Anmeldelse
IN MY ROOM: Tomgang efter verdens undergang

Af Gustav Stubbe Arndal

Hvad ville du gøre, hvis du i morgen vågnede op som det eneste menneske på jorden?

Det er et interessant spørgsmål at stille sig selv, og en solid start på en historie. Men er det nok til at bære en hel film, der ikke byder på meget andet? Det har den tyske instruktør Ulrich Köhler sat sig for at finde ud af med In My Room, som nu er månedens film i Cinemateket.

Filmens apokalyptiske hændelser er næsten umulige at se komme, hvis man ikke er advaret på forhånd. De første mange minutter går nemlig med at introducere hovedpersonen Armin (Hans Löw) og hans kedsommelige hverdag. Han er uduelig på sit arbejde og er lidt for glad for drukture i weekenderne. Hans far har fået en ny kæreste, hans farmor ligger døende, og han har ikke meget held med de unge kvinder, han flirter med.

Han lever en sløv eksistens, og det bliver en anelse kedeligt at følge ham, hvilket måske var intentionen. For når han vågner i sin bil med forfærdelige tømmermænd morgenen efter farmorens død, bliver den magiske hændelse også et chok for seeren.

Han står op til noget, der ligner en bibelsk dommedag, hvor alle mennesker er forsvundet fra jorden, mens englene kun har overset én mand: ham selv. Efter at have anerkendt situationen begynder Armin med at brænde sit hus ned og stjæle en lækker sportsvogn, men han mister hurtig modet til at rejse bort fra sin hjemby.

Der er meget stilhed i denne halvdel af filmen, og meget bliver sagt med filmsprog alene. Det er noget af en udfordring, men Ulrich Köhler klarer sig udmærket. Når vi spoler fremad og ser, hvordan Armin har sat et lille enligt liv op med have, hest og generator, behøver vi ikke meget tid for at forstå hans nye hverdag. Små detaljer er særligt smarte, som hvordan han har genbrugt karosseriet på sin gamle bil som et slags hønsebur. Meget af hans hjem fortæller sin egen lille historie – en elegant brug af set design.

Der kommer først en smule ekstra dialog, efter det utænkelige sker: han møder et andet menneske. En kvinde ved navn Kirsi (Elena Radonicich). De mødes under knapt så heldige omstændigheder, men længes begge efter kontakt og selvfølgelig intimitet, og snart bor de sammen. Men Kirsi har rejst gennem det halve Europa i årevis, og snart ønsker hun at rejse videre væk.

Deres frihed, akavethed og pragmatisme er alt sammen troværdigt, takket være skarp instruktion og stærkt skuespil, især fra Hans Löw, som viser både en mental og fysisk udvikling. Alligevel er der noget, der mangler. Måske fordi karakterernes situation er så fuldkommen fremmed, er det svært for alvor at følge deres tankegang.

Idéer om isolation, komfort, rejselyst og det ansvar, der følger af at være de (potentielt) sidste levende mennesker bliver taget frem, men ikke helt behandlet. Når man kigger under den velrealiserede overflade, er der en irriterende tomhed. Karaktererne er så definerede af deres situation, at de mister deres handlekraft i historien, og derfor bliver anden halvdel næsten så kedelig som den første.

In My Room er mere et filmatiseret tankeeksperiment end et egentligt drama. En formålsløs episode af The Twilight Zone (1958-64). Filmen realiserer sin præmis uden problemer, men på den anden side af verdens undergang finder den ikke meget at sige om den verden, der forsvandt, eller de folk, der overlevede. Og hvad er så pointen?

Kommentarer