THE HUNGER GAMES: MOCKINGJAY – DEL 1: Mens vi venter…

Af Daniel Hartvig Nielsen

”The Hunger Games”-franchisens popularitet har bredt sig som en steppebrand, og fans verden over venter i spænding på filmseriens finale. Første del af denne uundgåelige afslutning slår tonen an og samler trådene, men vi må vente lidt endnu før det store brag.

Den tredje film starter, hvor den foregående stoppede. Katniss (Jennifer Lawrence) skød, bogstavelig talt, spillet i stykker, hvilket har medført en total udryddelse af hendes hjem, distrikt 12. Hun opholder sig nu med en række oprørere, anført af præsident Coin (Julianne Moore), i det hidtil ukendte distrikt 13. Men Katniss’ gerning er langt fra slut, for det virkelige spil er først lige begyndt. Hun bliver en vigtig brik i oprørernes kamp mod systemet, da hun bliver et symbol på selve kampen – The Mockingjay. Da det pludselig viser sig, at tyrannen, præsident Snow (Donald Sutherland), tilmed holder Peeta (Josh Hutcherson) fanget, så er der ingen vej udenom. En krig virker uundgåelig.

Da man valgte at dele den sidste bog i serien om ”The Hunger Games” op i to film, glædede jeg mig over at få endnu mere Katniss, men frygtede også, at producenterne havde lugtet ”nemme” penge. Og begge forudsigelser blev på sin vis indfriet, for man kan næsten ikke få nok af den yderst populære og skønne Jennifer Lawrence, som brillerer i rollen som Katniss Everdeen, der i denne film påbegynder sig vigtige og altafgørende udvikling.

ANMELDELSE AF:
The Hunger Games: Mockingjay – del 1

ORDET SYNES:

3-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Francis Lawrence

LAND:
USA

Men filmen bærer i den grad præg af at være en mellemstation mellem de to foregående film og den store finale. Lidt som i tilfældet med Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark fra sidste år (nr. 2 i en filmserie på 3), så er Mockingjay – del 1 ganske underholdende, men frem for decideret action og egentlig narrativ fremgang, slår den i højere grad den episke tone an og gør klar til det store brag.

Franchiset har formået at samle en række både prominente og dygtige skuespiller, lige fra den omtalte Jennifer Lawrence over den onde Donald Sutherland til den nytilkomne og mere kontrollerede Julianne Moore. Woody Harrelson og Elizabeth Banks står fortsat for de ”komiske” indslag, mens den sympatiske og nu afdøde Philip Seymour Hoffmann optræder i sin sidste rolle. Med andre ord: der er ikke mange fingre at sætte på castet. Og det samme kan siges om filmens visuelle side, som både præsenterer storslåede billeder og indfanger intense øjeblikke.

”Flammer har det med at spredes: Så hvis vi brænder, brænder I med os!” siger en skarp Katniss i en propagandavideo mod systemet – og hvis Mockingjay – del 1s mål var at antænde den flamme, som skal starte det altafgørende bål i den næste og sidste film, så lykkedes det. Men som selvstændig film virker den som en mellemstation, der i stedet for at slå gnister, i højere grad træder vande. Men mens vi venter på del 2, er del 1 en ganske underholdende og flot appetizer.

Kommentarer