INTERVIEW: Asaph Polonsky

Af Anne Christine Fabricius 

Asaph Polonsky er ude med sin første spillefilm, En uge og en dag. Jeg mødte ham i november for at høre om processen bag filmen. Her er, hvad der kom ud af det.

Hvordan var det, at gå fra at lave kortfilm til at skulle lave en spillefilm? Var processen anderledes?

  Jeg arbejdede på filmen i fem år, før vi rent faktisk kunne starte på at filme den. Så selvom processen i sig selv ikke var meget anderledes, så er der nogle forskelle. At lave en spillefilm kommer med et større ansvar. Man kan sammenligne det med et forhold, fordi det er en konstant udviklingsproces, hvor man gerne vil lave forbedringer uden at gå for meget på kompromis.

Du har nævnt i et andet interview, at du startede med at arbejde på En uge og en dag som en kortfilm. Hvordan fandt du ud af, at der var mere til den?

  Det var en fornemmelse. Jeg skrev hele kortfilmen og lagde den på hylden i et år eller halvandet. Jeg vidste, at jeg ikke ville filme på det tidspunkt. Jeg tror på, at der findes et bestemt tidspunkt, en film skal laves på. Da jeg var færdig med manuskriptet til kortfilmen var den tid ikke kommet endnu.  Det var en længere proces, men det ville ikke have været godt at skynde den.

En uge og en dag omhandler et universelt emne. Filmen kunne være foregået alle steder i verden. Var det vigtigt for dig, at det skulle finde sted i Israel?

  Det var vigtigt på grund af Shiva. Uden at være en ekspert på området, føler jeg, at Shiva er  en stærkere tradition i Israel. Sorgen er universel og alle vil komme til at opleve det, men karaktererne er meget israelske, og derfor ville det ikke have virket lige så godt, hvis det fandt sted i et andet land.

Selvom filmen handler om tab og sorg har den stadig nogle meget lykkelige og normale momenter i sig. Hvordan fandt du en passende balance mellem det lykkelige og det ulykkelige?

  Det var udfordringen i det. Jeg ville ikke have, at ’En uge og en dag’ skulle være en komedie, den skulle filmes som drama. Skuespillerne blev aldrig spurgt om at være sjove, da det ikke var målet at lave en sjov historie. Men situationerne, man ser i filmen, er sjove, delvist på grund af det sørgelige i dem, men også på grund af lyden. Vi arbejdede en del på lyden, og den endte med at gøre nogle af scenerne sjovere.

Det visuelle aspekt virker til at have en stor betydning for vores forståelse af hovedkaraktererne. Tror du, at filmens udtryk og slutresultat ville have været lige så stærkt, hvis der havde været mere dialog?

  Jeg var bevidst om vigtigheden af det visuelle. Manuskriptet var meget bart, da jeg havde slettet en del gennem årene for at beholde kun det vigtigste. I nogle scener var der ikke nogen dialog overhovedet, kun meget lidt beskrivelse. Så jeg vidste godt, at billederne i sig selv ville komme til at skulle kunne sige en del. Men jeg stoler også på min evne til at vide, hvornår det er nok. Jeg var ikke i tvivl , da jeg så resultatet. Filmen endte med at ligne det, jeg havde forestillet mig.

Hvordan valgte du musikken?

  De fleste sange kommer af samme kunstner. Hun havde sagt nej til andre film, men endte med at sige ja til os. Musikken endte med at passe perfekt, selvom det på papiret ikke burde have virket så godt, som det gjorde. I processen endte vi faktisk med at udskifte en sang af en anden kunstner med en af Tamar Apheks, så der kun er hendes stemme gennem hele filmen. Derudover er der en smule komponeret musik. Det var en meget lang proces at få musikken til at passe godt ind, både med Tamar Apheks sange og med den komponerede musik. 

På et tidspunkt ender Eyal og Zooler med at stå og være vidner til en begravelse af  en kvinde, de ikke kender. Hendes bror giver en tale, som de hører på. Kviden skal ligge ved siden af Eyals søn, og det virker til, at han først giver slip, når han finder ud af, at hun var et godt menneske. Hvad var dine tanker bag scenen?

  Det, broren læser op til begravelsen, er faktisk inspireret af et brev, som min far skrev til sin søster. Scenen bliver stærk, da mandens ord virkelig handler om søsteren og ikke om ham selv. Du kender det sikkert selv, når nogen dør på facebook, og folk deler minder om den pågældende person, men i virkeligheden handler det om dem selv og ikke den afdøde. Det var vigtigt for mig, at denne scene ikke skulle være sådan. Selvfølgelig handler brevet også om brorens egne minder omkring hende, men det er minder om hende. Ikke om ham selv. Og dette er måske grunden til, at scenen er så rørende – fordi vi har mistet evnen til at se på andre uden hele tiden at se på os selv. Det er en vigtig scene, da Eyal giver slip. Den fremmede mands brev siger alt det, som han ikke selv kan sige. Og derfor går han igennem de følelser, som han havde behov for at føle. 

Du har i et andet interview sagt, at det tog dig længere tid at finde den rette skuespiller for Zoolers rolle. Hvordan kan det være?

  Jeg så ikke mange skuespillere til hovedkarakterernes roller. Men for Zooler så jeg over halvtreds skuespillere. Jeg troede ikke, at Tomer Kapon ville være den rette, fordi Zooler var en karakter, som skulle være det der helt specielle sted for at kunne fungere, og mange af skuespillerne kunne ikke bringe ham derhen. Men da jeg mødte Tomer Kapon, var det som at se Zooler. Jeg blev overrasket over, at Kapon var perfekt for rollen, fordi han er kendt for at ligne en photoshopped six pack type, tænk på Ryan Gosling i ‘Crazy, Stupid, Love.’ Men Kapon var bare Zooler. I lang tid troede jeg, at det var sådan, den fyr så ud til hverdag. Men så fandt jeg ud af, at han jo havde gjort meget af at ligne Zooler. Jeg troede faktisk ikke, at det ville være så svært at finde den rette skuespiller. Men de fleste vidste ikke helt, hvordan de skulle være Zooler. 

I starten af filmen nævnes et vigtigt tæppe, som Eyal forsøger at finde. Men selvom han ser det senere i filmen, så nævnes det ikke. Hvorfor?

  Faktisk er der et moment med mit hold, der svarer ganske fint på dette. Typisk når man laver en film, har man læsninger af manuskriptet med alle skuespillerne. Det valgte jeg ikke at have, fordi jeg ikke ville have, at de skulle have den ”viden om alting”, netop for at bevare autenticiteten. Men jeg valgte at have sådan en læsning med alle andre på holdet, hvilket ikke er en helt almindelig ting at gøre. Jeg ville gerne have, at alle skulle være med på de sidste ændringer i manuskriptet. Der blev spurgt ind til tæppet, og nogen svarede, at der i manuskriptet stod ’ét tæppe’, og ikke ’tæppet’. Det er netop bare et tæppe. Selvom det er en vigtig detalje i historien, er det ikke det vigtigste af alt. Det må være op til seeren at fortolke, hvor meget tæppet betyder for Eyal og hele fortællingen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *