Interview med Rúnar Rúnarsson

Af Peter Christian Rude

Rúnar Rúnarsson er i disse dage biografaktuel med sin anden spillefilm, Sparrows (2015). Mens debuten Volcano (2011) handlede om en gammel mand, der måtte råde bod på fortiden, handler det denne gang om en ung drengs modning. Vi følger den 16-årige Ari (Atli Oskar Fjalarsson), der i mange år har boet hos sin mor i Reykjavik, men som pludselig sendes tilbage til sin ustabile far, der bor i en tarvelig fiskerlandsby langt ude på landet. Her må han finde sig selv.

 

På selve premieredagen, torsdag d. 25. august, møder jeg Rúnarsson til et interview i Gloria. Der skænkes kaffe og vand til os i baren. Han langer også ud efter en chokoladecroissant.

 

Det er en usædvanlig varm formiddag, og meget hurtigt bliver vi enige om at flytte samtalen ud i solen. Vi sætter os op mod biografens facade, under en plakat for Sparrows, ved et lille bord.

Den islandske filmskaber udstråler både en indre ro og en ydre venlighed. Men han er også lidt forsigtig. “Du må sige til, hvis du ikke kan forstå mig,” advarer han på flydende dansk.

Han sidder tilbagelænet i sin stol, er formelt klædt på med skjorte, slips og jakke og har strøget det lange gråsprængte pandehår karakteristisk til siden. Nu og da ruller han sig en cigaret.

 

Vi småsnakker lidt. Så vil jeg gerne sætte interviewet i gang og spiller ud med det noget skoleagtige spørgsmål om, hvordan han blev inspireret til at blive filminstruktør.

Rúnarsson fortæller. Det er filmen set som en slags hybrid, der oprindeligt optog ham. Tidligt havde han kunstnerdrømme. Han kunne finde på at male og fotografere, skrive poesi og spille skuespil. Men det var som 16-årig, da han instruerede sin første kortfilm, at han opdagede sin sande lidenskab. For alle de kunstformer, som han tidligere havde beskæftiget sig med, blev nu bragt i samspil med hinanden.

 

Han rømmer sig lidt: “Produktionsselskaberne dømmer ofte kun på manuskriptet. Men film er meget mere end det.”

 

Det er heller ikke den store historie, der interesserer Rúnarsson. Siden kortfilmen Síðasti bærinn (2004), der skildrer en gammel mands sorg over sin kones død, har udgangspunktet altid været den personlige erfaring, forstået som noget han selv har oplevet eller noget han har fået kendskab til på anden hånd. Senere bliver det unikke blandet op med det fiktive.

Den personlige kobling er vigtig. Han understreger, at han elsker alle sine karakterer, også selvom de nogle gange tager dårlige valg. For han har heller ikke selv altid gjort det rigtige.

 

Rúnarsson vil ikke forkynde en bestemt moral. Hvis det er det, man er ude efter, “kan man læse i Bibelen.” Han nægter resolut at dømme sine karakterer. Det må seerne om. Han observerer blot handlinger. Det kan der være en humanistisk pointe i.

 

Eksempelvis nævner han, hvor stolt han er af Ingvar Eggert Sigurðsson, der spiller Aris far:
“Det er svært at udvikle sympati for en karakter, der er kæmpe idiot, der træffer de forkerte valg igen og igen. Men Ingvar gør ham sympatisk.”

Rúnarsson er da også en skuespillernes instruktør. Han gør meget ud af at knytte et tæt bånd til sin trup. Børnene spiller han bowling og billard med, mens han snupper en øl eller to med de voksne. De skal kunne stole på ham, lade ham arbejde med dem. Det nytter ikke noget at bruge tricks. Han er ligeglad med forskellige skuespilskoler, for skuespillerne skal spille sådan, som filmen kræver det. De skal gå i ét med karaktererne, udleve rollen, fremstå som virkelige mennesker. “Ingen af de karakterer, som vi lærer at kende i Sparrows, er onde,” mener han.

 

Man kan sige, at Rúnarssons interesse for den menneskelige skrøbelighed allerede annonceres med filmens titel.

 

Sparrows begyndte som arbejdstitel. Spurve er små og sårbare og synger enormt skønt, og det er ligesom vores hovedkarakter. Senere lavede jeg en lille research og fandt ud af, at de indgår som metaforer for uskyldighed og transition i mange religioner. Så tænkte jeg bare: bull’s-eye!” Han holder en kort pause. “Det er lidt sjovt, når man finder på en intellektuel undskyldning,” tilføjer han med et smil.

 

Også i andre sammenhænge har Rúnarsson fulgt sin intuition. Det gælder for eksempel slutningen på Sparrows, der ved første øjekast ligner genbrug af hans kortfilm Smáfuglar (2008). I begge tilfælde bruges en orgie-lignende fest til at undersøge temaer som ondskab og selvopofrelse. Derudover er hovedrolleindehaveren den samme. Er det et uoriginalt selvcitat? Eller er det en videreudvikling af idéer, der tidligere har grebet ham?

Instruktøren hævder, at slutningen blot kom til ham. Det var den slutning, der passede til filmen, og så var det underordnet, at den mindede om noget, han før havde lavet.

“Det er kun i Danmark, vi bliver skældt ud. Folk anklager os for at gå i vores eget bagkatalog. Nogle anmeldere er blevet rasende. Men det er ikke den samme film, det skulle aldrig blive den samme film, det kunne aldrig blive den samme film,” siger han.

Det lyder ikke videre overbevisende i mine ører. Dog har Rúnarsson helt ret, når han insisterer på den grundlæggende forskel mellem en kortfilm og en spillefilm. Han beskriver kortfilm som små stykker poesi. Omvendt mener han, at spillefilmen giver større muligheder for at lære karaktererne at kende. Det har formentlig været forestillingen om at give det gamle materiale en ny betydning ved at bruge det i en anden kontekst, der har drevet Rúnarsson.

Det falder mig pludselig ind, at der på sin vis er noget ironisk i det forhold, at vi diskuterer en film om et socialt udmattet landsbysamfund på Island midt i det pulserende København. Rúnarsson svarer dog tøvende, da jeg spørger, hvorvidt filmen skal forstås socialrealistisk. Han påstår, at den barske virkelighed på filmen har rod i den elendighed, der findes langt ude på landet. “Det økonomiske boom nåede aldrig derud, og efter finanskrisen blev det bestemt ikke nemmere,” indleder han.  Derefter beskriver han detaljeret provinsboernes omfattende problemer med alkohol og stoffer. “Men det er selvfølgelig kun et udsnit af virkeligheden, som jeg præsenterer,” pointerer filmmanden.

Hvad byder fremtiden mon på for Rúnar Rúnarsson?  For øjeblikket er han i fuld gang med at lægge sidste hånd på et manuskriptudkast til en norsk film, som to andre forfattere også har skrevet på. Han vil ikke afsløre, hvad den kommer til at handle om. Til gengæld kan han sige, at han er lettet over at give afkald på noget af den kreative kontrol ved ikke selv at skulle sidde i instruktørstolen: “Jeg har gjort mit bedste. Nu må vi se, hvordan det færdige resultat bliver. Det er rigtig befriende.”

Så kommer han til at tænke tilbage på sine dage på Filmskolen i Danmark: “Det skete nogle gange, at vi blev delt op i seks hold med hver sin instruktør, hver sin klipper og så videre. Hver gruppe arbejdede ud fra det samme manuskript. Da vi mødtes i biffen nogle dage senere, var det seks helt forskellige film, vi så.”

Som instruktør har han ingen planer foreløbig. Men én ting er i hvert fald sikkert: efter Volcano og Sparrows skal det hverken handle om en gammel mand eller en ung knøs. Rúnarsson vil næste gang kigge på kvinden!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *