INTERVIEW MED FREDERIKKE ASPÖCK: Jeg er her ikke for at dømme

Af Neia Pil Højsteen

”Hey, kom lige og se her,” kalder Frederikke Aspöck fra omme bag en væg i sin taglejlighed på Nørrebro. Hun står foran computerskærmen og peger: ”Er der noget der falder dig i øjnene her?” Hun refererer til et af de sidste udkast til plakaten for sin film Rosita. Jeg kigger, tænker og svarer så nej. På et af billederne i en fotokollage ses filippineren Mercedes Cabral i titelrollen som Rosita, stående med fuckfingeren fremme og kiggende konfrontatorisk ud mod publikum. Lyset er knaldrødt, men jeg kan godt lide, hvordan scenen får lov til at stå frem og spidde fordomme.

Ikke som B.T. og Ekstra Bladet

Frederikke Aspöck ved godt at hendes film Rosita, der for nyligt fik premiere i de danske biografer, rammer et aktuelt og omdiskuteret emne, som oftest får en negativ medieomtale: danske mænds import af ”orientalske” kvinder i en slags moderne fornuftsægteskaber.

”Jeg forsøger altid at undgå det, der er forventet. Det forventede er lidt kedeligt, synes jeg. Og man forventer lidt at en kvinde, hvis mand har betalt sig til hendes tilstedeværelse, udsættes for vold eller en fordrukken mand. Så derfor bliver de her kvinder ofte gjort til ofre. Det er de i virkeligheden ikke. Det eneste de er ofre for er den globale situation, der har gjort, at deres hjemland er fattigt. I hele det her regnskab med at forlade sit land og komme op til en mand er de vinderne. Det er dem, der tager initiativ til det, det er dem, der har nosserne til at rykke og gøre noget ved deres livssituation. Derfor var det også vigtigt, at Ulrik ikke slog hende. Han er jo en rigtig sød mand. Så konflikten her skulle ikke være på det, som man kan se i Ekstra Bladet og B.T. Overhovedet ikke.”

Da Ulrik (Jens Albinus) bliver træt af det ensomme liv som enkemand, beslutter han sig for at invitere den unge fillippiner Rosita til Danmark – først til stor fortrydelse for sønnen Johannes (Mikkel Boe Følsgaard), men sønnens følelser for den unge kvinde ændres hurtigt.

Situationen udvikler sig til et intenst trekantsdrama i et lille fiskersamfund, hvor alle kender alle – og med det brusende Vesterhav som bagtæppe.

Inspireret af virkelighedens mennesker

I Rosita er det Ulriks beslutning om at få en kone, der sætter handlingen i gang. Da Rosita ankommer opstår forbudte følelser og medfølgende forviklinger, og hun vækker en udlængsel og eventyrlyst i Johannes. Som Frederikke Aspöck udtrykker det, er det altid noget med mennesker, der kickstarter hendes film. Ikke eksplosioner eller superhelte.

Og hvor er det mere oplagt at søge inspiration til film om realistiske karakterer i realistiske situationer end blandt virkelighedens mennesker?

 

”Generelt vil jeg sige at jeg er ret inspireret af mennesker. Noget jeg altid gør, når jeg søger inspiration til mine historier, karakterer, situationer eller til scenografi og fotografi, er at kigge på stillbilleder. Det er en rigtig stor del af mit arbejde. Jeg elsker stillfotografier af mennesker. For mig er det vigtigt at have mit eget formsprog, så jeg planker aldrig andre filminstruktører direkte. Nogle gange støder man på film, hvor man tænker ”okay, det er ret tydeligt hvem jeres forbillede har været”. For mig er det vigtigt at gøre mit eget.”

Dette er ikke ensbetydende med, at Frederikke Aspöck ikke er bekendt med filmhistorien. Men for at skabe film om ”rigtige” mennesker vil hun altså hellere kigge på stillbilleder og ud og møde deres beslægtede – for eksempel fiskere i Hirtshals – end at sidde i biografmørket og nørde klassikere eller ukrainske stumfilm.

”Jeg ville gerne gå imod den forventning, der så ofte er, når man ser sådan nogle – ofte engelske – småbys-film. Det er gråt, det er grynet, blåt i nuancerne, det er dødt, hudtonerne er blågrå. Jeg vil vise rigtige mennesker, der er levende: røde kinder, rigtige hudtoner. Ofte så grader man. Jeg insisterede på at bruge rigtige hudfarver. De skulle være rigtige levende mennesker, der også har håb og drømme. Alt den research (manuskriptforfatter, red.) Kim Fupz Aakeson og jeg lavede deroppe viste, at folk er lykkelige for at bo der. De skal ikke nogen steder, de er ligesom Maja (Johannes kæreste, red.). Alle, de kender, bor jo der. Hun kan slet ikke forstå Johannes’ udlængsel. Folk elsker at være der. Nogle af dem havde været i København én gang. Det skulle de ikke igen.”

 

Hvad gjorde I så for at implementere et mere positivt register i filmens æstetik?

”Vi tænkte rigtig meget over det i forhold til mise-en-scène. I scenografien er det for eksempel helt bevidst, at der er placeret stuepalmer hist og her for at få noget varme ind i det ellers grå miljø. Udgangspunktet for scenografien var det grå beton i havnen, som er byens hjerte fordi det er den store industri i området – men så har vi sørget for farveklatter alle vegne. Jeg insisterede på, at der skulle være liv i det miljø.”

 

Rosita giver et anderledes og overraskende, men enormt sympatisk, billede af udkantsdanmark, mennesker fulde af fejl og et kærlighedsliv, der har brug for både støttehjul og badevinger.

Selv om Rosita omhandler det fænomen, der med et nedladende udtryk kaldes postordre-ægteskaber, insisterer Frederikke Aspöck på, at filmen først og fremmest handler om en kvinde og to mænd, om familierelationer, kærlighed og udlængsel. ordMen hun medgiver også, at det er et skønt biprodukt, hvis historien kan vække eftertanke og vise en anden virkelighed end den, mange tror, de kender. Rosita og de andre filippinske kvinder er stærke. Og de tør give fuckfingeren.

Kommentarer