Anmeldelse
FAST & FURIOUS: HOBBS AND SHAW: For meget nitro og for lidt bremsevæske

Af Martin Lundgaard Pedersen 

48 hrs. (1982), Men in Black (1997) og Hot Fuzz (2007). Det umage makkerpar kan nærmest kendetegnes som en almindelighed i den filmiske del af populærkulturen, hvilket vel også gælder biljagter, forbudte kærlighedsromancer og hæsblæsende action-sekvenser. Det nyeste familiemedlem af den uhyre profitable og testosteron-pumpede Fast and Furious-filmserie har alt, hvad hjertet begærer – og dog. Hobbs and Shaw har simpelthen for meget.

Hobbs and Shawer en spin-off af den lukrative og pompøse machofilm-serie med Vin Diesel i front, men (heldigvis) er hans monotone og følelsesforladte karakter ikke at finde i denne film. Her er det blot fanfavoritten Dwayne ”The Rock” Johnsons karakter Luke Hobbs, introduceret for første gang i Fast & Furious 5 (2011), og den tidligere superskurk Deckard Shaw (Jason Statham). I Fast & Furious 7 (2015) havde de to alfahanner en brutal nævekamp, og Hobbs and Shaw lader ikke den forudgående konflikt samt de kontrasterende karakterers uvenskab træde i baggrunden.

Filmens omdrejningspunkt er dog Shaws søster, Hattie (Vanessa Kirby). Hun er en MI6-agent, der i et heroisk forsøg på at stjæle en genetisk manipuleret supervirus fra skurke-organisationen Eteon, vælger at injicere sig selv med den og flygte fra opsamlingsstedet. Problemet er bare, at hele verden tror, at hun på egen hånd har stjålet den. Derved begynder et kapløb om at finde modgiften og samtidig stoppe den magtfulde Eteon-organisation, der har sendt den mekanisk manipulerede eks-agent Brixton Lorr (Idris Elba) efter hende. Hvem kan dog redde den smukke agent og jordens befolkning? Ingen ringere end brormand Deckard Shaw og muskelbundtet Luke Hobbs, der ad uransagelige veje bliver tvunget til at samarbejde.

Der foregår meget i den 135 minutter lange spilletid, men højdepunkter er der faktisk overraskende mange af i filmens første halvdel. Kemien mellem det umage makkerpar er fremragende, og de interne svinere og møgfald bliver udvekslet lige så hurtigt og dødeligt, som projektilerne der konstant flyver om ørene på dem. Machofilmen fungerer i det hele taget bedst, når de verbale tæv bliver prioriteret frem for de fysiske. Om man er fan af The Rock eller ej, er det simpelthen umådeligt svært at stå for hans charmerende og selvsikre fremtoning i dialogkampene mod hver af de to Shaw-søskende.

Skurken Brixton Lorr bliver aldrig en rigtig interessant karakter, og det skader filmen umådeligt meget, at man som tilskuer aldrig for alvor frygter for heltenes skæbne. Derfor bliver den sidste halvdel af filmen også afsindigt lang. Her har instruktør David Leitch valgt at tilføje ekstra nitro til filmens tempo, og den ene actionsekvens overtager den anden uden for alvor at virke anderledes end den sidste. Det hele kulminerer med en forfærdelig Haka-dans fremført af en halvnøgen Hobbs, der sammen med en amoansk landsby forsøger at redde verden. Derved bevæger den sig simpelthen for langt væk fra komikken og selvironien, der ellers tegnede så lovende for første halvdel.

Hobbs and Shaw fungerer bedst på landevejene, hvor tempoet tages ned, selvironien toner frem og de karismatiske hovedrolleindehavere får tid til at udfolde sig. Desværre drejer filmen mod motorvejen, hvor man nærmest føler sig kvalt i et sammensurium af action, biler, melodrama og ikke mindst Haka-dans.

Kommentarer