DEADPOOL 2:
“It feels bigger” – men ikke bedre

Marvels mest groteske, upassende og fandenivoldske anti-superhelt er tilbage! Og ifølge filmens tagline, skulle efterfølgeren til blockbuster succesen Deadpool fra 2016 føles endnu større, være endnu vildere og sparke endnu mere skurkerøv. Der er i hvert fald ikke skåret ned på mængden af merchandise, PR-stunts og promoveringsvideoer til at understrege den pointe. Blandt andet en hylende morsom musikvideo med Celine Dion, bare for at nævne ét eksempel.

Du skal mildest talt have levet under en sten de sidste to måneder for at have undgået øjenkontakt med Ryan Reynolds rød- og sortklædte alter ego. Men spørgsmålet er, om Deadpool 2 kan leve op til sin egen hype?

Filmen er gennemsyret af metaskabende humor. Reynolds bryder konstant den fjerde væg og kommer med sarkastiske og selvironiske referencer til sin mindre vellykkede superheltefilm Green Lantern (2011) samt sin canadiske baggrund. De andre karakterer i Marvels superhelteuniverse får skam heller ikke en nænsom behandling, hvis Reynolds først går i gang med sin knivskarpe repliklevering.

Jeg kan nærmest se blodet flyde fra biograflærredet, når den ene folkekære popstjerne eller populære superhelt efter den anden får dødsstødet i filmens hårdtslående one-liners. Selv Dolly Partons ikoniske evergreen ”9 to 5” bliver aldrig den samme igen efter første actionmontage, og jeg kan aldrig lytte til et dubstep nummer igen, uden at forestille mig Deadpools avocadohoved uddelegere øretæver med et samuraisværd. Se filmen (læs: på eget ansvar) og du vil forstå.

Kort sagt er Deadpool 2 actionkomedie, når det er bedst. Filmen er svøbt ind i skamløs humor og vilde actionsekvenser, men fejler desværre, når den prøver at være mere end det.

I en af sine humoristiske voice-over kommentarer hævder Reynolds, at vi nu skal til at se en kær familiefilm, som du trygt og sikkert kan slæbe dine børn med ind og se. Filmen prøver skam også at jonglere med de mere melodramatiske emner for at give historien substans og dybde. Blandt andet forholdet til hans sexede kæreste Vanessa (Morena Baccarin) har fået et par ekstra skud af sentimentalitet, og Wades indre kamp med sit superheltepersona får mere screen time.

Men filmen får ikke skabt en glidende overgang mellem sine mange historier, og især den midterste akt halter i tempo. Hovedplottet med den unge og plagede mutant Russell, som vores anti-superhelt skal redde fra den tidsrejsende skurk Cable (Josh Brolin), læner sig kraftigt op ad det banale, og hovedmissionen bliver aldrig helt troværdig. Med al respekt for deres vellykkede komik og utallige one-liners, virker det som om, at hovedforfatterne Rhett Reese og Paul Wernick (som også skrev manuskriptet til Deadpool) har ladet sig påvirke af de høje forventninger til efterfølgeren. De har desperat forsøgt at proppe filmen med mere drama og flere historier, end den reelt kan bære. Jokesene er velskrevne og veludførte, men ikke selve historien.

For at citere Deadpool selv: ”Well, that’s just lazy writing…”

Deadpool 2 føles mest af alt som en udvidet version af sin metasatiriske markedsføring. Den skuffer langt fra med sin hårdtslående humor og blodige actionsekvenser. Dertil har Ryan Reynolds aldrig været bedre end som den altid sjofle anti-superhelt klædt i rød og sort latexdragt, som både frastøder og forfører sit publikum. Men du må samtidig tilgive filmen for sin al for sløse tilgang til alt, der omhandler plot, karakterudvikling og en velskrevet historie.