HUMAN FLOW: Et episk drama om en episk krise

Af Nikolaj Fjord Korsgaard

Den kinesiske kunstner Ai Weiwei er kommet med en stor fed fuck finger til den passivitet fra den vestlige verden, som kendetegner den globale flygtningekrise.

 

Få dokumentarer har formået at skabe en fornemmelse af flygtningekrisens omfang som Human Flow. Et intet mindre end episk portræt af en stor tragedie. Listen over lande, som medvirker i dokumentaren, og hvor mennesker flygter fra, er på hele 23: Bådflygtninge der rejser over middelhavet fra det krigshærgede Syrien, ofre for klimaforandringerne i Afrika og Bangladesh, Palæstinensere i Gazastriben, Mexicanere der prøver at flygte over grænsen til USA – ja, man kunne blive ved.

 

Fællesnævneren er, at desperationen er total, og fremtidsudsigterne er håbløse. Dokumentaren gør det hele så stort, at det nærmest bliver overvældende. Men det er netop også det, som er dens helt store bedrift. Man forstår, hvor stor en krise, der er tale om. I en verden af flygtningelejre, samfund gemt bag store mure og lande ødelagt af krig.

 

Dokumentaren har ikke et bestemt fokus på enkelte flygtninge med en speciel historie ej heller følger den en bestemt gruppe i deres rejse. Men igennem få interviews viser dokumentaren den ensartethed, der præger flygtninges situation på tværs af kloden. Når man ser flygtninge sove under en bro i Paris’ forstæder, flygtninge stå rastløse ude foran et nyoprettet grænsehegn ved Ungarns grænse eller sidde i lejre ved togskinnerne, mens sygdom hærger og togene kommer buldrende forbi, forstår man, at disse mennesker lever uden formål i tilværelsen: De overlever bare. De er ganske enkelt frarøvet deres menneskelighed.

ANMELDELSE AF:
Human Flow

ORDET SYNES: 

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

Ai Weiwei

LAND:
Tyskland

Nogle ville måske klandre de vanvittigt smukke og kreative billeder, dokumentaren bruger, for at æstetisere flygtningekrisen, men det bidrager nærmere til, at man bliver opslugt af dokumentaren. Der er en skønhed i verdenen midt i alt armoden. Når man ser et bjerg af redningsveste, sætter man pris på, hvor unikt det er, men man bliver på samme tid bevidst om hvor mange mennesker, der flygter fra krig, rædsler og fattigdom. Og efter man har set dokumentaren, har man en klar fornemmelse af, at hver enkelt redningsvest har en historie.

 

Som en anden Michael Moore ser man Ai Weiwei dukke op i dokumentaren på det ene kontinent efter det andet. Som når han bliver stoppet ved den amerikansk-mexicanske grænse og bliver gjort opmærksom på, at man ikke må krydse grænsen for godt befindende af en grænsebetjent. Den vestlige verden symboliseret i denne konfrontation, gemmer sig hele tiden som en mistænksom overmagt i dokumentaren; gemt bag mure eller grænser.

 

Dokumentaren lykkedes med at skildre, hvordan det eksistentielt føles at være flygtning. Der er ikke nødvendigvis søgt at finde løsninger eller at udpege de skyldige, men at gøre det til et fælles menneskeligt problem ved at udstille den mangel på opfindsomhed og passiviteten, der præger krisen.

 

Verdenen er skrumpet, og krisen er uoverskuelig. Med dette fugleperspektiv over den moderne verden og krisen får man de detaljer, der gør, at man forstår flygtningekrisen på højere abstraktionsniveau – som en krise der påvirker hele menneskeheden. Human Flow er et af de mest vellykkede og opsigtsvækkende portrætter af en af de største kriser i vores tid. Det definitive portræt af en stor humanitær katastrofe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *