IDA: Pawlikowskis skildring af efterkrigstiden er unik og gennemført

Af Rose Marie Balslev Willert

Polske Pawel Pawlikowski er vendt tilbage til sit hjemland og har instrueret en smuk og skæbnesvanger fortælling om efterkrigstiden, identitet og tro. ”Ida” udspiller sig i 1960’ernes Polen, der stadig er mærket af krigen. Den 18-årige Anna (Agata Trzebuchowska) er opvokset på et børnehjem og er siden blevet novice i et katolsk kloster, hvor hun om kort tid skal afgive sine troskabsløfter. Før løfteafgivningen får Anna fortalt, at hun har en ukendt slægtning: tanten Wanda (Agata Kulesza).

Forundret og nysgerrig beslutter Anna sig for en kort tid at forlade de trygge rammer i klostret og besøge sin tante, hvilket bliver et skelsættende øjeblik i hendes liv. Wanda er ateist uden situationsfornemmelse og har smag for mænd, alkohol og cigaretter. Hun afslører hurtigt, at Anna i virkeligheden er en jøde ved navn Ida Lebenstein, og at hendes forældre blev dræbt under krigen.

Wanda tilbyder Ida at besøge den landsby, hvor hendes forældre blev skjult og senere dræbt. Sammen begiver de sig ud på en færd mod den fortid, Wanda i mange år har fortrængt, og Ida aldrig har kendt til.

ANMELDELSE AF:
Ida

ORDET SYNES:

6-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Pawel Pawlikowski

LAND:
Polen

Filmet i den klassiske Academy-ratio og sort/hvid, får Ida et nærmest tidløst udtryk, der får os til at tro, at denne film rent faktisk er fra 1960’erne med jazzede undertoner fra John Coltrane og røgfyldte restauranter. Selvom de historiske begivenheder (med vilje) ikke direkte bliver nævnt, er de implementerede i atmosfæren og karaktererne: landet synes dødt, menneskene tomme og fjerne. Billederne er flotte, kameraarbejdet perfekt; der veksles mellem intense nærbilleder af Idas uskyldige ansigt og statiske billeder af et snefyldt, koldt og trist Polen.

Netop disse billeder giver et bittert indblik ind i landets betændte historie i en efterkrigstid, hvor mange stadig lever i sorg og skam. For eksempel Wanda, der under krigen var ansat som offentlig anklager og kendt som ”Røde Wanda”, da hun dødsdømte folk på grund af deres gerninger.

Hvis Ida rystes i sin grundvold over de nye oplysninger, viser hun det ikke. Hun er tilbageholdt og rolig, og selvom vi aldrig lærer hende rigtigt at kende, ved vi, at der bag de mørke og søgende øjne gemmer sig utallige spørgsmål og tanker.

Pawel Pawlikowski havde næsten opgivet at finde den rette skuespiller til rollen som Ida, og tilfældigt bliver Agata Trzebuchowaska spottet på en café i Warszawa. Hun har ingen erfaring, men med sit barnagtige ansigt og samtidig alvorlige udtryk er hun intet mindre end perfekt. Skuespiller eller ej, hun overbeviser i sådan en grad, at jeg aldrig ville have gættet det.

Ida varer kun i 80 minutter, men føles meget længere. På den gode måde. Filmen har opnået stor international anerkendelse, og selvom nogle mener, at den giver et forvrænget og trist billede af Polen, er der ingen tvivl om, at Pawel Pawlikowski har formået at lave en kunstfilm, som viser et lands brutale skæbne på meget smuk vis.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *