INDERST INDE: Jeg føler, derfor er jeg

Af Bjarke Johansen

Bøger er altid bedre end film. Det er en påstand, man tit kan støde på som filmelsker, når man taler om film med andre. Og spørger man ind til hvorfor, er argumentet ofte det samme. I en bog kan man i langt højere grad dykke ned i en karakters hoved og illustrere tanker og følelser. En side fuld af ord, der fortæller præcis, hvordan en karakter har det, er nemmere at forstå end et ansigtsudtryk eller en enkelt handling.

Men det argument blæser Pixar på. Inderst Inde dykker direkte ind i den 11-årige pige Rileys hoved, hvor de fem personificerede følelser Glæde, Vrede, Afsky, Frygt og Triste guider hende gennem sin hverdag fra Hovedkvarteret i forsøget på at skabe gode kerneminder, der former hendes personlighed.

Takket være Glæde er alle kerneminderne lykkelige, og Riley er en glad og energisk pige, der møder verden med godt humør. Men da familien flytter til San Francisco, begynder der at ske ting i Hovedkvarteret. Triste begynder at få trang til at pille ved de minder, der bliver skabt, hvilket forvandler dem til triste minder. I forsøget på at holde Rileys humør oppe prøver Glæde og de andre følelser at forhindre det i at ske. Men som resultat farer Glæde og Triste vild i Rileys hoved, og mens de forsøger at finde vej tilbage, er det kun Vrede, Afsky og Frygt, der står ved kontrolpanelet.

ANMELDELSE AF:
Inderst Inde

ORDET SYNES:6-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØRER:

Pete Docter & Ronaldo Del Carmen

LAND:
USA

Det er noget, der uden tvivl lyder bekendt for enhver, der nogensinde har skullet håndtere en hård omvending i deres liv. For det er nemlig symptomerne på depression. Pixar har så mange gange før givet os stærke, følelsesladede film, der omend stadig er designet familievenligt. Og det, at de er villige til at lave en film, der tackler noget så svært at portrættere som depression, og så endda hos børn, viser et enormt mod fra studiets side. At filmen så også er hylende morsom, er jo så bare fantastisk.

Rileys hoved er en farverig vidunderverden, og overalt hvor Glæde og Triste kommer hen – fra Tanketoget til De Abstrakte tanker – kan man med lethed genkende dele af ens eget sind. Men farverigt og strålende som det er, banker virkeligheden på døren, og alt kan på et øjeblik vendes på hovedet, når ens verdensforståelse udfordres.

Inderst Inde er naturligvis ikke den første film, der foregår dybt inde i mennesket. Inception (Christopher Nolan, 2010) og Paprika (Satoshi Kon, 2006) tackler drømme, mens Fantastic Voyage (Richard Fleischer, 1966), Osmosis Jones (Bob & Peter Farrelly, 2001) og en lang række andre film og serier fokuserede på selve kroppen. Men at at levendegøre følelserne selv har altid været svært at gøre rigtigt. Og kun sjældent er de samtidig blevet behandlet med så stor forståelse for, at selv de følelser, der associeres med noget negativt eksisterer af en grund, og i sidste ende hjælper dig, selvom det måske ikke ser sådan ud i øjeblikket.

Man kan diskutere, om en lille piges hoved er godt nok repræsenteret, eller om filmens klimaks skrider for langt fra de ellers enormt intelligente og meget korrekte repræsentationer af processerne i ens sind. Men til syvende og sidst er det småting. Inderst Inde handler om voldsomme følelser, og dem er der rigeligt af her, alle leveret i en vidunderlig visuel pakke.

Efter en række af lidt mindre ambitiøse film er Inderst Inde ganske enkelt noget af det bedste, Pixar nogensinde har lavet. Så derfor får filmen seks stjerner. En for hver af de fem følelser – Glæde, Triste, Frygt, Afsky og Vrede – og en for Pixar, der gang på gang fylder deres publikum med alle disse følelser og flere til. I den mest positive forstand, naturligvis.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *