INTERVIEW: Rob Cannan og Ross Adam – Fri kreativitet i diktaturstaten?

Af Amine Kromann Karacan

Dokumentaren The Lovers and the Despot handler om den sydkoreanske instruktør Shin San-ok og skuespillerinden Choi Eun-hee, der efter et forlist ægteskab (med hinanden!) kidnappes til Nordkorea for at lave film for Kim Jong-Il, en mand de begge skulle vise sig at få tvetydige forhold til. “Vi var altid tiltrukket af ideen om at en instruktør bliver kidnappet. Han har mistet alting og får alting igen; chancen for at lave film med endeløse ressourcer men i en meget passiv tilstand. Vi kan lide ideen om en instruktør, der er nød til at alliere sig med en diktator for at få sine drømme realiseret. Som instruktører kan vi selv fantasere, om hvordan det ville være.”, sådan fortæller Ross Adam om sin og Rob Cannans nye film

Vi sidder på Golden Bear Hotel Lounge, og i lokalet ved siden af knipser fotograferne utallige billeder af Terrence Davis og stjernen fra hans nye film, Cynthia Nixon, kendt fra Sex and the City. Den gamle mand smiler roligt i blitzlyset, mens Nixons smil er mere anstrengt. Inde i mere rolige omgivelser drikker Rob Cannan og Ross Adam te. De er udmattede efter mange interviews  og nyder derfor lidt hjemlig britisk hygge. Det følgende interview med dem byder dog på mere end hygge.

Hvad fascinerede jer oprindeligt ved historien om Shin og Choi?

Cannan: ”Foruden at være en god historie, som er sat i filmens verden, så handler den også om historiefortællere og om to mænd, Kim og Shin, som er totalt besatte af film. Vi vidste, at de lavede mange film, så det begejstrede det os, hvordan vi kunne fortælle den stilistisk.”

Hvorfor brugte I klip fra Shins film til at fortælle jeres historie?

Cannan: ”Shin var ikke længere i live, så han kunne kun optræde i filmen i form af arkivmateriale. Vi vidste, at der ikke var meget, så da vi så hans film, kunne vi se små stykker af hans ego i karaktererne. Alle siger, at han levede igennem sine film, sine filmfantasier, derfor så vi mange af dem. Vi ledte efter bidder, hvor de mandlige karakterer kunne repræsentere ham og historien lidt.”

I jeres film omtales Kim Jong-Ils ulykkelige barndom, hvorfor var det væsentligt?

Cannan: ”Kim Jong-Il er meget let at lave en pastiche over. Som vi har set i Team America så er han meget nem at gøre grin med. Han er sådan en lille rund fyr, og vi har set andre dokumentarer om King Jong-Il, hvor alt, de laver, er at fortælle hvilken forfærdelig mand han var, og vi følte, at vi ville lave noget, der var en lille bitte smule mere nuanceret. Det var mere interessant for os, at prøve at forstå ham og hele Nordkorea; hvorfor hele dette meget mærkelig sted eksisterer og hvordan det er vedligeholdt.”

Adam: ”Det er vigtigt for os at etablere forholdet mellem Kim Il-Sung og Kim Jong-Il, fordi der i slutningen af filmen, er der en anden søn. Der er næsten en cirkulær gentagelse af magtoverrækkelsen, og det er vigtigt for filmen. På en måde forsikrer propaganda denne gentagelse.”

Tror I man kan sige, at alle film har en form for propaganda i sig?

Cannan: ”Hollywood har sine egne myter – der er visse ting, som mennesker konstant bliver fortalt, er det virkelige liv – hvilket det ikke er, det er en film. Men mange diktatorer har set, hvor effektiv film kan være. Film virker på en masseskala. Der er ikke nogen mere effektiv måde, at man kontinuerligt kan forstærke myter om lederskab. Film er mere effektiv end litteratur, fordi man har alle tilskuere i det samme rum, og de oplever det samme.

Hvordan spotter man propaganda i nutidens film?

Adam: ”Hvis en film er god, vil den højst sandsynligt have et synspunkt, der kommunikerer kunstnerens intentioner. Der meget anderledes end propaganda, der har noget med staten at gøre. Det eneste, der forbinder disse to ting, er fornemmelsen af at alle opererer med deres egne vrangforestillinger, og at de handler om verden. Jeg synes, at forskellen ligger mellem liberale samfund, hvor man kan udtrykke sine synspunkter frit, og steder som Nordkorea, der kun tillader ét synspunkt.”

Hvilken rolle ønskede I, at humoren skulle spille i jeres film?

Cannan: ”Historien er meget absurd og Nordkorea er absurd. Vi inkluderede noget nordkoreansk propaganda i filmen, hvilket er så skørt, at vi håbede at folk ville grine af det. Men der er fin balance, for bag ved denne absurde historie er der virkelige rædsler og skrækkelige forhold som koncentrationslejre.”

Adam: ”Jeg tror, at det er mest tydeligt, når man ser grædescenen (videoklip af den koreanske befolkning, der græder på regimets ordre, red.). Ved første øjekast kan det slå én som absurd og morsomt, at folk græder så voldsomt pga. Kim Jong-Ils død. Det er en ekstrem, skør og teatralsk situation. Men det er en overfladereaktion. Der sådan en grotesk ting at græde på kommando. Det at græde er sådan en naturlig reaktion, det er sådan en spontan ting at pervertere på en sådan måde.”

Cannan:”Ja, og jo mere man ser dem græde, jo mere tænker man over, hvad der virkelig sker bag ved scenen.”

Hvorfor var det vigtigt for jer, at publikum var i stand til at spotte de rekonstruerede scener? Hvad siger I til at høre, at skellet ikke var så tydeligt for publikum?

Adam: ”Vi forventede ikke, at folk ikke kunne se forskel. Så på en måde er det ret flatterende for os…”

Cannan:”Jeg tror, at det afhænger fuldstændig af filmen, man laver hvor tydelig rekonstruktionen kan være. I vores historie fortæller Choi og Shin deres version af historien, og vi beder folk om at tro fuldstændig på den. Fuldstændig.”

Hvorfor er det vigtigt at kunne se forskel?

Adam: ”Vi var forsigtige med ikke at underminere det autentiske arkivmateriale. På stor skala har jeg ikke et problem med rekonstruktioner, så længe at de ikke erstatter en sandhed med vilje. Så gør man sit publikum urette. Det Jeg tror ikke, at vi gjorde.”

Cannan: ”Vi klippede aldrig virkeligheden sammen med rekonstruktionerne. Når vi bruger rigtigt arkivmateriale, som fotografier og båndoptagelserne, så er de øjeblikke separerede. Som i ‘her er virkeligheden, her er beviserne.’ Vi bruger også musikken til at lave et skel imellem de dele.”

Adam: ”Vi havde fra starten tænkt os at have rekonstruktioner i filmen, for det ville ikke tjene historien, hvis vi ikke involverede folk. Det er en fremadskridende historie, og man skal tage med på den rutsjebanetur den er. Bagefter kan man bedømme, hvad der var virkeligt, og hvad der ikke var.”

Hvordan prioriterede I mellem den narrative fortælling og den sande?

Cannan: ”Det er en svær balance. Det var en af de mest udfordrende ting. Vi brugte lang tid på at udvikle historien og skrive den. Ret tidligt i forløbet så vi en klassisk tre-aktstruktur.”

Adam: ”Hvis man skriver en bog om historien, hvilket der er blevet gjort, ja, så kan man involvere folk i detaljerne, men film handler ikke om detaljer, det handler om følelser. Som Kim Jong-Il vidste, så taler billeder stærkere end ord. Ja, facts betyder ikke noget, og en anden måde man kan tænke på det, er når vi ser på grædescenen i slutningen. Man kan se det klip på youtube uden at have set filmen, og uden nødvendigvis at føle noget. Ude af kontekst betyder det ikke så meget, men støttet af en rejse, hvor man får en fornemmelse af hvordan Nordkorea er, og hvordan folk bliver tvunget til at optræde og græde for Kim Jong-Il, så vil grædescenen i slutningen forhåbentlig betyde noget for seeren, fordi de begynder at forstå, og det er noget, som virkelig kun kan ske med film.

Cannan:”Og det tager tid at opbygge sådan et øjeblik. Når man ser dem græde, og der så efterfølgende er tekst, der fortæller hvordan familier forsvandt, håber vi, at alle, der griner, ser det, og pludselig tænker, det her er ikke længere en joke, det her er frygteligt.”

Hvilke følelser ville I gerne opbygge i publikum?

Cannan: ”Som du sagde, ville vi gerne have humor i historien, vi ville se lidt romance, vi ville have mysterium  og injurie. Vi ville have, at folk skulle prøve at regne ud hvor sandheden er. Hvad er løgn, hvad er fiktion, og hvad er historiefortælling og propaganda. I sidste ende ville vi med slutningen efterlade folk med en fornemmelse af rædslerne i Nordkorea. Det er ikke bare en god historie, det er noget der forsætter den dag i dag.”

Sådan slutter interviewet. PR-medarbejderen meddeler at tiden er gået. Davis og Nixon er for længst forsvundet videre i dagens travle program. Her sættes tekopperne for en stund. Cannan og Adam gør sig klar til næste journalist.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *