HJERTETS VEJ: Donér dine organer og husk for guds skyld sikkerhedsselen

Af Neia Pil Højsteen

”Frue, ved de, om deres søn havde taget stilling til organdonation?” spørger en alvorlig læge (Tahar Rahim, Fortiden, The Prophet), tydeligvis utilpas ved situationen. Og han må brødbetynget tilføje, at beslutningen skal træffes snarest. Spørgsmålet kan ikke vente. ”Jamen han var kun sytten,” er det eneste svar, moderen (Emmanuelle Seigner, Bitter Måne, Venus i pels) kan få over sine læber.

Hjertets vej udspiller sig i skvulpene efter en tragisk ulykke.

 

Med vin i glasset og høj musik i bilradioen og på lydsporet gennemleves episoder med lige dele lykke og ulykke, held og uheld: Det er nok, hvad man kalder realisme.

Gennem filmens ensembleplot, der ligeligt følger en families tragiske tab af sønnen, der ikke havde spændt sin sikkerhedssele, en parisisk musiker (Anne Dorval, Mommy), der akut mangler et nyt hjerte, foruden de læger, der følger hjertets færd fra den ene krop til den anden, introduceres ufornuft, beskyttende løgne, homoseksualitet og frivillig skilsmisse som gyldige livsvalg. En simpel og inkluderende humanisme, der altid forstår og aldrig dømmer.

 

Hjertets vej er politisk korrekthed i yderste potens, den er den ufejlbarlige Jesus i en verden af syndere. Ikke nok handler han overmenneskeligt forbilledligt, men samtidig afstår han fra at dømme sine jævne medborgere for deres fejltrin.

Lægerne går ind for organdonation og håber inderligt at forældrene indvilger. Forældrene kan godt se fornuften i at donere deres hjernedøde søns organer, men er samtidig i følelsernes vold. Og patienten, der sidder et par hundrede kilometer væk i Paris, er usikker på, om hun vil acceptere hjertet.

ANMELDELSE AF:
Hjertets vej

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Katell Quillévéré

LAND:
Frankrig & Belgien

 Hvor argumentet for organdonation ofte bliver nøgternt og rationelt, giver Hjertets vej en mindre formel og klinisk, men mere levende, hjertelig vinkel – og dette er nok den bedste PR, organdonationssagen kunne have håbet på.

Men det bliver også for korrekt. De fleste af os ved godt, at organdonation er et medmenneskeligt og næstekærligt valg, der dog må forblive valgfrit, ligesom vi indser, at det er dumt, ikke at spænde sikkerhedsselen.

Filmmestre som Carl Th. Dreyer har tidligere bevæget sig dygtigt i de oplysende film med blandt andet Vandet paa Landet (1946) og De nåede færgen (1948).

Men i Hjertets vej forbliver udfaldene overmenneskelige og pletfri, og der prædikes forudsigeligt de sandheder, de fleste allerede accepterer.

 

Ligesådan er billederne fejlfrit flotte, til tider svært bestemmelige midt mellem en fotokonkurrence og Windows’ skrivebordsbilleder: brændingens brus i den Engelske Kanal

eller en række af lystigt snurrende vindmøller, der driver forbi i horisonten på en bølgende græsmark. Den fascinerende optagelse af et hjerte, der ufortrødent pumper videre i et opsprættet menneskebryst står frem.

Dissektionsbordet bliver aldrig rigtig snavset, selvom kirurgens kniv er slebet og klar til brug.

 

Kommentarer