, og ingen havde snakket med bødlerne i en systematisk form. Når disse mænd forsvandt, og Adis familie var død, ville muligheden for at forstå, hvad det her gør ved et liv forsvinde.”

D. 10. november havde The Look of Silence premiere i Indonesien i en stor, offentlig biograf, og arrangementet støttet af staten. Foran lærredet stod Adi, filmens hovedperson, klar til at præsentere det sidste bidrag til en debat om Indonesiens fortid. En dag forinden stod filmens instruktør Joshua Oppenheimer foran lærredet i Grand og svarede på spørgsmål, efter en fyldt sal havde båret vidne til fyldestgørelsen af et dybt unikt filmværk, som også blev til under unikke omstændigheder.

I 2012 stiftede verden bekendtskab med den grufulde massakre i Indonesien i 1965 gennem den hyldede og prisvindende The Act of Killing. Men for Oppenheimer startede bekendtskabet allerede for ti år siden.

“Jeg var nede ved floden med to af bødlerne, hvor de fortalte om begivenhederne for mange år siden. Jeg havde bragt to mænd sammen, fra to nabobyer for at se, hvordan de talte med hinanden. Ville de tale på samme måde med hinanden, som de talte med mig? Jeg følte, de læste fra et delt manuskript, og at deres praleri var kollektiv. Det var aldeles ubehageligt, for jeg følte, at jeg gik ind i Tyskland 40 år efter krigen og så, at Nazisterne stadig sad på magten. Jeg vidste der, at jeg ville give så mange år af mit liv som nødvendigt for at adressere dette.”

Han besluttede sig for at lave to film, der foregik i nutiden. Den første om bødlerne handlede om historiefortælling, eskapisme og måtte derfor være flamboyant. Den anden om ofrene skulle vise, hvordan det påvirker overlevende at leve i stilhed omgivet af sin families mordere. Det var målet med The Look of Silence. Da Oppenheimer begyndte optagelserne i 2012, ønskede Adi, hvis bror blev brutalt dræbt dengang, at konfrontere bødlerne. Oppenheimer nægtede, fordi han ikke mente, det kunne gøres sikkert. Men med ét argument fik Adi overbevist Oppenheimer.

”Adi viste mig et klip, han havde optaget nogle år tidligere. Et klip som han ikke engang kunne tale om uden at græde. Det er et af de sidste klip i filmen, hvor Adis demente far kravler forvildet rundt på jorden og ikke kan finde ud af, hvor han er, og tror han bliver slået ihjel. Adi indså, at det mest barmhjertige han kunne gøre var at formidle til andre gennem kameraet, hvordan de overlevende har det i dag. Hans far har glemt de begivenheder, der ødelagde ham og hans familie, men han har ikke glemt frygten. Så han kan ikke tale det igennem eller hele, for han er fanget i et fængsel af frygt. Det ønskede Adi ikke, at hans familie skulle være fremover. Derfor ville han konfrontere bødlerne, for hvis bødlerne hørte hans historie, ville de vide, at de havde dræbt et rigtigt menneske. De ville fortryde.”

Oppenheimer besluttede sig derfor for at gennemføre de risikable interviews, men med flere sikkerhedsforanstaltninger. Flugtbiler stod klar, Adi havde ingen ID med sig, og Oppenheimer filmede kun med et dansk crew. Med disse forbehold og hurtigt skudte scener, var der større mulighed for at slippe af sted med det. Men hvorfor medvirkede bødlerne overhovedet i disse konfrontationer?

“Alle bødlerne kendte på daværende tidspunkt til The Act of Killing, om dens produktion, og at jeg havde arbejdet sammen med de mest magtfulde i samfundet. Men de havde ikke set filmen, da den ikke var kommet ud. Så jeg vidste, at før de ville tilkalde deres mænd til at overrumple os, så var det nødvendigt at tænke det igennem to eller tre gange – for måske var jeg tæt på deres overordnede. Så vi havde denne meget unikke situation, der tillod os at gøre noget meget unikt i dokumentarfilm.”

The Look of Silence skal være sidste instans til en debat i det indonesiske samfund. Allerede kort efter The Act of Killing begyndte strukturer i samfundet at ændre sig.

“En af de ting The Act of Killing formåede var, at de indonesiske medier videreførte eksperimentet. Redaktøren fra avisen Tempo så filmen og ringede til mig: “Jeg har censureret artikler om massemordene, så længe jeg kan huske, og det vil jeg ikke gøre længere. Jeg vil ikke blive gammel og være en af gerningsmændene, det viste din film mig. Så jeg bryder mit blads stilhed.” Han sendte rapportere ud i hele landet for at interviewe bødler, der ville tale, og indsamlede materiale til 75 siders artikler, og det endte de indonesiske mediers stilhed.“

Men hvordan skal debatten foregå? Og hvad skal den ende med?

”Diskussionen bør vise, hvor ødelagt samfundet er af disse begivenheder, og hvor meget vi har brug for sandhed, genforening, en form for retfærdighed og healing. Adis smukke eksempel i denne film viser indonesere, at tilgivelse og genforening kan være mulig. Som f.eks. datteren der undskylder på sin fars vegne, hvilket viser, hvordan slægtninge til bødler også kan gøre det muligt, og hvor nødvendigt det er. Jeg er meget håbefuld omkring sandhed og genforening.”

Efter stor international anerkendelse og hyldest for sit dokumentarhistoriske mesterværk ønsker Oppenheimer at gå nye veje.

”Jeg udvikler nye idéer til nye film, men de er ikke om Indonesien. En trilogi er mere naturlig end en duologi, men for mig er end duologi mere åben. Vi har en tese og en antitese og syntesen tilhører folket i Indonesien.”

 

The Look of Silence kan ses i flere danske biografer fra i dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *