HOTEL ARTEMIS:
Ambitiøst koncept overskygger flad fortælling

Hotel Artemis er en stjernespækket actionfilm, der er imponerende flot med sin retro-futuristiske æstetik og flotte kampscener. Men desværre er udseendet ikke alt. Det dystopiske univers og de mange sidefortællinger lægger op til meget mere, end hvad filmen formår at forløse, hvilket gør det til en halvhjertet oplevelse.

Der er ikke meget ”la la” over Los Angeles anno 2028. Kapitalismen hersker, og et selskab med patent på vandforsyning har valgt at slukke. Hele byen tørster og er brudt ud i en borgerkrigslignende tilstand. Men det betyder egentlig ikke så meget, udover at Hotel Artemis nu er et endnu tryggere sted at befinde sig. Her kan kriminelle søge ly og få lægehjælp, hvis de har et medlemskab.

Med hård hånd og whisky i blodet styrer The Nurse (Jodie Foster) og hendes sidekick-bjerg Everest (Dave Bautista) hotellet og dets gæster. De lapper dem sammen med alverdens grej så som en 3D-printer, der kan printe organer, og robotter der kan operere.  Hver gæst får navn efter sit værelse, og da fortællingen begynder, bor våbenhandleren Acapulco (Charlie Day) og lejemorderen Nice (Sofia Boutella) allerede på hotellet.

Efter et mislykket bankrøveri tjekker Waikiki (Sterling K. Brown) sammen med sin bror Honolulu (Brian Tyree Henry) ind på det barrikaderede hotel. Og hvad de ikke ved er, at de har stjålet fra selveste The Wolf King (Jeff Goldblum), LA’s absolutte mest magtfulde forbryder. På én enkelt onsdag nat, på et enkelt hotel, brydes hotellets mange strenge regler og ikke mindst trygge rammer.

Filmens koncept er forfriskende, og fremtidsdystopien er let købt. De mange karakterer er velspillede, og selvom de er karikerede, passer de ind i det tegneserielignende univers. Især er Jodie Fosters hårdhudede men kærlige karakter ultra charmerende, når hun lunter ned ad gangene med kassettebånd i tasken og brillerne dinglende i snor.

Hotellets lange gange, lodne gulvtæpper og blodstænk på de broderede puder går godt sammen med synthesizer-soundtracket og neonlysets skær. Filmens visuelle udtryk er betagende og komplimenterer nærfremtids-uhyggen. Det er så lækker at se på, at man næsten overser, at historien er en flad, forvirrende og formålsløs omgang.

Der bliver dog budt på spændende baggrundhistorier om de forskellige karakterer, men de mange bolde der kastes i luften, bliver ikke grebet igen. Det føles lidt som om, at man er fanget midt i et spil Cluedo uden at skulle opklare et mord. Flere karakterer har så lidt skærmtid, at man undrer sig over, hvorfor de overhovedet er med.

Det bliver dog hurtigt klart, hvem vi skal føle mest sympati med, men hovedplottet nedprioriteres til fordel for de mange halvlunkne og ligegyldige sideplots, der ikke forløses. Der mangler en klar historie, og det føles som om, at man har klippet en sæson i en tv-serie sammen til et resumé på 93 minutter.

Man betages let af Hotel Artemis’ lækre udtryk, charmerende karakterer og spændende præmis, men filmen er desværre en middelmådig oplevelse, der med sit enorme cast og mange b-plots, forvirrer mere end den gavner.

Kommentarer