INTERVIEW: Thomas Vinterberg – Kollektivets mange facetter

Af Amine Kromann Karacan

Sammen med andre udsendte fra Danmark, samt en enkelt fra Sverige, var Ordet så heldige at møde instruktøren, Thomas Vinterbjerg, under Berlinalen. Her var han på bjørnejagt, da hans film Kollektivet var en del af hovedkonkurrencen.

Opvæksten

I den seneste uge er Thomas Vinterberg blevet beroliget af Hotel Adlons ”super tunge, konservative, beroligende” rum, og derfor er han ikke så nervøs for udfaldet af konkurrencen, og hvordan Kollektivet bliver modtaget af verdenspressen. Filmens historie, der først var forbi teaterscenen, er inspireret af Vinterbergs egen opvækst i et kollektiv, men han har gjort sig mange tanker om, at filmen skulle være personlig og ikke privat. ”Det, jeg plejer at sige, er, at den er ’based on a true feeling’, men ikke ’on a true story’. ”, forklarer Vinterberg. Forskellen ligger i hvor mange detaljer, der er med fra det virkelige liv: ” I vores kollektiv var der ikke håndsoprækning. Der talte vi i timevis, men det går jo ikke på en scene eller på film. På den måde er det ikke længere en privat film.”

Opvæksten i kollektivet var også fyldt med mange akademiske diskussioner, hvilket dog ikke fylder meget i filmen, da Vinterbjerg hverken mener, at disse er særlig filmiske, eller at han er klog nok til at skrive dem. Det at bo i kollektiv har dog lært ham dét, han senere skulle bruge i sin instruktørgerning: ”Jeg tror, at mennesker består af hovedsagelig to ting: det ene er, hvad de gerne vil vise verden, og det andet er, hvad de gerne vil skjule for verden. I et kollektiv – og i et ægteskab, når folk flytter sammen, og de holder op med at gøre sig umage – så begynder man at se begge dele.  Så får man også skyggesiden. Det så jeg helt fra, jeg var dreng, og det er dét, jeg har gjort til min profession. Det er det, alt hvad jeg laver handler om, det er at iagttage mennesker tredimensionelt, og se hvad de består af.”

Inspirationen

”Denne her film er nostalgisk, men den er også konfronterende i den forstand, at den handler om forgængelighed. Den handler om kødets forfald. Den handler om det at blive ældre, den handler om at livet rinder ud, og at kærligheden rinder ud; at en tid er slut. På den måde berører den forgængeligheden.”, fortæller Vinterberg, der også har været helt bevidst om, at hovedrolleindehaverne, Trine Dyrholm og  Ulrich Thomsen, har spillet par engang før, nemlig i Festen, den store dogmesucces fra 1998.

”Der er en dynamik, som vi selvfølgelig var bevidste om, og som vi har forfulgt. Jeg syntes det var interessant at se Ulrich og Trine forelskede flyve til Paris; det er jo dét, de aftaler i slutningen af Festen. Nu er de så landet her, og nu ser de og deres ægteskab sådan her ud. Det er to forskellige karakterer, og det er to forskellige film, men der er dog alligevel en rejse i det, fordi det er de samme mennesker.” Her ledes tankerne hen på den auteur, som Vinterberg måske gerne vil være.

Kærligheden

Rejsen med de to mennesker viser, som Vinterberg selv påpeger, forgængeligheden her i livet. Thomsens og Dyrholms forhold må forgå, for at et nyt forhold kan opstå. Man kan sige, at meget af filmens handling beror på dette nye forholds pludselige opståen. En af de andre danske udsendte, vil gerne vide, om Vinterberg selv tror på dette fænomen, også kaldet kærlighed ved første blik, hvortil han svarer ”Ja! Altså det, jeg synes, der sker, er, at han (Thomsens karakter, red.) ikke bliver set, og mænd er meget ofte så selvoptagede, så de gerne vil ses og høres, og så kommer der en kvinde, der ser ham, og kan se hele ham. Så bliver han forelsket i hende, og det tror jeg kan ske ret hurtigt.”

Vinterberg forsætter: ”Men så grusom, tror jeg faktisk også, at virkeligheden kan være. Vi taler om det brutale, ved at man kan skifte hinanden ud, og det havde jeg ikke noget ønske om at vise på en bestemt hensyntagende måde.” Det er i virkeligheden mere en barsk fortælling om livets hårde kår end en romantisk historie om kærlighedens pludselige opståen. En naturlig konsekvens af dette må være, at skildringen af livet i et kollektiv ikke kun er rosenrødt (eller skulle jeg sige hyggeligt og karrygult?).

Opfordringen

Det kuldsejlede kærlighedsforhold og den efterfølgende ulykke for nogle af de implicerede efterlod en del af tilskuerene, inklusiv undertegnede, med en noget trist fornemmelse, og fokus var bestemt ikke på kollektivets lyksaligheder, hvilket Vinterberg fortryder: ”Der er én ting, jeg måske har gjort galt i denne her film. Jeg elskede at bo i kollektiv! Der har aldrig boet så mange mennesker alene i Danmark, som der gør nu, og jeg kan kun opfordre folk til at flytte sammen. Fordi vi taler om ensomhed hele tiden, og Danmark er et land, der godt kunne trænge til at dele igen. Vi er det mest lukkede land i Europa, og derfor kan jeg kun opfordre til at bo i kollektiv. Der er en hel del mennesker, der tager noget andet med sig fra filmen, fordi den ender i en form for mørke, fordi der er det her barn, der dør osv. Men jeg ser sådan her på det; de oplever det, livet består af. Livet består af folk, der dør, af skilsmisser, af alle slags tragedier, og alligevel står de sammen til sidst. Fordi de står sammen til sidst, er de i stand til at smile og sidde sammen om et bord og læge de her sår sammen. For mig er det en hyldest til kollektivet.”

Vinterberg understreger, at han håber, at ideen om kollektivet finder en ny form:  ”Det har ikke længere den der sexede fornemmelse af at gøre noget nyt og frækt og gøre op med et system, som det havde dengang. Det svarer lidt til, at man skulle til lave en dogmefilm igen; ’been there, done that’. Vi ved godt, at det er sexet, og det er en billet ind til en filmfestival, men det har altså været lavet. Det (kollektivet, red.) skal finde sin en ny form, som forhåbentlig er noget mere end bare at være praktisk.”

Dyrholms karakter oplevede i filmen den frygteligste form for ensomhed, nemlig den at være ensom i andres selskab. Det leder tankerne hen på, om det nu er så rigtigt, at prise kollektiverne for at være ensomhedens endeligt. ”Man kunne virkelig godt være ensom i et kollektiv”, siger Vinterbjerg, ”nu er Trine jo meget stærk, og hun går til grunde, fordi hun ofrer hele sig selv for fællesskabstanken. Selv sin mand ofrer hun. Men man kunne også godt gå til grunde i et kollektiv af andre grunde; fx hvis man ikke var god til at tale. Jeg har set mange mennesker, sidde for enden af et bord og gå til grunde og visne. Det kræver en vis social styrke at være sådan et sted.”

Konkurrencen

Vinterbjerg slutter af med at rose Dyrholm for hendes præstation, der i flere medier også er blevet fremhævet for at løfte filmen nogle niveauer: ”Trine har ramt noget fuldstændig universelt i forholdet mellem individer og grupper, som er helt fantastisk.”

I Berlin var man enig i dette udsagn, og søndag aften vandt Dyrholm en sølvbjørn for sin rolle i Kollektivet. Vinterberg måtte vende tomhændet hjem til Danmark.  Intet bjørneskind til ham, men mon ikke han får chancen en anden gang?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *