Jacob Holdt: Mit liv i billeder – Den store flugt

Af Amine Kromann Karacan

Det sammensatte menneske, fotografen, Jacob Holdt, sættes under en dokumenterende, forvirret lup, hvilket dog ikke gør den eksaminerede Holdt mindre interessant.

 

Jacob Holdt er en markant skikkelse, som ofte bliver hevet ind i diverse nyhedsudsendelser for at kommentere raceuroligheder, i særdeleshed dem der foregår i USA. Efter mange års vagabonderen på de amerikanske landeveje ved Holdt en del om racisme, og om mennesker i det hele taget. Hans bog, nyklassikeren Amerikanske Billeder, dannede i sin tid baggrund for et foredrag, som han har turneret verden tynd med. Idag fokuserer Holdt hovedsalig på racismen i Danmark, hvilket er bemærkelsesværdigt.

 

Gennem sin ‘ja-filosofi’ har Holdt knyttet venskaber i alle dele af samfundet – i USA både i de sorte ghettoer, Ku Klux Klan og hos de rige familier Vanderbilt og Carnegie. Hans fotografier af ghettoerne er for mange hvide, den dag i dag, den eneste port ind til en verden, som de intet kender til, og for alle mennesker en mulig vej til refleksion over klasse og race-spørgsmål. I denne dokumentar om Holdts liv opsøger Holdt de gamle venskaber for igennem disse at undersøge sin egen historie.

 

Der er mange, mildest talt, malplacerede elementer i Jacob Holdt: Mit liv i billeder. Lige fra begyndelsen viser instruktør Niels-Ole Rasmussen en uheldig tøven i forhold til fokus og stil gennem opstillede sekvenser.

 

På en scene med sort baggrund står Holdt i stærkt spotlight ved siden af en gine, der har hans gamle flippede sweater på. Der spilles noget glad musik og en kvinde med afrohår går catwalk, imens Holdt fortæller. Sekvensen er lalleglad og fjollet – og den eneste af slagsen i filmen.

ANMELDELSE AF:
Jacob Holdt: Mit liv i billeder

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Niels-Ole Rasmussen

LAND:
Danmark

Holdt bruges som skuespiller – eller marionettedukke – i tilbageblik og minder. Vi ser præstesønnen Holdt bimle med klokkerne på sin fars gamle præstegård, og den voksne Holdt halende vand op af en brønd i Jerusalem.

 

Mit liv i billeder vil nå så meget, og den når alligevel så lidt. De forskellige skæbner, Holdt har mødt, er virkeligt interessante, men her ville man få mere ud af at læse Holdts bog eller gå til et af hans foredrag. Målet må være at se bag om Holdts selvfremstilling, men fokus er så tøvende, at der aldrig bliver gået rigtigt i dybden, på trods af halvanden times spilletid.

 

Fotografens forhold til kvinder fylder meget. Han elsker kvinder højt, forstår man, men det antydes, at han af og til også har udnyttet nogle af dem. Videre, videre. Så handler det om aktivisme og ekstremisme. Ved mødet med en gammel aktivist-ven fornemmes et stort svigt, som også forbliver uforløst.

 

Holdts vilje viser sig for stærk til Rasmussens gennem en både lidt stikkende og konfliktsky skildring. Samtidig, hvilket passer sig godt til dette portræt af en modsætningsfyldt mand, fornemmer man også en form for beundring af Holdt og den store fortælling om mennesker og deres liv, som Holdt i mange år har fortalt. Holdt fortæller om sig selv som én, der har haft brug for at flygte – hvilket har sat tydelige spor igennem hans liv. Det er en skam at filmen har taget samme flugtkurs – den har ikke turde holde inde ved de svære spørgsmål. Det er i Holdts egne refleksioner og tidsbillederne, at filmen for alvor fungerer.

 

For nogle år siden var Weekendavisen efter Holdt. Dette berøres også. Man kunne savne, at nogle, både journalister og instruktører, formåede at møde Holdt lige så fordomsfrit og interesseret, som han selv har mødt utallige mennesker igennem årene. Først dér vil eventuel kritik fungere. Det er måske for meget forlangt. Jacob Holdt: Mit liv i billeder er underholdene og interessant, især når Holdt selv har ordet og vises i sine naturlige omgivelser.

  

Kommentarer