THE CLOVERFIELD PARADOX:
I rummet kan ingen høre dig sukke

”SURPRISE! Her er en film!”.

Cirka sådan var følelsen, da jeg vågnede op mandag morgen. Rygterne om, at Netflix skulle distribuere den nyeste udflugt til Cloverfield­-universet, havde floreret i et par uger, men det var også alt, hvad det var; rygter.

Stor var overraskelsen så også, da der ikke alene havde været en trailer under Superbowl-finalen, filmen var sågar tilgængelig på Netflix umiddelbart efter dens afslutning – et pr-stunt i absolut verdensklasse, uanfægtet hvad man synes om denne udvikling med, at film tidligere var selvskrevet i biografen — jeg har stadigvæk ikke tilgivet hverken Netflix eller Paramount for Annihilation-miseren; men det er en diskussion til en anden gang. Nu gælder det The Cloverfield Paradox.

I år 2028 sendes en gruppe videnskabsfolk ud i rummet for at løse Jordens energikrise, som har kastet os på randen af tredje verdenskrig. En partikelaccelerator skal skabe en uendelig energikilde. Dog spekulere nogen i, at den kan ende med at åbne huller på tværs af tid og rum, så alle mulige monstre komme ind i vores univers.

Selvfølgelig går noget galt, og pludselig er planeten pist borte. Hvor er de henne, og hvordan kommer de tilbage?(indsæt meget høj dyster musik!!!)

Uha, den vil meget.

Der er faktisk to okay film i filmen; der er en habil sci-fi horror i rummet og så en ”wtf-sker-der-her-og-hvordan-overlever-jeg” historie på jorden, med en af videnskabsfolkenes mand.

Videnskabsfolkene er karikaturer, hvilket er typisk for horror-delen; det skal være nemt at identificere dem, vi skal holde med og imod. Gugu Mbatha-Raw er vor ”Ripley” og emotionelle fikspunkt. En trist baghistorie om, hvordan hun og manden har mistet deres børn i en brand, giver dem begge en sårbarhed, som spilles på i filmen, men på vidt forskellige måder.

De første cirka 40 minutter er solide, de dumme ting er til at ignorere.

Men derefter slår filmen så mange knuder på sig selv, at den bliver for dum og forudsigelig. Det er ikke altid en dårlig ting, så længe det er underholdende – desværre er det ikke tilfældet her.

Bevares der er nogle fine bodyhorror-momenter, Elizabeth Debicki og en grotesk mængde kabler efterlader et ganske fint indtryk blandt andet.

Men mange fine øjeblikke kan ikke ændre på, at The Cloverfield Paradox er en meget ujævn film, som ikke lever op til samme standard, som de to forrige film i franchisen. Der er enkelte indstillinger, som tigger om at blive set på et stort lærred.

Men efter at have set filmen, så forstår jeg godt, at Paramount har valgt dette partnerskab med Netflix angående distributionen. Jeg ærgre mig, men forstår det og har nu lidt bange anelser i forhold til den næste film i dette makkerskab…