THE HOMESMAN: Cowboy’en konfronteret

Af Pelle Hegelund

Den gamle westerngenre er ikke, som den var engang. For tiden bliver posen rystet og roller byttet rundt. Først var det Quentin Tarantino, som lod slavearvens spøgelse komme tilbage og hævne sig på de hvide cowboys i Django Unchained (2012), og nu har Tommy Lee Jones begået noget så usandsynligt som en feministisk western. Og det er faktisk en rigtig god ide. The Homesman har masser af tyngde, og den bevæger sig langt udenom genrens gennemtærskede klicheer.

Det skal siges med det samme, at The Homesman ikke vil være for alle, og den vil måske særligt for westernfans med hang til stand-offs, jagter på hesteryg og konflikt med indianere være lidt af en overraskelse. The Homesman har nemlig ikke meget andet tilfælles med westerngenren end tiden og stedet. Det er i stedet en barsk fortælling om kvindens livsbetingelser i 1800-tallets USA ude vestpå, hvor civilisationen endnu ikke er nået frem, og naturen stadig kan være hård og ubarmhjertig. Den udspiller sig som et dramatisk kamp mellem datidens modsætningsfyldte tankesæt – på den ene side cowboyens klassiske everyman-for-himself-logik, som stilles overfor et kristent og medmenneskeligt værdigrundlag.

Det kristne og medmenneskelige inkarneres af Mary Bee Cuddy (Hilary Swank), en gammeljomfru der lever asketisk og arbejdsomt, som nybygger i de yderligste vestlige kolonier. Da lokalsamfundet rammes af en række ulykker, og 3 kvinder mister forstanden, melder hun sig frivilligt til at fragte dem tilbage østpå til deres familier. Med sig på den farefulde mission får hun en mere traditionel western-karakter, svindleren George Briggs (Tommy Lee Jones). Som enhver anden klassisk cowboy har han dog meget svært ved at se ideen i at sætte sit liv på spil for andet end sin egen vinding.

ANMELDELSE AF:
The Homesman

ORDET SYNES:

4-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Tommy Lee Jones

LAND:
USA

Med sit løfte om hjælpe Cuddy og med ansvaret for tre sindssyge kvinder bliver cowboyen Briggs konfronteret med sit moralske ansvar – og det er hele pointen. I The Homesman strippes cowboy-figuren for sin ikoniske status og konfronteres med sit ansvar, især overfor datidens kvinder. Konfronteret med vores moderne idealer er den klassiske cowboy ikke ren i kanten. Han har meget på samvittigheden. Og i denne konfrontation ligger styrken i fortællingen.

Den kan dog kun skabes ved brug af meget skrappe midler. Kvinderne i fortællingen udsættes for lidt af hvert fra både cowboys og den brutale natur, ofte i rå og udpenslende tableauer. Ofte gav oplevelsen en knugende fornemmelse i brystet, og Hilary Swanks præstation er så rå og stærk, at den vækker minder om hendes ditto i Million Dollar Baby (2004). I sidste ende er der dog en mening med kvalerne – vi ser cowboy’en med nye øjne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *