ALL INCLUSIVE: Bortset fra det sjove

Af Nomi Simone Forchhammer 

I denne kolde, mørke og triste vintertid valfarter mange danskere til syden og indlogerer sig på hoteller, hvor alle fornøjelser er betalt hjemmefra – en såkaldt All Inclusive-løsning. Netop denne danske rejse-tradition danner rammen for Hella Joofs nye film All Inclusive, der foregår i charter-paradiset på Malta.

Det skulle have været en dejlig ferie som den lykkelige familie, men Lises mand har været utro, så nu skal de skilles, og kernefamilien splittes op. De to voksne døtre, Ditte (Danica Curcic) og Sigrid (Maria Rossing), tager med i troen på en lykkelig ferie med mor og far men må hurtig sande, at ferien bliver uden far. Nu er ferien blevet et projekt, der handler om at få mor Lise (Bodil Jørgensen) i bedre humør. Hvor den mere ansvarsfulde Sigrid håber at kunne muntre mor Lise op med en omgang hygge, tyr den mere dristige Ditte til en mere lummer løsning.

Historien lyder sjov, og filmen markerer sig da også som en komedie. Desværre formår filmen ikke at få det sjove til at fungere, og historien virker uforløst og forvirrende. Man er i tvivl om, hvad filmen egentlig gerne vil være – fordi sjov er den desværre ikke.

De umiddelbart komiske elemeter som filmen rummer, såsom All-inclusive rejsen, den skærende kontrast mellem de to voksne døtre og den altid talentfulde og morsomme Bodil Jørgensen i rollen som Mor Lise, burde udgøre den perfekte sommer(/jule)-komedie-cocktail. Desværre formår All Inclusive ikke at være det, den ønsker – nemlig en sjov familiekomedie. I stedet når den næsten i mål med små uafsluttede sjove elementer, der ikke formår at fuldføre det fulde komiske potentiale, filmens rammer udgør. Jeg kunne godt nævne en hel del ting ved historien med moren og døtrene, der fungerer dårligt rent komisk.

ANMELDELSE AF:
All Inclusive

ORDET SYNES:

2-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Hella Joof

LAND:
Danmark

Dog vil det ødelægge den smule filmoplevelse All Inclusive kan give, hvorfor jeg i stedet vil fokusere på de dele af filmen (udover grundfortællingen), der burde trække komikken op på det niveau, Hella Joofs komedier normalt er på (tænk på film som Fidibus og En kort en lang). Rasmus Bjerg og Mia Lyhne optræder gangske kort som to hysteriske, hverdagsflygtende forældre med deres 2 små drenge i snor. Deres kiksede optræden som de typiske danske charter-rejsende, uden styr på egne unger eller den lokale kultur, kunne have været meget sjov og have fungeret som et godt komisk side-kick til Bodil Jørgensen og Co.

I stedet er der slet ikke nok af dem. Og det er et gennemgående problem ved filmen. Hver gang det er lige ved at være sjovt, vender vi væk fra det og går tilbage til historien om moren og døtrene. En historie, som man desværre allerede har regnet ud fra begyndelsen, hvorfor man venter spændt på at få alt det uden om dem til at virke sjovt, spændende… eller bare virke som noget i det hele taget.

Man vil så gerne grine og lade sig rive med af All Inclusive, men som ved Mia Lyhne og Rasmus Bjergs karakterer, vender filmen væk fra komikken, lige når den er ved at opstå – eller også dvæler den i for lang tid ved de steder, der virkelig ikke er sjove. En særlig scene, hvor døtrene finder deres mor i færd med at tilfredsstille sig selv med en håndbruser, bliver trukket ud i så lang tid, at komikken afløses af den tåkrummende pinlighed – vel og mærke pinlig tavshed fra en biografsal, der burde more sig end del mere over det, der synes som filmens komiske højdepunkt.

Filmens komiske timing er desværre ikke inkluderet i All Inclusive.  Man kunne have overvejet at have markedsført filmen som noget andet end en sjov film, fordi som komedie køber jeg den ikke. Desværre, fordi All Inclusive har ellers både potentialet i castet, historien og i instruktøren til at kunne være den sjoveste biografoplevelse her over julen – det er den bare ikke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *