Historie til højrebenet

Af Mikkel Birkholm Grønnemose

Journalisten Wil Haygood fandt et interessant blik på det raceopdelte USA og dets ”undergang” i form af den sorte amerikaner, Eugene Allen, som var i tjeneste som butler i Det Hvide Hus under intet mindre end otte præsidenter. Det lægger nærmest for meget op til en aktuel filmatisering vores tid med Obama som USA’s første sorte præsident.

The Butler handler om Cecil Gaines (den fiktionaliserede udgave af Eugene Allen), spillet rutineret af Forest Whitaker, som er butler i Det Hvide Hus lige fra Eisenhowers præsidentperiode til Ronald Reagans. Filmen fortæller hele Cecils liv, lige fra hans barndom som bomuldsslave til hans teenageår som “hus-neger”, hans opstigning til ansættelse i Det Hvide Hus, hans ægteskab med Gloria (spillet af en til tider vulgærudseende og hærget Oprah Winfrey) og hans familieliv med den racerebelske søn Louis.

Noget meget iøjefaldende ved filmen er dens stjernespækkede cast. Det er tilfredsstillende at se ganske små biroller være besat af solide kræfter som Vanessa Redgrave, Terrence Howard og Liev Schreiber. Men det er som om, at denne stjernebesætning også til tider arbejder imod filmens fortælling. Det virker eksempelvis påtaget og distraherende, at Mariah Carey spiller Cecils voldtægtstraumatiserede mor. Det hav- de helt sikkert været stærkere med et mere ukendt ansigt, da denne casting har meget karakter af en ca- meo, og derfor gør, at man som tilskuer bliver taget ud af fortællingen, fordi Careys ansigt er for genkende- ligt. Præsidenterne, som optræder i filmen, er alle besat af kæmpestjerner som Alan Rickman, John Cusack og Robin Williams. Her er deres stjerneværdi igen en ambivalent kvalitet. Oveni det er de sminket til at ligne deres karakterer, hvilket næsten er for tydeligt på nogle af dem. Man ligger for meget mærke til sminkningen, og bliver derfor opmærksom på, at det bare er en opsat film, man ser. Man fanger sig selv i at tænke: “hvorfor er Cusack iført dette næb af en plastiknæse?”. Men det er som sagt samtidig en fornøjelse, da det er elementært interessant at se, hvordan en stjerneskuespiller som Cusack vælger at portrættere Richard Nixon.

ANMELDELSE AF:
The Butler

ORDET SYNES:
3-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:
Lee Daniels

LAND:
USA

Filmen har også en ret kvælende voice-over, som en plaget Forest Whitaker klynker udover filmens ellers meget elegante billeder. Filmens plot er dramatisk nok i sig selv, så voice-over’en virker bare pleonastisk oversentimentaliserende.

Til gengæld er det en ret informativ film, for os der spillede Tetris i historietimerne, da den giver et ganske glimrende overblik over den amerikanske raceopdelings historie. Filmen har taget nogle fornuftige drama- turgiske valg eksempelvis ved tilføjelsen af sønnen Louis’ kamp for de sortes rettigheder. Det munder bl.a. ud i nogle veloplagte krydsklippede montager imellem Cecils ydmyge og overbærende opførsel overfor landsoverhovederne i Det Hvide Hus og Louis’ stædige kamp imod konservative racister. Det er veludført på en lidt for skabelonskåret måde.

En af Cecils tidligere lærermestre lærer ham, at de sorte har to ansigter: Det ydmyge, som de viser overfor de hvide tyranner, og så det vrede og ærlige ansigt, som de fleste holder for sig selv. Sønnen Louis dyrker det vrede oprørske ansigt, imens Cecil er inkarnationen af det ydmyge. Det skaber en klokkeklar konflikt imellem karaktererne, som nærmest er for gennemskuelig unuanceret til rigtig at blive gribende. Instruktø- ren Lee Daniels kunne sagtens have jongleret mere rundt med karaktertegningerne uden at tabe sit publi- kum.

The Butler er dramatiseret fakta, og det kan helt klart mærkes. Man kunne ønske sig, at instruktør og ma- nusforfatter havde haft mere mod til at mutere historien til noget mere originalt og medrivende med mere kant, i stedet for at lade sig være fanget imellem et middelmådigt, trivielt drama og et slavisk, begrænset biopic.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *