INTERVIEW: Daniil Zinchenko – Den moderne eventyrfortæller

Af Amine Kromann Karacan

Ordet har været så heldig at sætte den unge instruktør Daniil Zinchenko i stævne. Visningen af hans første spillefilm, Elixir , som i disse dage huserer på Berlinalen, var en publikumssucces, og man måtte tilmed afvise folk i døren. Det syrede symbolladede univers som Zichenko har skabt, tyder på at have en magnetisk tiltrækning på det vestlige publikum.

Zinchenko har i de sidste mange år beskæftiget sig med fantasien om et liv ude i rummet befriet fra menneskets snævre bånd her på jorden. Som en del af kunstnerduen Vverkh! (russisk for fremad) har han produceret en række kortfilm, der, ved hjælp af fragmenteret narration og andre narrestreger med det konventionelle filmsprog, leger med historien om mennesket i rummet. Elixir er en klar forsættelse af dette og bærer også kraftigt præg af fascinationen ved et evigt liv i kosmos.

Eliksiren alle søger

Cosmism er et filosofisk og religiøs retning, der opstod i starten af det attende århundrede, og som drejer sig om menneskehedens evolution. Der findes ikke et dansk ord for retningen. Tilhængere tror på, at menneskehedens fremtid uundgåeligt må bevæge sig uden for jordens grænser og ud i kosmos med en ny bevidstheds- og eksistensform, hvor døden ikke længere er en mulighed. Det drejer sig dybest set om, at mennesket gør sig fri at sine begrænsninger.

For Zinchenko selv, er cosmism et meget vanskeligt begreb at definere; ”Desværre er jeg ikke en specialist i filosofi, men som kunstner er jeg interesseret i hvilke billeder cosmism frembringer. Det overordnede billede og den overordnede mening er, at vi forsøger at overvinde døden. Det handler ikke bare om at overleve, men at overvinde! Det at overleve er bare at beskytte sig mod noget”.
Elixir foregår i en postapokalyptisk verden. Her bevæger djævle, cosmonauter og guerillakrigere sig omkring i et slags vakuum – hvor tid, som vi kender det, er ophævet. Det vrimler med både kristne og kosmiske symbolikker, og karaktererne repræsenterer russiske arketyper. Forskellige narrativer væves ind i og ophæver hinanden, imens tid og rum ophører.

Karakterene i Elixir søger efter – ja – en eliksir, som kan give dem genopstandelse. For Zinchenko er cosmism i den forlængelse uundgåeligt forbundet med kristendommen; ”At komme væk fra jorden er ligesom at komme til underverdenen. Den sidste scene i filmen handler om genopstandelsen, og vi hører menneskene synge om den. Sangen er nøglen til filmen. Cosmism fascinerer mig, fordi det handler om fundamentet af vores kultur, fordi vi er kristne.”

Fascinationen af kosmos

Zinchenko fortæller hvordan cosmism fra starten af det tyvende århundrede har været meget populært i Rusland, b.la. i den antiæstetiske bevægelse, Proletkult, og hvordan billedsproget er blevet gendigtet i utallige stykker litteratur og malerier: ”Kazimir Malevich (berømt Russisk maler, red.), var så fascineret af det, at han bad om at få en statue af et teleskop på sin gravsten.”

Man kan altså konkludere at cosmism altid har haft en vis tiltrækningskraft. Instruktøren er enig; ”Det er interessant i vore dage, fordi man ikke kan sammenligne noget med genopstandelsen; det er det største der kan ske. Vi kan ikke forstå eller sætte billeder på, hvordan det kan lade sig gøre. Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske efter døden. Selv om det bliver omtalt meget i litteraturen og finkulturen, kan vi ikke røre ved det og fornemme det.”

Nationale bånd 

Med Elixir gør Zinchenko dog alligevel et forsøg på at stofliggøre det abstrakte cosmism. Maleren Georgy Shishkins kendte landskabsmalerier, har inspireret til næsten alle billederne i filmen. Det særlige lys i Shishkins’ skovmalerier, har Zinchenko forsøgt at gøre efter, fordi de for ham repræsenterer det mystiske og eventyrlige – det uforståelige. Flere af indstillingerne er er skudt med meget stor spændvidde, der med deres komposition og farvevalg netop minder om levende landskabsmalerier, som karaktererne bevæger sig længere og længere ind i for til sidst at blive til bittesmå prikker og derefter forsvinde helt. ”Hovedkarakteren i filmen er skoven. Og karaktererne er skovens hjælpere. Derfor er der mange longshots med meget små karakterer. Vi bruger denne kamerasætning, hvor karaktererne er så langt væk, for at skabe indtrykket af, at kameraet ikke deltager. Alt er organiseret, og der er en struktur og en orden. Nærbillederne af karaktererne viser alt rodet. Måske opdager publikum det ikke, men det er det, der var i vores hoveder, da vi optog den.”

Det skorter ikke på symboler, kulturelle referencer og arketyper i Elixir, og det kan være nok at holde styr på selv for et russisk publikum. Når Zinchenko skal forklare handlingen i Elixir, forsøger han sig således: ”Uendeligheden er horisontal og kosmos er vertikal. Disse to skaber tilsammen et kryds, og, som vi kan se i Elixir, befinder Rusland sig i midten af krydset.”

Blandingen af cosmism og kristendommen er heller ikke noget, de fleste i det protestantiske nord er vant til. Zinchenko nævner selv, at det godt kan være vanskeligt at absorbere alle de indtryk, men efter visninger i Europa, har det vestlige publikum imponeret ham: ”Jeg er meget inspireret af den europæiske mentalitet. Jeg føler, at de forstod filmen, og jeg er meget taknemmelig for, at de er interesseret i den. Jeg tror, at det er en rigtig svær film for europæere at forstå, men de vil gerne se den, og de prøver at forstå den.”

Eventyrets poesi

Måske betyder det heller ikke så meget at bevidstgøre sig om og kortlægge alle de forskellige symbolikker. ”Hovedpointen er ikke genopstandelsen, den er, at det er et eventyr. Et eventyr, der dukker uventet op.” Som tilskuer til Elixir får man netop også fornemmelsen af at blive fortalt et godt eventyr, hvor de forskellige historielementer forstås på et ubevidst plan.

Det drejer sig ikke så meget om at afkode, som at lade de forskellige indtryk og fornemmelser synke ind. Dette skyldes poesiens fortællemåde, ifølge Zinchenko: ”Der er to meget stærke filmstrømninger lige nu: kritisk realisme og poetisk avantgardisme, og vi valgte sidstnævnte. I Rusland er det meget populært med kritisk realisme – altså hvor man udstiller sociale problemer, men for os, er der to veje; poesien eller virkeligheden. Fx kan jeg sagtens se en tysk film, hvor de bruger tysk mytologi. Måske forstår jeg det ikke alt sammen, men jeg kommer til at tro på kraften i deres kunst og deres følelser. Man kan føle det og forstå det, uden at forstå mytologiens konkrete historie. Den poetiske avantgardisme er den mest kraftfulde og stærkeste, og det er derfor jeg vælger den. Jeg tror på kraften i poesien. Poesiens kraft.”  Sådan slutter den unge instruktør; en forfriskende fortæller, som deler sine poetiske eventyr med dem, der tør lade sig påvirke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *