INTERVIEW: Samanou A. Sahlstrøm

Af Cecilie Egholm Tonnesen

Hvordan ledsager man døden? Det er et af de spørgsmål den dansk/franske instruktør Samanou A. Sahlstrøm prøver at besvare i sin debutfilm I dine hænder. Det er blevet til en bevægende og inderlig skildring af to mennesker, hvoraf den ene er på vej mod døden og den anden på vej ud i livet.

Maria er en ung sygeplejerske, der arbejder på et plejehjem, hvor den uhelbredelige syge Niels bor. Niels har et brændende ønske om at tage kontrollen tilbage over sit eget liv ved at vælge livet fra. Maria indvilliger i at hjælpe Niels til Schweiz, hvor han kan få hjælp til at begå assisteret selvmord.

En partikulær fortælling bliver universel

Døden er et uomtvisteligt kendsgerning i et hvert menneskes liv, hvad enten det er ens egen død eller ens pårørendes. Det var netop det universelt menneskelige aspekt i døden, som interesserede den unge instruktør og en af årsagerne til, at hans debutfilm skulle behandle dette emne.

”Det er en problematik, som vedrører os alle sammen. Alene det gør det pirrende at arbejde med et stof, som er så universelt og som vedrører så mange mennesker. Jeg er både fascineret af og frygter døden, og jeg tror de to ting hænger sammen. Jeg undrede mig over, hvordan det kan være, at jeg selv frygter min egen død og mine pårørendes død så meget, hvad er det så der får nogen menneske til at vælge den. Det føltes meget naturligt og fristende at prøve at dykke ned i det univers”.

Undervejs i researchen og arbejdet med filmen fandt Samanou A. Sahlstrøm ud af, at de mennesker, som vælger at ende deres eget liv, ikke nødvendigvis vælger døden, men i stedet vælger livet fra.

”Jeg gik ind i projektet med en naiv tankegang om, at man virkelig må hade livet, hvis man ønsker at slå sig selv ihjel. Den tankegang blev smadret af min research og af manuskriptskrivningen. Jeg begyndte at forstå, at man sagtens kan syntes, at livet er smukt, men samtidig anerkende, at livet ikke længere er noget for en. «

 

En film der tager stilling?

Samanou A. Sahlstrøm er ikke den første, der berører emnet assisteret selvmord og aktiv dødshjælp. Sidste år havde Bille August Stille hjerte (2014) præmiere, hvor det især er beslutningsprocessen, der behandles. Der stilles spørgsmålstegn fra pårørende og den døende selv, om det nu er den rigtige beslutning.

I Samanou A. Sahlstrøms film er hovedkarakteren Niels til gengæld ikke et sekund i tvivl. Men er det fordi, filmen vælger side i debatten om for/imod assisteret selvmord og aktiv dødshjælp? Ikke ifølge instruktøren.

”Jeg syntes ikke, det er interessant at se kunst, der allerede har taget stilling på mine vegne. Mit mål som instruktør er at fortælle en underholdende og vedrørende historie, som hvis den lykkes giver folk noget at tænke over. Måden, jeg vælger at gøre det på, er at dykke ned i den menneskelige relation, som er den, der virkelig interesserer mig”.

Samanou A. Sahlstrøm tilføjer.

”Jeg ville gerne fortælle en historie, som var så ren som mulig, og derfor har jeg undgået at inddrage religion eller hele beslutningsprocessen, fordi jeg ønskede at fokusere på de menneskelige følelser, som er mellem de to”.

En kærlighedshistorie – men ikke på manuskriptplan

Undervejs i fortællingen opstår der intimitet mellem de to karakterer, en intimitet, der ifølge Samanou A. Sahlstrøm, er en helt speciel form for intimitet og opstår i mødet med døden.

”Vi er opdraget til, at seksualitet er det mest intime, vi som mennesker kan have tilfælles, men hvis man betragter døden som et intimt øjeblik to mennesker kan dele, så opstår der en helt speciel form for nærhed. Det har været en af de største øjenåbner for mig, og det har påvirket min måde at arbejde med skuespillerne og materialet på”.

Samanou A. Sahlstrøm fortæller yderligere, at filmen på manuskriptplan ikke er skrevet med den kærlighed, som den rummer i det færdige resultat.

”Af samme årsag som, at jeg ikke ville indblande religion i fortællingen, var jeg heller ikke interesseret i at lave en kærlighedshistorie. Jeg havde en forestilling om, at det ville være fuldstændig usmageligt, så det holdte jeg mig fra både i min instruktion og på optagelser. Men undervejs skete der det, at der opstod en form for kærlighed og nærhed, som jeg tænker opstår på grund af skuespillernes kemi, og fordi han er på vej mod døden«.

Den 32-årige instruktør fortæller videre, at de først opdagede den nærhed, som de karakterer har i klippeprocessen, og det mener han har været en fordel for det endelige resultat.

”Den nærhed og kærlighed de deler, føler jeg ikke bliver for meget, fordi det ikke er blevet forbehandlet to gange. Jeg tror, det ville have været alt for meget, hvis det både havde været skrevet og instrueret som en kærlighedshistorie”.

Noget den debuterende instruktør til gengæld ikke er bange for skal blive for meget er musikken. Numre som Nick Caves Into my arms og the Nationals All dolled (up in straps) strømmer ud af ud biografhøjtalerne, som ifølge instruktøren selv måske grænser til det smagsløse, men er et helt bevidst valg fra hans side.

”Vi bruger en del musik i filmen, og vi har prøvet at være lidt mere respektløse omkring brugen af det. Normalt prøver folk at pakke musikken ind, fordi folk helst ikke skal lægge mærke til, at der er musik. Men jeg ville gerne prøve at bruge musikken på en måde, hvor den gør opmærksom på sig selv. Derfor har vi prøvet at arbejde med musikken på en mere ekspressiv måde, netop for at modarbejde den forsigtighed, der er omkring det”.

Kommentarer