I MIN DATTERS NAVN: Velspillet fransk drama om vanvittig mordsag savner narrativ logik

Af Anne Christine Fabricius

Som borger i det postmoderne velfærdssamfund, forventer man, at det etablerede system er velfungerende. Systemet skal være retfærdigt, og det skal gribe dem, der møder modvind i livet. Men ikke alle oplever samme medhold. I min datters navn er inspireret af den sande historie om 13-årige Kalinkas død. Hendes far, André Bamberski, spillet af Daniel Auteuil, brugte 30 år på at eksponere sandheden i sagen om datterens bestialske mord.

 

Andrés kamp var ikke kun en kamp mod hele retssystemet. Det var en kamp mod tiden. Kalinka (Lila-Rose Gilberti og Emma Besson) dør i 1982. Der skal gå hele 13 år før der overhovedet kommer en retssag, og først 30 år senere bliver Dieter Krombach (Sebastian Koch) kendt skyldig. Forløbet er et bureaukratisk helvede, og man forstår den dybe frustration André lever i. Karakteren fremstilles som en stædig far, der elskede sin datter dybt, og Daniel Auteuil formår at skabe sympati for den utrættelige far. Den dramatiske trekant med André, Kalinkas mor (Christelle Cornil) og Dieter portrætteres med stil, hvilket ses gennem en stærk kemi mellem de tre skuespillere, og deres evne til at spille hver deres parti i en ekstremt splittende konflikt.

 

Der ses desværre en vis svaghed i Vincent Garenqs instruktion. I enkelte yderst seriøse og sørgelige scener er resultatet mere absurd end noget andet, og dette skyldes ikke skuespillernes evner, men det, at dramatikken overdrives unødvendigt. Da plottet er baseret på en sand sag, må man forvente, at manuskriptet møder visse begrænsninger, hvilket til tider mærkes i dialogen.  Alligevel er filmen, tematisk set, vellykket. At miste et barn er det mest unaturlige og forkerte forældre kan forestille sig. Céline, Kalinkas mor, og André giver solide bud på, hvordan sorgen kan ødelægge og splitte en familie ad, mere end den bringer mennesker sammen.

ANMELDELSE AF:
I min datters navn

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Vincent Garenq

LAND:
Frankrig og Tyskland

I min datters navn er tidsmæssigt kompleks. Filmen dækker en periode på ca. 30 år, og dette håndteres med en lettere mangel på kohærens, hvilket i sidste ende skader helheden. Proportionerne i fortællingen er ulige, og man forstår ikke altid prioriteringen af forskellige tidspunkter i historien. Akterne synes at lide under en uskarp fordeling, hvilket skaber en ubalance i filmens samlede indtryk. Når man kommer til de sidste vigtige år af historien, føles det hurtigt som om, hele første time af filmen var ren optakt til hvad der viser sig at være en fuldstændig vanvittig mordsag. Blandt andet finder man ud af, at Kalinkas kønsdele er blevet fjernet under obduktionen. Der er ingen logisk forklaring på dette, men alligevel bliver spørgsmålet om, hvorvidt der er sket et seksuelt overgreb ikke rejst på daværende tidspunkt.

 

Selvom Vincent Garenqs tidslinje er uelegant forløst, er fortællingen om den ustoppelige André Bamberski smuk. Den er en hyldest til forældre, der vil gøre alt for deres børn, selvom kampen er den mest smertefulde, man kan forestille sig. Derudover er det tydeligt, at der er blevet lagt et stort arbejde i det æstetiske aspekt af filmen. De forskellige locations udnyttes maksimalt og derfor husker man mest af alt filmen for smukke skud af Marokkos varme arkitektur, af Tysklands natur og Frankrigs nostalgiske gader.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *