DON’T WORRY, HE WON’T GET FAR ON FOOT:
Hjertevarmt portræt om at finde vejen tilbage til livet

Det kræver sit menneske at kunne overkomme en skæbnesvanger ulykke. Det kræver en særlig mentalitet og viljestyrke at kæmpe sig tilbage til tilværelsen, og for mange findes viljestyrken i deres stræben efter at opnå deres tidligere lyksalige liv. Livet før ulykken indtraf. Men som tegneserieskaberen John Callahan er et stærkt bevis på, kan et livstruende traume også give vilje til at ændre på tilværelsen og stræbe efter at genfinde den livsglæde, som ikke eksisterede før.

Det er den tanke om livet, jeg fik efter at have set Gus Van Sants nye film, som viste sig at være overraskende livsbekræftende. Men det kan glædeligt siges, at den gjorde det uden at forvandle sig til en sentimental og 2 timer lang tåreperser (gudskelov).

Filmmanuskriptet til John Callahans selvbiografi skulle ifølge Gus Van Sant have været på tegnebrættet siden starten af 1990’erne, hvor dengang selveste Robin Williams stod til at spille hovedrollen. Men grundet en manglende retning på projektet blev det først 20 år senere, at Callahans historie blev vakt til live på det store lærred i form af Joaquin Phoenix.

Det er på samme tid overraskende, at filmen har været så længe undervejs, for Callahans liv er som skabt til en god fortælling. Fra uønsket spædbarn i Portland, til adopteret dreng og siden hen dybt alkoholiseret voksen. Og modgangen vil ingen ende tage for Callahan, som efter en aften med heftigt druk og fatal bilkørsel med vennen Dexter (Jack Black i meget fuld og sjov tilstand) ender i en kørestol. En selvforskyldt konsekvens, som John efterfølgende må lære at overkomme. Her bliver tilgivelsesprocessen og kampen mod alkoholen hjulpet på vej af millionærarvingen Donnie (Jonah Hill med Jesus frisure), hans uortodokse AA-gruppe og ikke mindst Callahans talent for satiriske tegneserier.

Og karakterernes skævheder, fejl og menneskelige absurditet levendegøres til perfektion af alle tre skuespillere. Joaquin Phoenix gør Callahan både kummerlig med fuldskab og snottende gråd samt kærlig og godhjertet med sit skæve smil og komiske timing. Men han overgås næsten i scenerne med Jonah Hill, der er helt igennem sublim i rollen som den lettere excentriske Donnie. For udover at være excentrisk og påtale Gud som Chucky, så er Donnie også homoseksuel, tidligere alkoholiker og glad for guldkæder og kaftaner. En nærmest umulig og over the top karakter, som Hill formår at give en sådan varme og troværdighed, at jeg nærmest bliver skuffet, når han forsvinder fra billedet.

Men den manglende retning for projektet kan stadig ses 20 år efter. Balancen mellem den dybe alvor og underspillede humor tangeres perfekt, men de mange tidsspring formår ikke at gøre filmen mere interessant. De gør blot fortællingen retningsløs og fragmenteret.

Især de to plotlinjer med henholdsvis moren, der svigtede Callahan som barn, og den svenske kæreste Annu (en alt for sukkersød Rooney Mara) føles fjerne fra resten af narrativet og gør historien for lang. Det er synd, for filmens stærke skuespilspræstationer bærer ellers smukt John Callahans livsbekræftende historie frem og understreger budskabet om, at vi altid skal give livet en chance til.

Især, hvis der i det liv eksisterer en meget dybsindig og disko-dansende Jonah Hill iført faretruende korte træningsshorts.