HUGO PÅ BAS: Livsnært portræt af en jazzlegende

Af Jakob Freudendal

Hvor starter man, når man skal skildre et liv, en karriere, et menneske, en legende? Man kunne have lavet utallige film om jazzbassisten Hugo Rasmussen, der igennem et halvt århundrede har spillet med flere af jazzens giganter og set mere end de fleste. Man kunne have lavet utallige film om den spøgefulde og livskloge 74-årige mand, med det lange hvide skæg, der har medvirket på over 1000 plader og spillet op mod 12000 jobs. Udvælgelsesprocessen er noget nær umulig, men dokumentarist Rasmus Dinesen har fundet en elegant løsning, der til fulde skildrer manden bag legenden.

I Hugo på bas følger vi jazzmesteren i de sidste måneder op til hans død i august 2015. Med fødderne solidt plantet i jorden skildrer dokumentaren Hugo Rasmussens kamp mod kræften og hans forsøg på at opretholde et almindeligt liv, hvor glæden ved musikken er selve livets nektar.

Filmens fokus ligger ikke så meget på musikken, som på den ambivalente følelse af at vide, at man er ved at dø. Det lyder som grundlaget for en ganske morbid film, men når man følger Hugo Rasmussen, er det langt fra tilfældet. Fuld af livsglæde og kærlighed til verden og musikken er han som person umådeligt inspirerende. Scenen hvor Hugo Rasmussen taler om, hvad der skal ske med hans bas, når han er død, mens den jævnaldrende jazztrommeslager Alex Riel tårevædet lytter, står som en af filmens stærkeste. Her mærker man tydeligt hvor affattet, rolig og fuld er livsklogskab Hugo egentlig er: Han frygter ikke døden, men ser den blot som et nyt kapitel i livets eventyr – ”den lange søvn”.

ANMELDELSE AF:
Hugo på bas

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Rasmus Dinesen

LAND:
USA

Styrken ved filmen er i høj grad Hugo Rasmussen, der med sin vindende persona kan charmere hvem som helst. Selv i kampen mod kræft holder han modet oppe og fortsætter med at spille koncerter og være sig selv. Musikken er livet, og den skal ingen tage fra ham. Det kommer dog desværre ikke for alvor frem, hvor genial en musiker Hugo Rasmussen egentlig var. Vi ser blot en enkelt arkivoptagelse af Hugos tidlige dage samt få bidder fra enkelte koncerter fra 2015.

I stedet har Dinesen valgt en ganske minimal stil til fordel for en dybdegående personskildring. Filmet som en hjemmevideo ser vi ikke et storslået portræt af en musikalsk mester, men derimod et jordnært portræt, der på nært hold viser hvordan konfrontationen med døden påvirker mennesker på mange forskellige måder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *