Anmeldelse
HOLIDAY: Voldtægt og frås på pastelfarvede postkort

Af Morten Kildebæk

Da dansk-svenske Holiday i starten af året fik verdenspremiere på Sundance-festivalen, gik snakken først og fremmest på en voldtægtsscene, der nok skulle dele vandene. Fortællingen om en magtfuld mand, der udnytter en ung kvinde seksuelt føltes tilmed mere aktuel end nogensinde før, da premieren tilfældigvis lå et par måneder efter, at #MeToo-bølgen havde skyllet ind over Hollywood.

Men modsat bevægelsens forkæmpere opildner hovedpersonen i instruktør Isabella Eklöfs spillefilmsdebut ikke til oprør, og den magtfulde sexforbryder synes faktisk uovervindelig.

Eklöf og medforfatteren Johanne Algren har tydeligvis hentet inspiration fra Gaspar Noés Irréversible (2002) til den grumt eksplicitte voldtægtsscene. Ligesom hos forbilledet præsenteres forbrydelsen i én ubehagelig indstilling, der intet skjuler. Men i Holiday igangsætter voldtægten ikke et vredesfyldt hævntogt. Sascha (Victoria Carmen Sonne) fortsætter, som om intet var hændt, og det samme gør omverdenen.

Voldtægtsmanden er hendes mange år ældre kæreste Michael (Lai Yde Holgaard), der er blevet stinkende rig af sin kriminelle levevej. Hans beskæftigelse er ikke i forgrunden af fortællingen, men den indebærer i hvert fald narkosalg for store summer. Sammen med hans Amager-venner og håndlangere er de på en uophørlig badeferie ved Tyrkiets solbadede kyst, hvor de ter sig som kun rige svin kan gøre det.

Det statiske kamera indrammer hvert billede som et lyst, pastelfarvet postkort, når selskabets skødesløse dekadence udstilles. De tydeligt nyrige idioter svælger stadigvæk i middelklassens underlødighed, når de tager på karaokebar eller hører alt for høj techno på stranden.

Adam Ild Rohweder underholder stort som stik-i-rend-drengen Musse, der står for at holde det festlige humør oppe – også efter han har fucket en narkohandel op og er blev straffet med en ordentlig omgang tæv. Som comic relief-karakter er han dog ganske fladt skrevet. Det har han til fælles med resten af sidekaraktererne, som skuespillerne bag ikke formår at hive højere op. Der er heller ingen Tony Soprano-dybde i antagonisten Michael.

Derfor er det op til den talentfulde hovedrolleindehaver Victoria Carmen Sonne at bære filmen i mål, og det må man sige, hun lykkes med. Det er skuespillerindens første hovedrolle i en spillefilm, og heldigvis har vi flere i vente.

Saschas umiddelbare, lillepigede nysgerrighed og naivitet stråler uimodståeligt ud af Sonnes ansigt, når hun leger rigmandskone. Hendes spinkle skikkelse kommunikerer med gribende effekt karakterens skrøbelighed, der ingen chance får, når Michael vil have sin vilje. Bagsiden af livet som narkobaronens trofækone er til at føle på, og meget tyder på, at den forfærdelige voldtægt ikke er den første.

Det mest provokerende ved Holiday er, at Isabella EkIöf med sine kyniske betragtninger ikke bringer nogen konstruktive løsninger på bordet. Ligesom os ser hun ser bare til, mens Sascha igen og igen søger tilbage til sin voldsmand.

Kommentarer