JEG ER INGRID: Tilbage på skolebænken

Af Thomas Hasse Therkildsen

Ingrid Bergman var uden tvivl en af de helt store kvinder i filmens verden. Hendes mange bedrifter efterlader let tilskueren måbende. Hun har nok ikke været den bedste mor, eller mest tro kone men hun har været målrettet og det har drevet hende ud på mange eventyr.

Det er svært at kede et publikum med historien om et så mangfoldigt liv, og det gør Stig Björkman heller ikke i sin dokumentar Jeg er Ingrid. Han giver et intimt indblik i hendes liv, ved at lade hendes dagbog blive læst op. Medvirkende er der også store og små personligheder, der har stået Bergman nær. Det er dybdegående og flere nuancer af Bergman, end bare de gode, bliver vist.

Det giver automatisk respekt, at filmskaberen ikke blot vælger at forherlige den udvalgte personlighed, som var han en dedikeret fan. Desværre er det langt fra nok til at løfte filmen. Det er Björkmans held, at historien er så interessant, da hans metode ligger uhyggeligt tæt op ad de langsommelige dokumentarer, der er blevet tvunget ind i øjnene på de fleste stakkels skolebørn fra fjernsynets tid.

ANMELDELSE AF:
Jeg er Ingrid

ORDET SYNES:2-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Stig Björkman

LAND:
Sverige

Det er næsten pinligt at se hans forsøg på at efterligne Ingrid hjemmevideoer i nutidsdelen af dokumentaren. Det føles malplaceret. Det ene sekund er der talking heads, det andet væltes der rundt med et håndholdt kamera, bare som et øjebliks fred mellem det forrige og næste talking head. Når der ikke vises optagelser fra nutiden, oplæses der fra Bergmans dagbog til vekslende stumfilm og diasshow. Dette akkompagneres af lidt irriterende klaverspil.

Oplæseren virker meget trist, men det passer fint til det materialet. Man føler at Bergman aldrig helt kunne finde fred, før noget nyt trak hende videre. Denne livlighed har både været en forbandelse og gave til hendes børn og elskere. I modspil med historierne om hvordan hun rejser fra den ene til den anden, gør interview-delen sig godt. Det er især interessant at høre hendes to døtre, Isabella Rossellini og Pia Lindström, give samme karakterstik med forholdsvis glæde og sorg.

Men det er igen materialet der bærer filmen og ikke rammen. Det er derfor kun interessant at se filmen, hvis man ønsker at lære om emnet; filmen er som tør faglitteratur. Det er selv med egen interesse for emnet, at jeg kun giver filmen to ud af seks stjerner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *