HOUSE OF CARDS: Vækker de værste anelser om demokratiets tilstand

Af Pelle Hegelund

Hvad nu hvis de valgte politikere, som skulle forestille at varetage vælgernes interesser, er mere interesserede i magt og egen karriere end i at arbejde efter det mandat, de er blevet givet? Og hvad nu hvis hele det politiske system nærmere end at kæmpe for samfundsvisioner og vælgergruppers interesser faktisk spiller et spil, hvor politik blot er et middel, og magten er endemålet?

Og kan man forestille sig, at en skruppelløs politiker, som skider højt og flot på den demokratiske proces og styreform, kan blive leder for verdens første og mest velstående demokrati? Det kan man efterhånden, hvis man har fulgt med i serien Netflix-serien House of Cards, som for små 3 uger siden blev tilføjet en 3. sæson.

”Ruthless pragmatism”

2. sæsons afslutning efterlod publikum med gru i kroppen og en næsten uafrystelig cliffhanger. Gennem to sæsoner har man fulgt det ambitiøse kongresmedlem Frank Underwood arbejde sig opad i det amerikanske politiske system under credoet ”ruthless pragmatism”. Fra i seriens første afsnit at være blevet forrådt af sine politiske allierede og tilsidesat til den magtfulde stilling som Secretary of State, har han gennem en dristig plan og utallige beskidte tricks, politiske rævekager, afpresning og to mord sikret sig pladsen på magtens tinde.

Han står i Det Hvide Hus’ Oval Office, som amerikansk præsident, og hvert et trin på denne opstigning er blevet taget uden at være blevet valgt af hverken medlemmerne i det demokratiske parti eller de amerikanske vælgere. Det hele er opnået ved at spille magtspillet. Alt håb synes ude for demokratiet.

Det mest foruroligende ved 3. sæson af serien, hvor Frank som præsident forsøger at sikre sit genvalg og tackle en udenrigspolitisk krise, mens han samtidig forsøger at slette alle spor, der kan forbinde ham til de potentielle skandaler i hans fortid, er derfor ikke, at Frank forsat sætter magt over idealer og sit eget genvalg over vælgernes ve og vel.

Det mest foruroligende er at se ham fungere som præsident og samtidig være medvidende til de lig, han har i lasten. Mærkeligt nok bliver man ikke mere rolig af, at Frank er i stiv modvind som præsident, og at problemerne tårner sig op. Det er faktisk meget svært ikke at få lidt medlidenhed med Frank i stormvejret, og man må ligesom knibe sig selv i armen for at huske sig på, at Frank er skurken.

Tv til tiden

På den måde er House Of Cards en politisk dystopi, som minder os om demokratiets skrøbelighed. Og for så vidt er den faktisk opbyggelig. For der er jo ingen, der helt igennem vil kunne identificere sig med Underwood. Til det er han simpelthen for ekstrem og moralforladt. Underwood spiller det dumme svin, vi andre kan identificerer os i opposition til.

Og måske er det lige det, vi trænger til. Der er i hvert fald noget, der tyder på, at House of Cards har ramt en nerve i Danmark, hvor den får stor opmærksomhed. Det er måske ikke så mærkeligt i en tid med ’nødvendighedens politik’ og politikerlede, hvor debatten præges af magtkampe, og politikere klæber til taburetterne eller bytter dem ud for toplønninger i erhverslivet. Det ville vel ikke undre, hvis fascinationskraften for denne type serie er større nu, end den ville være i politisk mindre oprørte vande.

Men selvom det er nok så let at stemple Frank Underwood som skurken, så får publikum ikke lov at sidde i behørig distance fra svineriet som moralsk overdommer. For på samme måde som med sine politiske fjender sørger Frank Underwood for, at publikum også får beskidte hænder.

Med Franks jævnlige direkte henvendelser til kameraet gøres publikum til medsammensvoren i hans magtspil og forbrydelser. Så selvom House of Cards kan fungere som en frisk provokation, der afstiver den demokratiske idealisme, så slipper man altså ikke gennem oplevelsen uden at føle sig lidt korrumperet og medskyldig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *