Iñárritu: Når kærlighed er en kælling

Af Tilde Søgaard Carlsen

Alejandro Gonzáles Iñárritu: trods den svære udtale er det et navn, der de seneste år har gjaldet klarere og oftere, men som længe har været værd at hæfte sig ved. Iñárritu har trods sine mexicanske rødder formået at krydse grænsen til USA og på fornemmeste vis integreret sig i Hollywood med Oscar-favoritter som sidste års Birdman (The Unexpected Virtue of Ignorance) (2014) og dette års The Revenant (2015). Det er nemt at falde i svime over guldstatuetter, røde løbere og stjernestøv; men Iñárritus vej til Hollywood gik ej at forglemme stadig gennem Mexico: Lad denne artikel være en reminder om dét, og lad os skrue tiden tilbage til dengang, hvor kærligheden var en kælling, og mesterværket hed Amores Perros (2000).

Multitalent og multiplots

Alejandro Gonzáles Iñárritu blev født i Mexico City den 15. august 1963 og er den første mexicanske filminstruktør til at vinde en Oscar. I 2000 debuterede Iñárritu ikke blot som spillefilmsinstruktør med filmen, Amores Perros (under den engelske titel Love is a Bitch), men også som deltager i Oscar-ræset. Filmen blev nomineret i kategorien ‘Bedste udenlandske film’ og blev således Iñárritus første skridt i retningen mod en international filmkarriere – filmen måtte dog se sig slået af Ang Lees Tiger på spring, drage i skjul (2000). Inden da var Alejandro G. Iñárritu ikke et helt ukendt navn i hjemlandet, Mexico, hvor han indenfor den musikalske genre havde gjort sig bemærket som producer, DJ og ikke mindst som vært på Mexicos mest populære radiostation WFM. I slut 80’erne arbejdede han som filmkomponist og kom derigennem til at kende manuskriptforfatteren bag Amores Perros, Guillermo Arriaga, der også skulle skrive de to efterfølgende film 21 Grams (2003) og Babel (2006). Alle tre film udgør det, der kaldes ‘Dødstrilogien’.

Filmene i ‘Dødstrilogien’ forenes i en multiplot-struktur og er skæbnesvangre fortællinger om liv og død samt den evige kamp for kærlighed. I trilogiens sidste skud på stammen, Babel, følger vi fire forskellige plotlinier i bl.a. Japan og Mexico, der først mod filmens slutning definitivt kædes sammen i de tres tilhørsforhold til den fjerde: en skudulykke i Marokko. Ligeledes bliver en bilulykke samlingspunktet for Amores Perros’ tre plotlinier og et skæbnesvangert vendepunkt for hver af de tre.

Kærlighed er en kælling

Kærligheden er egoistisk. Kærligheden lever på andres bekostninger. Og den gengældte kærlighed skal ikke tages for givet. Amores Perros engelske titel ‘Love is a Bitch’ sætter ikke blot rammerne for Iñárritus første spillefilm eller ‘Dødstrilogien’, men er et tilbagevendende tema i hans film generelt. I Amores Perros fræser vi en medias res gennem Mexico Citys gader som i en anden amerikansk thriller eller actionfilm med biljagt, ladte våben og et såret, blødende liv på bagsædet – dog ikke et menneske, men en hund. Føreren af bilen, den unge Octavio (Gael García), og hans hund Cofi er blevet en del af de illegale hundekampe med formålet om at skaffe ham penge til sin planlagte flugt væk fra livet i Mexico City og mod et nyt liv sammen med sin kærlighed, Susana (Vanessa Bauche). Men kærligheden kan hverken planlægges eller overvinde alt: Susana har svoret ægteskabelig kærlighed og troskab til Ramiro (Marco Pérez), Octavios storebror. Og med Ramiros ene barn i favnen og det andet i maven er kærligheden hverken nem eller ideel, men en illusion, der for fuld drøn smadrer Octavio ind i et andet menneskes bil og liv. Spørgsmålet bliver: Hvad er den ideelle kærlighed? Den givende eller den gengældte? Men klart er det, at i Iñárritus film er kærligheden både barsk, bitter og blodig; men den er også større og smukkere end udtrykt i de fleste film.

Kærlighed er en hund

Filmens spanske titel – måske bedst oversat til ‘Hundeelskere’ eller Hundekærlighed’ – er på mange måder lige så essentiel og udtryksfuld som den engelske ‘Love is a Bitch’. Hundene spiller en afgørende rolle som objekt for den ideelle kærlighed; den ubetingede og tilgivende kærlighed, der står i modsætning til den, der eksisterer mennesker imellem. Tydeligst udtrykt i filmens tredje og sidste plotlinie, hvor “El Chivo” (Geden) (Emilio Echevarría) efter at have taget sig af den sårede Cofi til sin forskrækkelse finder sin hundefamilie liggende døde og skambidte af den selvsamme hund, hvis liv han frelste. På nippet til at skyde Cofi, skåner han atter hunden dens liv og tilgiver den for den værste synd: ikke bare at slå ihjel, men at dræbe “familie”.

Ligeledes bliver Valerias (Goya Toledo) kærlighed til hunden Richie, hvad der sætter forholdet til kæresten Daniel (Álvaro Guerrero) over styr, da han ikke er i stand til at redde Richie væk fra rotterne under lejlighedens gulvbrædder. Richie er ikke blot objekt for den ubetingede kærlighed, men symboliserer med sit fangeskab den visnende kærlighed mellem Valeria og Daniel.

Fra Mexico til Hollywood

Med Amores Perros tegner Iñárritu et billede af en virkelighed de færreste af os kender til; men han gør det i en så overbevisende grad, at billedet ikke blot fremstår levende, men virkeligt. Med brugen af håndholdt kamera og et hurtigt klippetempo intensiveres og realiseres den dystre og triste virkelighed, som Amores Perros repræsenterer: Mexico City og en mexicansk verden så fjern fra opfattelsen af den normative civilisation; men med temaer, følelser og spørgsmål så universelle, at selv akademiet i Hollywood kan genkende dem. Iñárritu har med sine film været verden rundt, omfavnet dens forskellige virkeligheder og fortalt deres individuelle sandheder på et sprog, vi alle forstår. Fra socialrealisme i Mexico, det moderne Japan og Marokkos ørkenlandskab til spiritualitet i Biutiful’s (2010) Barcelona, komik i Birdman’s Broadway og nu western-thrill i The Revenant. Iñárritu er måske fra Mexico, men han hører så sandelig også hjemme i Hollywood.

Kommentarer