THE IMITATION GAME: Flot biopic uden at være det største puslespil

Af Signe Lilja

Det kræver ikke et kodebrydningsgeni at gennemskue The Imitation Game, som er et klassisk – men ikke af den grund mindre smagfuldt – portræt af den britiske matematiker Alan Turings arbejde under 2. Verdenskrig. Der bliver rørt ved Turings professionelle såvel som personlige opture og nedture. Præcis hér er der heldigvis også noget at hente, eftersom hans arbejde var oprigtigt banebrydende og hans skæbne i sandhed tragisk.

Året er 1939, og 2. Verdenskrig er brudt ud. Alan Turing skal til jobsamtale på Bletchley Park-ejendommen uden for London, hvor den britiske regering vil sætte den tophemmelige ”operation bryd-tyskernes-enigmakode” i gang. Vi lærer hurtigt, at Alan ikke er et socialt geni. Han stammer, har svært ved at holde øjenkontakt, og for ham er humor en by i Rusland.

Lige så usikker som han er i forhold til det sociale, er han selvsikker når det kommer til sine evner som kodebryder. Hans reaktion til det, der bliver omtalt som en ubrydelig kode er: ”Let me try and we’ll know for sure”. Mens de andre mænd på kodebryderholdet benytter konventionelle metoder til at bryde enigma, sætter Alan sig for at bygge en maskine, der kan gøre det. Det, der for ham starter med at være et udfordrende puslespil, kommer til sidst til at handle om liv og død.

ANMELDELSE AF:
The Imitation Game

ORDET SYNES:

4-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Morten Tyldum

LAND:
UK & USA

Der er ingen overraskelser undervejs. Historien er fortalt med en klassisk biopic struktur. Der er flashbacks til unge udstødte Alan på kostskole spillet troværdigt af den fænomenale Alex Lawter. Derudover følger vi detektiven Nock, som i 1951 prøver at opklare, hvad Turing lavede under krigen, og i sin undersøgelse kommer til at grave i Alans personlige affærer. Vi følger altså Alan i tre perioder af hans liv, og denne struktur er mere end et nik til en vis Orson Welles film, hvis I spørger mig.

Benedict Cumberbatch brillerer som det socialt akavede geni. Det er ikke en overraskelse, da han efterhånden har arbejdet med præcis disse karaktertræk et par gange i løbet af de sidste par år. Der er nik til både Sherlock og Julian Assange i hans Turing portræt. I modsætning til førnævnte karakterer har Cumberbatch ikke haft meget at basere sit portræt på, men man kan mærke, at han har lavet sin research.

The Imitation Game fortæller en relevant historie. Den gør Alan Turings arbejde aktuelt i sin anerkendelse af ham som forfaderen til den moderne computer og kaster et skær over, hvilke konsekvenser homoseksualitet havde i 1950’erne. Netop denne relevante tematik får desværre kun tid på skærmen i filmens sidste kvarter. Det er ærgerligt, da det netop var Turings seksualitet, der kom til at koste ham dyrt.

Filmen er flot. Meget flot. For flot måske. Hår og makeup sidder lige som det skal. Alle skuespillerne er smukke. Alans gode kodebryder veninde Joan Clarke, der bliver spillet af den altid skønne Kiera Knightly, ligner overhovedet ikke den virkelig Joan Clarke. Filmisk skriger det hele på Oscarbait, og det har da også virket, eftersom filmen har trukket 8 Oscarnomineringer i land.

The Imitation Game gør præcis, hvad den sætter sig for og passer perfekt ind i årets tematik om manden i krise. Og måske får den dig til at sende et par tanker til Alan Turing, når du fremover tænder din computer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *