PLASTIKSKEER, PUDEKAMP OG NAVLESEX:
Hvordan The Room gik fra verdens værste film til verdens største kultfænomen

I løbet af 15 år har The Room udviklet sig fra en obskur kultfilm til en international succes, med kendte fans som James Franco og Seth Rogen. I denne uge udkommer deres The Disaster Artist, der afbilder, hvordan denne besynderlige film blev skabt. Men hvorfor er The Room egentlig blevet så populær til at starte med?

The Room, instrueret af Tommy Wiseau med premiere i 2003, er nok bedre kendt som verdens værste film. Den kaldes endda ’the Citizen Kane of bad movies’. Derfor kan det være svært at forstå, hvorfor lige præcis denne film er blevet et globalt fænomen med biografvisninger verden over. Selv her i København kan den ses hver måned i Husets Biograf. Og i denne uge udkommer James Francos filmatisering af The Disaster Artist, bogen der omhandler de mærkværdige omstændigheder for filmens optagelse. Franco vandt endda en Golden Globe for sin optræden som den usædvanlige Tommy Wiseau.

I et forsøg på at forstå dette har jeg derfor lavet en liste med fem grunde til hvorfor The Room er blevet til den unægtelige kultfilm, den er i dag.

    1. Den første og største grund er nok at filmen er ringe. Man kan næsten ikke forestille sig, hvor ringe den er, indtil man selv har set den. Tommy Wiseau spiller bankmanden Johnny (kreativt navnvalg), som lever det perfekte liv med sin forlovede Lisa (selvom han insisterer på at kalde hende sin ’future wife’). De bor i en pragtfuld lejlighed i San Francisco og har adopteret det sære man-child Denny. Alt er herligt, indtil Lisa beslutter sig for at hun ikke er forelsket i Johnny mere, og indleder en affære med Johnnys bedste ven, Mark. Uden større begrundelse. Hun gider ham bare ikke mere. Udover denne absurde katalysator for hele handlingen, som bare er dårligt skjult mandschauvinisme fra Wiseaus side (Mark siger senere, at alle kvinder enten er for kloge, dumme eller bare onde), er filmen fyldt med historietråde, som vi aldrig får fulgt op på: Lisas mor erklærer, at hun helt sikkert har brystkræft, men vi hører aldrig mere om hendes diagnose. Denny bliver konfronteret af en pusher og er åbenbart en junkie (!?), men det bliver heller aldrig opklaret. Deres ven Peter forsvinder halvvejs igennem filmen. Filmen gør derfor ofte det præcis modsatte af, hvad der logisk burde ske i en film. Og det er faktisk uendeligt underholdende.
    2. Skuespillet er nogenlunde lige så hårrejsende som filmens handling. Halvdelen af skylden ligger nok i de tåkrummende replikker (min personlige favorit er Marks seriøse ’leave your stupid comments in your pocket!’), men det undskylder alligevel ikke de stive og smerteligt talentløse skuespillere. Prisen for filmens værste skuespiller går dog nok til Tommy Wiseau. Han kæmper sig igennem den klichéfyldte dialog med sin uidentificerbare østeuropæiske accent (på trods af at han spiller den ’ærkeamerikanske’ Johnny), som man ofte tydeligt kan høre, er blevet dubbed i postproduktionen. Og hver eneste replik er efterfulgt af et lille upassende grin fra Wiseau – lige meget hvor morsomt eller seriøst emnet er.
    3. Filmen og skuespillet er som sagt begge jammerlige, men næsten alt andet ved filmen og selve filmoptagelsen er også dybt ulogisk, og udødeliggjort i The Disaster Artist-bogen. Medforfatter Tom Bissell beskriver filmen som skabt af et rumvæsen, der aldrig har set en film før. Denne stemning emmer igennem hele filmen. Uden forklaring har det forlovede par indrammede billeder af skeer i deres stue, som om de havde købt nogle billige IKEA-rammer og glemt at erstatte fotografiet. Mennesker kommer og går med få sekunders mellemrum i lejligheden. Wiseau genbruger de samme sexscener og ser ud til at dyrke elskov med sin forlovedes navle. Der bliver kastet rundt med en amerikansk fodbold adskillige gange, hvor spillerne kun står få meter fra hinanden. Man skal virkelig se det for at tro det. Udover hvad vi ser foran kameraet, var selve filmoptagelsen åbenbart ligeledes bizar. Wiseau kunne åbenbart ikke skelne imellem digitalkameraer og analogkameraer, så han valgte at filme med begge på samme tid, som forårsager i at filmen konstant er ikke-centreret, og mange af billederne er ufokuserede. Duften af katastrofe omgiver filmen og beruser seeren med dens fortryllende, tragikomiske absurditet.
    4. Så surrealistisk som filmen er, er filmens bagmand ligeså indhyllet i mysterium. Det var længe usikkert, hvem Tommy Wiseau egentlig er: han hævdede at have opvokset i USA og boet i Frankrig, på trods af hans accent fortæller en anden historie. Wiseaus alder var også ukendt, og i interviews har han givet adskillige årstal, alt mellem 1950erne og 1968. Wiseaus oprindelse var lige så gådefuld, som hvordan han formåede at finansiere The Room. Ifølge nogle kilder kostede filmen 6 millioner dollars at lave, med forskellige teorier om salg af læderjakker til Sydkorea og en gavmild engelsklærer som pengekilder. Wiseau har nu indrømmet at være født i 1955 og komme fra Polen, men det er blot få svar i et hav af ubesvarede spørgsmål.
    5. Det element, som har bekræftet filmens kultstatus, er biografvisningerne. Ligesom de engagerede fans af The Rocky Horror Picture Show (1975) har deres unikke ritualer, har seerne af The Room deres egne traditioner. Replikkerne bliver skreget i takt med skuespillerne, og filmens tilhængere har derudover opfundet en række af deres egne responser til filmen. Traditionen at smide plastikskeer er essentiel: hver gang man kan skimte de indrammede fotografier af skeer, skal man kaste en plastiske mod lærredet samt skråle ’SPOON!’ De ekstremt usexede pudekampe i filmen bliver også genskabt blandt publikum med stor begejstring. Seernes deltagelse skaber en unik oplevelse, hvor man både kan nyde filmen med andre entusiaster og udfolde sig ved at råbe lige, hvad man ønsker sig mod lærredet. Under alle omstændigheder er det en usædvanlig og enestående biografoplevelse.

Selv om det er vanskeligt at påpege præcis, hvorfor så mange mennesker er villige til at betale for at se, hvad der måske er verdens værste film, er det tydeligt, at The Room har skabt et unikt mikrokosmos, hvor fans kan mødes og dele deres kærlighed for dårlig smag. Og man kan ikke undslippe at være lidt begejstret på Tommy Wiseaus vegne. Wiseaus Hollywood-drømme er endelig gået i opfyldelse, dog på en lidt anden måde end hvad han oprindeligt havde forestillet sig, da han lavede The Room for femten år siden. Men det kan vi egentlig kun glæde os over.