JASON BOURNE: Ni år er gået, men meget lidt har ændret sig.

Af Adam Ambus Madslund

For ni år siden sagde Jason Bourne ”I remember everything” i slutningen af The Bourne Ultimatum (2007). Det var åbenbart ikke helt sandt, for nu er Bourne tilbage og fortidens spøgelser plager ham stadig. Matt Damon spiller endnu engang titelkarakteren og Paul Greengrass, der instruerede film nummer to og tre, er igen bag kameraet, hvilket kan mærkes. Den karakteristiske stil fra de foregående film, med enormt højt klippetempo og næsten konstant håndholdt kamera er bibeholdt trofast.

Det stilistiske er dog ikke det eneste, der er bevaret, for selve indholdet virker også meget velkendt. Siden sidst har Bourne levet i skjul, men han bliver opsøgt af en gammel bekendt, Nicky Parsons, der har hacket sig til nye oplysninger om Bournes fortid og som derefter hiver ham ud af hans skjul. Oplysningerne er hacket fra CIA, og inden længe er en menneskejagt på Bourne og Nicky indledt.

Ligesom det også har været tilfældet i seriens tidligere film, følges vores helte i store dele af filmen på flugt, mens de skumle, jakkesætbærende CIA-folk styrer slagets gang fra et kontrolrum oplyst af blå skærme, hvor de gør, hvad de kan for at få stoppet Bourne. Velkendt er det også at se Bourne døje med flash-backs, der får ham til at miste fokus i takt med at flere detaljer fra fortiden dukker op. Desværre virker denne del af plottet en smule søgt, og det er næsten trættende at opleve Bourne slås med sin fortid på denne måde, endnu engang.

ANMELDELSE AF:
Jason Bourne

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Paul Greengrass

LAND:
USA

Men det hele handler, på trods af filmens titel, ikke kun om Bourne. De skumle CIA-folk har selvfølgelig onde planer, der denne gang omhandler overvågning af befolkningen via et facebook-lignede socialt medie. Det er tydeligt et forsøg på at opdatere filmens indhold til noget relevant for samtiden, men desværre er det ikke særligt originalt eller spændende udført. I det mindste kunne man have håbet, at den teknologiske udvikling, siden den sidste film, ville være en trussel for Bourne, der har levet i skjul i så mange år. Men nej, han er ligeså uovervindelig som altid og udover lidt flere grå hår, er der ikke meget, der indikerer aldersforskellen. Det virker efterhånden som en joke, når CIA-folkene gang på gang må sige ”we lost him” til deres skuffede chef. Ej heller stærke skuespillere som Tommy Lee Jones, Alicia Vikander og Vincent Cassel gør en forskel. De spiller alle fint, men deres karakterer virker mest af alt som gentagelser af noget, man har set før i Bournes univers.


Men selv når alt dette er sagt, så er underholdningsværdien stadig høj. Greengrass kan orkestrere action-sekvenser som ingen anden i Hollywood. Det rystende kamera og høje klippetempo skaber et kontrolleret kaos, der er unikt for Bourne-filmene, selvom mange har prøvet at kopiere stilen. Man mister aldrig overblikket, og det virker ikke som en doven måde at skabe spænding på. Når disse jagt-sekvenser er i gang, glemmer man stort set alt det, der ikke fungerer i filmen.

Det er derfor ærgeligt, at der ikke er gjort mere ud af at prøve noget nyt i Jason Bourne. Både dele af plottet og de nye karakterer virker som gentagelser af noget, man har set i de tidligere film. Og forsøget på at inddrage masseovervågning som noget nyt og relevant virker direkte dovent. Underholdningsværdien er unægtelig, men man efterlades med en lidt bitter eftersmag. Mest af alt får man lyst til at gense de tidligere kapitler, hvor plot og karakterer stod stærkere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *