INFERNO: Gåden fra helvede

Af Maria Hegerlund

Instruktør Ron Howard og skuespiller Tom Hanks er på banen igen med denne tredje filmatisering af Dan Browns bestseller-romaner om religions– og symbolikprofessoren, Robert Langdon (Tom Hanks). Langdon har i både Da Vinci Mysteriet (2006) og Engle & Dæmoner (2009) løbet rundt i diverse europæiske storbyer med en smuk, ambitiøs, ung kvinde på slæb, alt imens han løste gåder og samlede metafysiske puslespil ved hjælp af hans brillante evner for anagramløsninger, ambigramlæsninger og hans fotografiske hukommelse. Inferno følger stort set samme formel. Men hvis det virker, og tiltrækker et stort publikum verden over, hvorfor så ændre det?

Første gang vi møder Langdon er i en sekvens, der i sin spændingsopbygning ikke er ulig Christopher Nolans Memento (2000). Til medrivende musik og kameraarbejde ser vi ham ligge på en fremmed hospitalsseng, halvt ved bevidsthed halvt hallucinerende, blødende fra et sår i panden. Sammen med Langdon oplever vi hans syner om helvede på jorden, og hans forvirring om hvor han er, hvorfor han er der, og hvem den unge kvindelige læge, der tilser ham, er. Hun viser sig at være Dr. Sienna Brooks (Felicity Jones), der med det samme fremviser en overnaturlig, om dog forunderlig, viden og nysgerrighed samt behjælpsomhed over for den snotforvirrede Langdon i en nærmest kammerspilsagtig scene på hospitalet. God og engagerende start på thrilleren, hvor man effektfuldt bliver sat ind i Langdons mentale tilstand. Dette fine udgangspunkt viser sig dog desværre at være for godt til at være sandt.

Da filmen træder ind i den førnævnte velkendte formular, hvor Langdon og Sienna løber gennem italienske gader med mistænkelige autoritetsfigurer i hælene, mister den også det meste af sin spænding grundet særligt det mindre interessante visuelle sprog. Samtidig med, at Langdon langsomt begynder at få hukommelsen tilbage fra den mest mistænkelige hjernerystelse nogensinde (som han desuden, hvis det er til ulejlighed, kan vælge ikke at være besværet af), jagter de, med spor omhandlende Dante, svar på, hvad der er hændt Langdon, mens de samtidig forsøger at stoppe en virus der truer hele menneskeligheden, skabt af biokemikeren, Bertrand Zobrist (Ben Foster).

ANMELDELSE AF:
Inferno

ORDET SYNES: 3-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Ron Howard

LAND:
USA

Det emotionelle engagement i karaktererne er det hovedsagelige problem med filmen. Dette er især tilfældet med Felicity Jones’ karakter, hvis karakterudvikling desværre leder til skuffelse i sidste ende, af grunde jeg ikke kan afsløre. Hverken hun eller Tom Hanks viser deres allerbedste skuespillerevner. De er heller ikke dårlige, det er der egentlig ikke nogen i filmen der er, men der kommer desværre ikke rigtigt noget følelsesmæssigt på spil karaktererne imellem.

Bikaraktererne, vi bliver introduceret for, er flade. De bliver mest brugt til at levere eksposition, men kan af plotmæssige årsager ikke give nok emotionel dybde til for alvor at blive interessante. På rollelisten ses desuden danske Sidse Babett Knudsen som Dr. Elizabeth Sinskey. Knudsen spiller udmærket og er altid rar at se på, hvorfor hun i sidste ende får lov at spille på flere tangenter end andre, dog går der desværre for lang tid, før man får lov at føle med hende.

Alt i alt afhænger Inferno af bekvemmelige omstændigheder; den er dum eller kløgtig om nødvendig og dens veleksekverede start står tilbage som et for tidligt nået højdepunkt, hvorfra den langsomt falder. Hvis man dog er til puslespil og gåder på et let til medium niveau, er Inferno to timers god underholdning.

Kommentarer