HUMAN CAPITAL: Jimmy Choo og dårlige tænder

Af Neia Pil Højsteen

Svævende fugleperspektiv over festscene ude på de små timer. Konfetti, halvtomme glas. Natten er ovre… Ikke så langt fra åbningsscenen i Hawks’ Scarface fra 1932. Men her er de sidste fordrukne, liderlige og rige mafiosoer skiftet ud med arbejderklasse: opryddere der vimser omkring med kost og klud. På trods af guldbarrer på skriveborde, Jimmy Choos på kvindeføder, italiensk eder og korteger af biler med dæmpede ruder, er der langt til gangsterfilmens kugleregn. Kun ét eneste ”bang” høres. Og det kommer ikke fra en Colt.

I nattens mulm og mørke påkører en bil en cyklist på den italienske landevej. Denne hændelse leder til et hav af forviklinger og mange skæbner fra forskellige samfundslag flettes sammen. Vi er kun halvandet minut inde i filmen.

Paolo Virzì er blevet betragtet som arvtager til ”commedia all’italiana”-genren (den italienske komedie), der havde sin storhedstid i 60’ernes og 70’ernes Italien. Her handler det oftest om personer, der på tragiskkomisk vis mislykkes og mister alt. I Paolo Virzìs i alt tolv film er dette et yndet motiv, og ofte er det medlemmer af de lavere klasser, der får lov til at gennemleve de uheldige hændelser.

ANMELDELSE AF:
Human Capital

ORDET SYNES:

3-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:
Paolo Virzí

LAND:
Italien

Desværre befinder humoren sig mest på sidelinjen og virker som små elementer, der aldrig rigtig implementeres i filmen. En kort melodi i dur, der gentages (og gentages og gentages…) og et par usympatiske og frastødende karakterer, der i højere grad fører til, at man krummer tæer end griner.

Human Capital følges tre familier fra hver deres samfundslag. Overklassen, hvor fruen svømmer i en pool, der (næsten) bogstaveligt talt flyder over af guld, middelklassen der håber, men glemmer at leve, og underklassen i berøring med både fængsel og andre statslige institutioner. Deres møde er kun med til at fremhæve kontrasten. Den ene bærer Prada, den anden bærer pjalter.

Scarface spørger Hawks helt explicit regeringen:”What are you going to do about it?” Han refererer til den eskalerede situation i forbindelse med mafiaens magtkampe om den illegale alkoholhandel. Virzì peger lige så tydeligt på problemer: grådighed, nedbrudt menneskelighed og især ekstreme klasseskel. Desværre virker det, som om han vakler i troen på disse emners styrke. Påduttet melodrama og overføleri giver ikke historien ekstra liv på lærredet.

Tværtimod.

Til gengæld fungerer det rigtig fint, at filmen på skift følger forskellige karakterer i en ikke-lineær plotstruktur, der blotlægger deres følelsesliv og oplevelser for beskueren. Lige så meget som at skabe dybde i beskrivelserne af livet i de forskellige samfundslags, er det med til gang på gang at give afgørende vinkler til den historie, man troede, at man allerede havde gennemskuet.

Human Capital er lige dele samfundskritisk socialrealisme, dystopisk familieportræt, mislykket komedie, klichefyldt ungdomsromance og krimi. Kombinationen er sjov, men desværre er det ikke alle elementerne, der fungerer.

Virzì rejser med filmen et spørgsmål, der er så nemt besvaret, at det synes omsonst: kan et menneskeliv gøres op i penge? Selvfølgelig ikke. Hvis dette var niveauet i Hvem vil være millionær, havde jeg for længst nået millionen. Også uden 111 minutters italiensk træningslejr – vel at mærke ikke italiensk, når det er bedst, men ej heller italiensk for begyndere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *