INFINITELY POLAR BEAR: En bipolar komedie?

Af Trine Balle

I Infinitely Polar Bear møder vi den excentriske og maniodepressive Cam (Mark Ruffalo), der overlades alene med sine to døtre, da hans kone Maggie (Zoe Saldana) får en studieplads i New York. Cam kæmper en brav kamp for at få rollen som enlig forælder til at harmonere med den psykiske sygdom, hvilket viser sig at være en større udfordring end forventet.

Maya Forbes har med sin debutfilm skabt et tragikomisk og hjertevarmt komedie-drama, der med glimt i øjet skildrer udfordringerne ved at leve tæt sammen med et maniodepressivt menneske. Filmen tager afsæt i Forbes’ egen barndom, hvor hun netop voksede op med en bipolar far og en mor, der kun var hjemme i weekenderne. På trods af en instruktør, der ved, hvad hun taler om, når fortællingen dog aldrig helt ud i de følelsesmæssige yderpunkter, der ellers kendetegner en bipolar lidelse, og filmen forbliver underligt uforløst.

Vi befinder os i 1970’ernes Boston, hvor 60’ernes syretrip har sat sine tydelige spor, og hvor psykiske sygdomme bagatelliseres som et resultat af samme. Maggie er derfor ikke opmærksom på alvoren af Cams lidelse, hvorfor hans bipolare bagage bliver for tung, og hans maniske anfald kulminerer i en indlæggelse. Da Cam efterhånden får det bedre, er familiens økonomiske status lig nul, og Maggie beslutter at videreuddanne sig i New York for at sikre familiens fremtid.

Cam er nu overladt med ansvaret for sine to piger; storesøster Amelia (Imogine Wolodarsky) og lillesøster Faith (Ashley Aufderheide), der i takt med deres fars humør, skiftevis foragter og beundrer ham. Mark Ruffalo er charmerende i rollen som den kæderygende familiefar, der altid har de bedste intentioner, men som gang på gang skuffer sin familie. Pigernes uhøjtidelige og umiddelbare, men også kloge syn på deres fars sygdom er en af filmens bedre elementer, og eksempelvis er titlen afledt af Faiths naive misforståelse af ordet bipolar, som hun forveksler med det engelske polar bear.

ANMELDELSE AF:
Infinitely Polar Bear

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

Maya Forbes

LAND:
USA

Den bipolare tilstand forsøges skildret gennem abrupte skift i musik og stemning. Disse pludselige skift er dog ikke markante nok til, at vi virkelige føler os fanget mellem Cams følelsesmæssige modpoler, og man savner at komme helt derud, hvor det rigtigt gør ondt. Manglen på et egentligt altafgørende dilemma kan skyldes en loyalitet overfor det biografiske ophav eller komediegenrens lette tone, men filmen kunne sagtens bære at stikke lidt mere til tilskueren. Der kradses også forsigtigt i datidens store problematikker som racisme og kønsdiskrimination på arbejdsmarkedet, men desværre bliver dette også kun til et overfladisk rids og debatten bliver aldrig rigtigt ført til dørs.

Infinitely Polar Bear besidder dog en lang række styrker, der gør den vedkommende og værd at bruge tid på. Filmen sætter ansigt på et ellers tabubelagt tema, og samspillet mellem far og døtre er morsomt og gribende. Den tidsmæssige setting er fantastisk og den fuldstændigt tilpakkede lejlighed med interiør i bedste 70’er-stil, giver en tilpas klaustrofobisk følelse, der fint illustrerer det kaos, der hersker i Cams hoved.

De hjemmevideo-lignende montagesekvenser giver filmen et nært og varmt præg, og den underliggende 70’er musik af bl.a. George Harrison fuldender tidsbilledet. Det havde dog klædt historien, hvis den havde turde at sætte bare en anelse mere på spil, så man virkelig kunne mærke de emotionelle udsving på egen krop.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *