INSURGENT: Et spring i den rigtige retning

Af Niels Harpøth

Efter Divergent (2014) klimaks skjuler divergenten Tris (Shailene Woodley), Four (Theo James) og Caleb (Ansel Elgort) sig hos Pacifisterne – den godhjertede faktion, der udgør landmændene. De sørger fødevareforsyningen til det dystopiske og kasteinddelte Chicago, som Divergent-serien udspiller sig i.

Med på slæb har de også en modvillig Peter (Miles Teller, der altid er gør sig godt som connard extraordinaire). Tris er blevet en rigtig lille hidsigprop i de dage, der er gået mellem denne film og forgængeren. Hun tenderer til voldelige udbrud, angst og selvforagt. Disse er til dels filmens tematiske kerne og til dels ophav til en rig buffet af utilsigtet vanvid.

For ærligt talt – det virker bizart, at Tris skal lære at tilgive sig selv sin meddelagtighed i forgængerens dødsfald samtidig med, at filmen kaster hende og hendes allierede ud i drabelige slagsmål, hvor hun bl.a. kaster modstandere (som ikke er helt usympatiske) ned under toge i fart. Men dette paradoks er der ikke tid til at tænke nærmere over.

Over stok og sten går det. Det viser sig nemlig, at angrebet på Puritanerne, som afsluttede første film, ikke bare var et gennemsnits folkemord. Næ nej; den nederdrægtige leder af Intelligentsia-faktionen (videnskabsfolk – Ravenclaws med en snert af Slytherin), ledte efter en særlig boks, der indeholder en besked fra byens grundlæggere. Men ikke hvem som helst kan åbne den – det kræver selvfølgelig en divergent, og derfor sætter Jeanine alle sejlene til i jagten på disse ekstraordinære individer.

ANMELDELSE AF:
Insurgent

ORDET SYNES:

3-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Robert Schwentke

LAND:
USA

Rodet og fjollet er det – for ikke at sige fuldstændig usammenhængende.Men  i det mindste starter filmen oppe i tempo og forbliver der størstedelen af sin spilletid. Divergent led under, at 90% af filmens spilletid føltes spildt; det føltes som om, at første akt var strukket ud over to ubærlige timer. Det samme kan ikke siges her, og Insurgent udgør ikke bare et skridt, men et spring i den rigtige retning. At man så ikke bare skal sluge en kamel eller to, men hvad der føles som en helt zoologisk have, er så en helt anden sag.

Filmen har nemlig rasende travlt med at indføre mere eller mindre spidsfindige indfald og idiotiske idéer, som i flæng lades i stikken lige så hurtigt, som de introduceres. Insurgent kollapser ved første eftertanke.  Plothullerne er så store og mangfoldige, at man reelt set kun har to muligheder: man kan lade sig selv genere af dem (hvilket ville lede til en mastodontisk migræne), eller man kan smide sine intellektuelle hæmninger og lade sig rive med af galskaben. Jeg endte med at gøre det sidste.

Insurgent er en film med utroligt mange fejl og svage sider. Alligevel kan jeg ikke helt lade være med at holde af den. Nok netop på grund af alle dens mangler. For der eksisterer ingen tvivl om, at Insurgent er et makværk. Men det er et makværk med en puls, blod på tanden og et fandenivoldsk gåpåmod – og det vinder man altså point for. Hos mig, hvis ingen andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *