THE SPY WHO DUMPED ME:
Intet sjovt at sige

Som filmanmelder tror jeg dybest set på, at film er mere end tidsfordriv. De kan berige hverdagen, udforske hidtil ukendte følelser, og frembringe meget tiltrængt latter. Men The Spy Who Dumped Me er en type film, der ryster den tro. Det føles som to timer, jeg har spildt og aldrig får tilbage.

På overfladen loves der en blanding af spionfilm og komedie, og overfladisk set er det ikke fejlreklamering. Mila Kunis spiller den forfærdeligt gennemsnitlige Audrey over for Kate McKinnons neurotiske BFF Morgan. Audrey er oprørt over et hastigt brud med sin kæreste, men da han viser sig at være tophemmelig agent, bliver de to veninder sendt ud i en actionfilm uden budgettet eller opfindsomheden til at imponere.

Selve plottet er bedøvende uinspireret og fyldt med åbenlyse huller, men det kan tillades hvis pointen er at parodiere sådanne fortællinger. Desværre har The Spy Who Dumped Me intet sjovt at sige om sit spionplot. Den har heller intet sjovt at sige med sin komedie.

Hvad instruktør og manuskriptforfatter Susanna Fogel kommer til at sige med sin debutfilm er faktisk dybt problematisk. De to hovedpersoner snubler sig ind i spionbranchen ved hjælp af rent held og inkompetente modstandere, og dette præsenteres med en pinligt overfladisk ”girl power” attitude. Audreys største karakterændring er, at hun dater en ny spion til sidst. Men vent! De nævner både Michelle Obama og Beyoncé, så hurra for feminisme…

De to tråde – amerikansk venindekomedie og Bourne-men-dummere – er så separate, at det skaber tonemæssigt piskesmæld. Det ene øjeblik er Audrey chokeret over at have en pistol rettet mod sig, det næste råber hun ”fem stjerner” til sin nyligt dræbte Uber-chauffør. Det ene øjeblik er et slag i fjæset humoristisk. Det næste øjeblik er det en form for tortur.

Resultatet af splittelsen er en hybridfilm, der indeholder et fladt spionplot og en endnu fladere komedie, uden at de to ophøjer hinanden. Actionscenerne har næsten ingen humor i dem, og komediescenerne ingen spænding.

Filmens instruktion er med andre ord smerteligt uinteressant. Der er et eneste skud i filmen med nogen grad af visuel humor, da den russiske superagent Nadedja (Ivanna Sakhno) hopper ind i billedrammen nedefra efter en overdreven gang gymnastik. I en bedre film havde denne absurde håndlanger stjålet hver scene, hun er i. I denne er der ikke en god scene, hun kunne have stjålet, og hun bliver kastet til side uden videre.

Der er ingen grund til at se The Spy Who Dumped Me. Hvert af dets elementer er udført uendeligt bedre i andre film, og dets individuelle dele går ikke op i en højere enhed.

Hvis du leder efter en morsom action-komedie, der blander vold og hverdag med god balance, så se Game Night (2018). Hvis du specifikt vil have en kærlig parodi af spiongenren med en kvindelig komiker i hovedrollen, så se Melissa McCarthys Spy (2015). Hvis du vil ud og have det sjovt med vennerne, så hold dig væk fra denne film.

Jeg tror, jeg lo en enkelt gang under The Spy Who Dumped Me, men jeg har allerede glemt hvorfor. Lad os håbe, hele filmen bliver glemt på samme vis. Kunis, McKinnon, og alle biografgængere fortjener bedre end det her.