IDOL: Stemmen for det palæstinensiske folk

Af Patricia Smollerup

“Vi bliver stjerner og forandrer verden!” høres to børnestemmer råbe ud i natten fra deres hjem i Gazastriben i året 2005. En sætning der indfanger det håb, som eksisterer i den palæstinensiske befolkning og som bliver et af omdrejningspunkterne for Hany Abu-Assads seneste film Idol.

 

Palæstinensiske Abu-Assad er bl.a. kendt for sine to oscarnominerede værker Paradise Now (2005) og Omar (2013). Hvor den politiske konflikt i disse film er tydeligt udtalt, så ligger fokus i Idol et andet sted.

Filmen er baseret på den sande historie om palæstinenseren Mohammed Assaf, som er opvokset i Gazastriben, men som overvinder livets mange forhindringer og ender med at blive vinderen af den arabiske udgave af TV-formatet Idols. En billet til en lysere fremtid og en begivenhed, som bringer håb til den palæstinensiske befolkning.

Filmens handling er todelt, og vi følger i filmens første halvdel Mohammeds (Tawfeek Barhom) barndom og hverdagsliv i Gaza i årene omkring 2005, hvor han sammen med sin søster drømmer om slippe væk og blive stjerner.

En drøm som vakler, da søsteren får nyresvigt, og vi ser Mohammed Assafs kamp mod tiden for at indsamle nok penge til en ny nyre.

Filmens anden halvdel foregår i 2012, da Mohammed stiller op til talentkonkurrencen Arab Idol. Her går filmen over i en mere formula-skabelon om en underdog, som overvinder en række forhindringer og kommer sejrsrigt ud på den anden side. Filmen går her hen og bliver en smule klichéfyldt, hvilket er ærgerligt.

Dog er arkivbillederne af Mohammeds sejr i filmens slutning med til at give filmen en vis tyngde og giver da også et sug i maven.

Mohammed bliver manden, som ender med at give det palæstinensiske folk en stemme. Han engagerer sig ikke politisk, men ønsker blot, at folket skal blive hørt.

ANMELDELSE AF:
Idol

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Hany Abu-Assad

LAND:
Palæstina

Det er ikke en perfekt film, og i denne forbindelse kan også nævnes filmens sangsekvenser på smukt arabisk, som bliver for lange og ensformige.

Det, som dog i stor grad trækker filmen op, er Abu-Assads måde at bruge Gazastriben som kulisse. Krig og ødelæggelse bliver ikke mast op i hovedet på os, men bliver mere en underliggende fortælling. Et sted ofte forbundet med død og smerte bliver i Idol også kædet sammen med noget lettere og varmere. Vi ser ikke kun de brutale levevilkår, som er umulige at forstå fuldstændigt for en beboer i den fredelige del af verdenen, men vi ser også drømmene og hverdagslivet, som eksisterer, og som er magen til vores. Dette er stærkt og forfriskende og sætter på denne måde det palæstinensiske folks manglende muligheder i et nyt lys. Det er denne ramme, som er med til at løfte historien om Mohammed Assaf fra en historie om en underdog til en eksttraordinær fortælling.

Krigens elendighed kommer til gengæld til syne på billedsiden særligt i 2012, hvor vores hovedkarakter bevæger sig rundt mellem sønderbombede bygninger. Den manglende italesættelse er her med til at gøre den visuelle side stærkere. Det er en naturlig del af Mohammeds liv.

Filmen har i denne forbindelse en flot sekvens, hvor Mohammed Assaf synger, mens han kører i bil gennem byen, og hans smukke stemme kommer til at virke kontrapunktisk til de billederne af det smadrede Gaza.

Det er gennemgående for filmen, at der er en række æstetisk smukke billeder. Flotte landskaber og idylliske billeder af det store hav, som kan symbolisere mulighederne og begrænsningerne samt drømmene om noget langt væk.

Et andet punkt, hvor filmen står stærkt, er dens brug af humor, som klæder historien. Bl.a. da forældrene i bekymring over søsterens sygdom udtaler, at hun nu aldrig vil blive gift, hvortil hun svarer, at hun hellere vil have renset nyre end at gøre rent. Herigennem skabes en optimistisk og glad tone i filmen.

Alt i alt har Abu-Assad altså skabt en hjertevarm historie. Ligesom at Mohammed Assafs sang bliver større end blot en ung mand, som stiller op i en talentkonkurrence, men desuden er med til at give en stemme til det palæstinensiske folk, så løfter filmen sig også fra klichéen om underdogen og bliver i stedet en historie om almenmenneskeligt håb og drømme i en verden, som normalt kun forbindes med krig og smerte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *