JAUJA: Ikke engang titlen giver mening

Af Rikke Bjørnholt Fink

Gunnar Dinesen (Viggo Mortensen) og hans datter Inge bor sammen med nogle spanske soldater ved Argentinas kyst i kolonitiden. De skal længere ind i landet, men ifølge rygter, er en tidligere officer i den spanske hær gået amok og har samlet en tyvebande, der hærger fastlandet. Imidlertid bliver alle planer stillet i behold, da Gunnars datter stikker af med en soldat. Herfra går hans ensomme rejse ind i landet.

Uden sammenligning mellem de to film i øvrigt, har jeg det nok lidt ligesom nonnerne i The Sound Of Music (1965). Men hvor deres dilemma var Maria, er mit den argentinske film Jauja. Man fristes til at parafrasere sangen: ”How do you solve a problem like Jauja? How do you catch a cloud and pin it down?” Især har jeg problemer med: ”How do you find a word that means Jauja?”. Filmen omtales i pressematerialet som en hallucinatorisk western. Den kunne også kaldes et underfundigt eventyr, en potentiel reklamefilm for Argentinas kystområder eller en slags Apocalypse Now (1979) uden pay-off.

Jauja er en vanvittigt flot film. Alle indstillinger er lange og statiske og der er skruet godt op for de grønne farver, så mos, tang og træer nærmest popper ud af billedet. I starten er der tilmed nogle billeder med søløver i baggrunden, der understreger det eventyrlige i hele tableauet. Hvis man som jeg ikke kan regne ud, hvad denne film vil, kan man altid fortabe sig i lange, smukke sekvenser, der alt efter temperament vil virke hypnotiske eller søvndyssende.

ANMELDELSE AF:
Jauja

ORDET SYNES:2-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

Lisandro Alonso

LAND:
Argentina og Danmark

Mest er det bare Viggo Mortensen der går eller rider rundt. På et tidspunkt møder han en gammel kvinde ved en hule, spillet af Ghita Nørby. Hun bidrager med en håndgribelig mystik, og jeg kunne sagtens have ønsket mig, at disse sceners syrede tilsnit var toneangivende for filmen. Jauja er dog præget af narrativ inkonsekvens og intet i filmen føles motiveret af andet, end muligheden for at få endnu et pænt billede i kassen. Særligt da filmen springer frem til nutiden, falder jeg fra.

Der er desuden noget underligt ved skuespillet i denne film. Viggo Mortensen og Viilbjørk Malling Agger, der spiller hans datter, taler begge dansk. Om det så er alt for mange år i USA eller instruktørens pudsige indfald, der gør at Mortensen taler som en slags high-pitched, gammel bornholmer, kan jeg ikke regne ud. Mærkeligt lyder det i hvert fald. Agger kan jeg heller ikke rigtigt forstå, eftersom hun fremfører alle sine replikker som en robot, der trænger til at blive smurt. Måske skal det understrege filmens uvirkelighed, måske skete det bare.

Egentlig vil jeg helst have undladt at give Jauja stjerner. For dette bedømmelsessystem er nok bedst til genrer og andre typer film, der ved, hvad de vil. Jauja kommunikerer ikke sin intention, så det er svært at bedømme om den gør det godt. Jeg må nok nøjes med at konstatere at jeg fandt den inkonsekvent, umotiveret (umotiverende) og underligt spillet – omend meget smuk. Jeg udelukker dog ikke muligheden for at andre kan se Jauja og få en mavepustende oplevelse. Man møder i hvert fald ikke denne type film hver dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *