HJEM: Vejen hjem ender i et vildspor

Af Bjarke Johansen

Det er ikke idéer, der mangler, men Hjem kunne godt bruge lidt mere fokus

FORSIDE CITAT: ”Til syvende og sidst er Hjem til en blandet pose bolsjer, og med undtagelse af Mr. Peabody og Sherman (Rob Minkoff, 2014) er den bare med til at vise, at Dreamworks for tiden ikke er nær så gode til at lave nye film som de er til at lave fortsættelser. ”

 

Det er en ellers så fredelig dag på planeten Jorden, da den pludselig bliver invaderet af en race af små rumvæsener kaldet Bøver, der flytter alle verdens mennesker til tætpakkede menneskebyer i Australien, så de selv kan bo i resten af verden. Det vil sige alle mennesker undtagen pigen Tip, der nu er desperat for at finde sin mor. Da en Bøv ved navn Oh, som resten af Bøverne i forvejen ikke kan lide, begår en frygtelig fejl og bliver jagtet af sit eget folk, ender han og Tip med sammen at tage ud på en rejse for at finde Tips mor og lærer undervejs at forstå hinanden og andre bedre.

En gang imellem dukker der en film op, der er fuld af gode ideer, men som desværre gør sig alt for umage for at have en bestemt hat på undervejs til rigtig at lade disse ideer skinne igennem. Det er desværre også tilfældet med Tim Johnsons film Hjem. Den interessante vinkel ved Bøvernes umiddelbart ganske sympatiske grund til at indvadere jorden, som er en god, og i bund og grund, velfortalt morale om forståelse og ganske kreative alien-designs, falder simpelthen til jorden, fordi filmen har så forbandet travlt med at skulle tjekke punkter af på animeret familiefilm-tjeklisten, at den ikke bruger den nødvendige tid på dem.

ANMELDELSE AF:
Hjem

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Tim Johnson

LAND:
USA

Filmen er fyldt med jokes, der ærligt talt virker forcerede (men dette kan være på grund af det danske stemmegalleri, der virker en anelse stift og akavet), Ohs dumheder og skæve grammatik bliver mere irriterende end morsom, og hver eneste gang filmen kan finde en undskyldning, så blæser moderne popmusik udover soundtracket, også i de mere følelsesladede scener. Popmusik og animationsfilm har gået hånd i hånd de sidste par år, og det har givet os nogle vidunderlige scener, såsom cirkusscenen i Madagascar 3 (Eric Darnell & Tom McGrath, 2012) hvor Katy Perry’s Firework hylder figurernes nyfundne kreative frihed og energi. Og selvom det er til at forstå, at man gerne vil blære sig, når man har stjerner som Rihanna og Jennifer Lopez på den amerikanske rolleliste bliver det ærligt talt irriterende, når den samme type sang bliver brugt hver eneste gang, publikum skal føle noget.

Det er en skam, for når filmen virkelig skal tvinge en bestemt følelse igennem gør den det ellers ganske udmærket, og der er nogle rigtig interessante væsen og –teknologi-designs at kigge på. Der er enkelte velinstruerede og virkeligt rørende øjeblikke blandt al den overdrevne humor, og filmens morale om forståelse på tværs af kultur, køn og personlighed på trods af førstehåndsindtryk er både tiltrængt og velfortalt. Det ville bare være rart, hvis filmen ikke samtidig havde så travlt med at markedsføre sig selv efter den allerede har fået folk til at sætte sig i biografsæderne.

Til syvende og sidst er Hjem til en blandet pose bolsjer, og med undtagelse af Mr. Peabody og Sherman (Rob Minkoff, 2014) er den bare med til at vise, at Dreamworks for tiden ikke er nær så gode til at lave nye film, som de er til at lave fortsættelser. Og selvom vi glæder os til at se Kung Fu Panda 3 og Sådan Træner Du Din Drage 3, ville det nu stadig være rart, hvis der blev lagt lige så meget energi i de nye ideer.

Kommentarer