Interview: Yaelle Kayam

Af Thomas Hasse Therkildsen

Kvindens og mandens forhold med hinanden er essentielt. Men det klassiske emne er næsten en kliché og bliver udnyttet i de værste produkter. Så der er en vis skønhed i at tage det gennemtærskede emne seriøst. At bringe nyt liv til det. Yaelle Kayam formår at udnytte denne skønhed.

Kayam er debutant som instruktør og manuskriptforfatter på filmen, Bjerget, som har premiere d. 21. juli. En film hvor sparsomme, men skønne, billeder fortæller en historie om to ortodokse jøders ægteskab, som langsomt smuldrer mellem fingrene på dem. Bjerget er en yderst interessant skildring af et forhold mellem en mand og en kvinde i et miljø, der er sjældent for filmens verden.

Men som instruktør og manuskriptforfatter er hun med skæbnen endt, da det ikke har været den slagne vej til instruktørrollen, hun har taget.

Vejen startede ved antropologistudier i Israel, som hun havde en passioneret interesse for, men hun ville hellere arbejde med noget mere kreativt. Det kreative blev film, men passionen for antropologi er ikke et levn og kan findes i både hendes afgangsfilm fra Sam Spiegel film- og tv-skole, Diploma (2009), og den aktuelle, Bjerget.

Udover antropologi, studerede Kayam også skuespil, men begge afsluttede hun før tid. “Jeg valgte at studere film, fordi jeg altid har set film. Mine venner var allesammen færdige med deres uddannelse, hvor jeg havde startet på ny efter hvert år. Og film har så mange forskellige aspekter, derfor tænkte jeg, at jeg ville finde mig selv her.”

Kayam har studeret både på det australske Victorian College of the Arts (VCA) og førnævnte Sam Spiegel film- og tv-skole. Men hun beskriver det mere som værende af nød, at hun endte som forfatter og instruktør. “Jeg var utrolig dårlig teknisk, og jeg brokkede mig konstant. Jeg tror de fleste af mine medstuderende var overraskede, at jeg færdiggjorde uddannelsen. De tænkte sikkert: ‘Hvad vil hun kunne udrette på en filmproduktion?’ Og af denne grund begyndte jeg at skrive og instruere.”

Med sin faglige baggrund har Kayam kombineret, det hun har lært, og kalder sig ‘method director:’ “Når du starter første år på en uddannelse, er alle usikre – alle lægger sig op af noget de er trygge ved – så jeg lagde mig op af Lee Strassbergs og Stanislavskis teorier.” Lee Strassberg er far til ‘method acting,’ som han baserede på den russiske skuespiller, Konstantin Stanislavskijs, system. “Når jeg skriver dialog, vender jeg metoden om og bruger underteksten til at formulere karakterernes mål.” Hvor man normalt som skuespiller skal finde underteksten, bruger Kayam underteksten, som hun allerede kender, til at forme dialogen.

Billede fra Diploma.

“Jeg elsker dykke helt ned i den verden, jeg skriver om eller undersøger. Jeg klæder mig også nogle gange ud, så jeg passer til det miljø, jeg har planer om at arbejde med. Lige nu er mit nye projekt om kvinder fra det 19. århundrede og romantikken i Europa, og derfor prøver jeg også at klæde mig som dem.”

Jeg spørger, hvad dette nye projekt yderligere vil indeholde: “Min fars familie er fra Polen, og jeg har faktisk et polsk pas – så jeg føler et bånd til Polen. Derfor vil jeg gerne arbejde med noget derom og, i denne sammenhæng, med perioden omkring Revolutionerne i 1848.”

Kayam har også tidligere arbejdet med det polske og var på et tidspunkt del af et dokumentarprojekt i Polen ved navn, New Gaze. “Det var meget specielt, men jeg gennemførte aldrig projektet. Det var specielt, fordi jeg besøgte dét sted, mine bedsteforældre havde fortalt så meget om. Min rejse var også støttet af den polske poet, Adam Mickiewicz’, fond, hvis digte mine bedsteforældre lærte udenad i skolen. For dem var det, som hvis jeg havde vundet lotteriet!”

“Min rejse fik mig til at forstå meget om dem og min baggrund. Alle husene så ud som mine bedsteforældres, og selv de ældre kvinder havde samme parfume som min farmor. Samtidig indså jeg, at jeg for det første ikke var Polak, men Israeler, og jeg indså, at jeg ikke skulle lave dokumentarfilm.”

“Mit dokumentarprojekt handlede om den eneste jøde, som vendte tilbage efter krigen. Men da han blev indlagt, blev det for meget for mig – jeg kunne ikke troppe op på hospitalet med kamerahold og oversætter, når det eneste, han ville, var at være sammen med sin familie.”

Polen er dog ikke det eneste, Kayam bruger sin tid på. I hendes anden kommende film vil hun vende blikket mod Israel-Gaza-konflikten, hvor karaktererne bl.a. skal ryge en joint og drikke den mellemøstlige aperitif, arrak.

Kayam fortæller, at da hun var i Hebron på Vestbredden – hvor hun optog sin afgangsfilm – brugte hun meget tid sammen med aktivister og velgørenhedsarbejdere. Nogle af disse havde evnen til at løfte stemningen med humor, og det vil hun gentage i sin kommende film. Humor er ikke noget nyt for Kayam, og hun bruger det sparsomt i sin debut, Bjerget. Selvom filmen indeholder en trist opløsning af et ægtepars forhold, løfter Kayam stemningen med små vittigheder ligesom aktivisterne i Hebron.

Særligt i en scene fra Bjerget, hvor hovedpersonens ægtefælle fløjter temaet fra Den gode, den onde og den grusomme (1966), bliver stemningen vendt fra det tragiske til det sjove. “Scenen blev faktisk først sent skrevet ind i manuskriptet. Jeg gik og talte med Riina [Sporring Zachariassen, filmens producer] på Oliebjerget i Jerusalem. Vi talte om, hvordan man nogle gange oplever, at nogen, man kender, gør noget helt uforudset, som ikke passer til deres personlighed – og så aldrig gentager det – og jeg tænkte, sådan et øjeblik skal Reuven [hovedpersonens ægtefælle] have!”

“Desuden er Den gode, den onde og den grusomme den første film, jeg så. Jeg så den, da jeg var fem. Jeg forstod intet, men jeg holdt mig vågen gennem det meste af filmen, og det var det mest fantastiske, jeg nogensinde havde set! Dagen efter at have set filmen bad jeg mine forældre om to ting: lær mig engelsk, og lær mig at fløjte. Min far lærte mig at fløjte, og i lang tid var temaet fra filmen vores fløjt. Reuven taler ikke om sine følelser, derfor ville jeg gerne give ham noget andet. Så jeg gav ham noget fra mit liv.”

Billede fra Bjerget.

Kayam prøver at tilføje en hvis balance i hendes film med humoren, men hun udtrykker samtidig, at det ikke er et intellektuelt spil for hende at skrive manuskriptet: “Når jeg arbejder, er det noget jeg bare føler i min krop, noget der virkelig bevæger mig. Jeg lever mig ind i filmens verden, og derfra vil historien manifestere sig. Jeg vil ikke censurere mig selv. Temaerne er blot, hvad interesserer mig, mere end de er politisk motiverede.” Hendes film er dog ikke upolitiske: “Med Diploma følte jeg et hvis ansvar som Israeler, men med Bjerget lod jeg fantasien styre mig.”

Kayam slår dog fast, at hun ikke har noget moralsk mål med sine film, og hun fortæller, at historierne “langsomt drypper ind i hendes sind.” Samtidig påstår Kayam at have skrevet første kladde til Bjerget på tre uger. Efterfølgende har hun dog brugt et år på at raffinere manuskriptet sammen med Franz Rodenkirchen hos Torino Film Lab.

På trods af en modvillighed for at indrømme, at noget i hendes film er planlagt, emmer både Bjerget og Diploma af symbolik, og religion er allestedsnærværende. Kayam fortæller også, at skabe film handler om tro. Det bliver spændende at se, om Kayams fremtidige film også kommer til at indeholde ligeså megen religion. Hendes to film har allerede mange paralleller, og der skal ikke meget mere til, at hun ved hjælp af få gentagne kendetegn, kunne udråbe sig selv som ‘auteur.’

Men hvor hun ender næste gang, må skæbnen vise, nu hvor Yaelle Kayam lader sin sjæl svæve ved pust fra andre end hende selv.

Se Yaelle Kayams afgangsfilm, Diploma:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *