James White: En hjertelig og smertelig film til sidste åndedrag

Af Tilde Søgaard Carlsen

You need to get your shit together!” udbryder Nick (Scott Mescudi), da James (Christopher Abbott) endnu en gang har drukket sig fra sans og samling og ikke blot forvoldt fysisk, men også psykisk skade på sig selv og sine omgivelser. Et citat, der så hyklerisk og ubarmhjertigt understreger filmens og hovedkarakteren James Whites konflikt: Hvad stiller man op, når man står i lort til halsen og ikke kan flygte?

Med James White præsenterer Josh Mond sin første spillefilm som instruktør og manuskriptforfatter og en rørende historie om den unge fyr James, hvis liv er ét stort rod med en kræftsyg mor (Cynthia Nixon) og et tyngende ansvar for hende og sig selv. Ved farens død bliver det hele for meget og efter gentagne, nyttesløse forsøg på at flygte fra den håbløse hverdag – hvad end det er gennem hovedkuldse drukture eller en rejse til Mexico – ender James i sidste ende alligevel med at blive bragt ansigt til ansigt med livets barske virkelighed og kampen for at overkomme dets udfordringer.

Christopher Abbott, der inkarnerer James White, er nok bedst kendt for sin rolle som Charlie i Lena Dunhams komedieserie Girls. Dog er det ikke ligefrem grinet, der bringer tårerne frem i James White. Abbott leverer en overbevisende præstation, og i mødet med den anden HBO-stjerne, Cynthia Nixon (Miranda i Sex and the City), i rollen som moren Gail White opstår de mest intense scener, som frembringer et rent smertehelvede af sympati, der kun bliver værre og sværere at undslippe, som filmen skrider frem. Med sine lange indstillinger og udprægede brug af nærbilleder fastholdes man ikke blot, men kommer helt tæt på filmen og dens karakterer, hvilket får det indre til at koge i en ambivalens af misfornøjelse og fryd over henholdsvis følelsesmæssig smerte og filmisk kundskab.

ANMELDELSE AF:
James White

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Josh Mond

LAND:
USA

James White er en rå og hjerteskærende film om kræftsygdommens grimme ansigt, der undervejs kun tager sig værre og værre ud. Man kunne nemt have ønsket sig flere opløftende øjeblikke, og det virker, som om den eneste vej frem også går nedad. Men med det sagt opstår filmens smukkeste øjeblikke også, når dens virkelighed virker grimmest og mest barsk: I kemien mellem James og Gail og deres evige forsøg på at overbevise hinanden om, at de er ok. Det er ikke et poleret og romantiseret billede af forholdet mellem mor og søn og kampen for at overvinde kræften. Ej heller er det strygermusik og tårevædede scener, men tavsheden og kampen for at holde facaden, der modarbejder det, der ellers nemt kunne være blevet til en forfærdeligt klichéfyldt film.

James White præsenterer en kendt historie, men en ærlig og nærværende fortælling. Karakterernes kompleksitet gør dem reelle og genkendelige, hvilket leder op til spørgsmålet om, hvad der er egoistisk, og hvad der er etisk rigtigt eller forkert. Det er de store følelser, der berøres, men de små virkemidler, der benyttes. For det er det usagte og dvælende, men alligevel så fængslende nærvær, der kynisk opsluger én og synkroniserer den faktiske og filmiske virkelighed til filmens sidste åndedrag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *