HIMLEN OVER HAVANA: 5 cubanere snakker

Af Rasmus Angelnes Hansen 

Efter den kritikerroste socialrealistiske skildring af en broget, fransk skoleklasse i filmen Klassen (2008), vender den franske instruktør Laurent Cantet tilbage med endnu en empatisk og varm menneskefortælling i Himlen over Havanna (2014). Potentiale er der meget af, men episk er dog ikke det første ord, der krydser ens tanker, efter man har set Himlen over Havana. Dette er netop ærgerligt, da originaltitlen Retour à Ithaque henviser til en del af Homers Odysse, der selv er en episk fortælling om Odysseus’ mangeårige hjemrejse.

Filmen er en samtalefilm mellem fem cubanere i 50’erne, på en terrasse i Havanna. Der er den titelhenvisende Odysseusfigur, Amadeo, som netop er hjemvendt efter 16 års selvbestaltet eksil i Spanien. Så er der den livstrætte Tania, som selvom hun har bibeholdt sit job som øjenlæge, blot har lige nok til dagen og vejen. Der er husværten Aldo, som mistede sit job som ingeniør og nu må arbejde som fabriksarbejder, og den tidligere storkunstner Rafa, der nu er alkoholiseret og sjældent maler. Sidst, men ikke mindst, er der Eddy, som i sine unge dage var forfatter og idealist, men nu er blevet kapitalspekulant med hang til shady forretninger.
Det virker jo som et spændende karaktergalleri, og det er det skam også. Karaktererne er tredimensionelle og ført ud i livet af fem rigtig dygtige skuespillere.

Og de snakker så.

De snakker om deres unge dage, om Havanas nuværende situation kontra, hvordan det var, om Amadeos mystiske eksil, om deres bekymringer og problemer og så videre. Igen er det godt. Dialogen er velskrevet, og til tider når manuskriptet endda at blive rigtig godt, dog uden at der kommer noget decideret nyt under solen på den cubanske tagterrasse. Den underlæggende historie og det billede, der bliver malet af Cuba og Havanna, er oprigtigt interessant og giver lyst til videre læsning.

ANMELDELSE AF:
Himlen over Havana

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

Laurent Cantet

LAND:
Frankrig & Belgien

Kameraet danser let imellem de fem midaldrende mennesker i deres debatter, glade stunder, heftige skænderier og stille momenter. Cantet og hans fotograf formår at gøre noget, som let kunne have endt i rene talking-heads, til noget mere. Noget der næsten får os ud over kanten af terrassen. Næsten.

På trods af, at have rost nærmest alle delelementer af filmen, så mislykkes den som helhed. Der er vitterligt ingen grund til at fiktionsfilmformatet er blevet valgt til Himlen over Havana. Fortællingen, informativ og interessant som den er, ville fungere bedre som bog, eller endnu bedre: teater. Skuespillets intensitet, den enkle scenografi og historiens relevans og signifikans er oplagt til en teaterscene.

De små glimt af det Havanna, der ligger udenfor, er spændende, men det gør ikke filmen gavn. Man får lyst til at se mere – og det er ærgerligt, at vi ikke får det elskede Havanna som karaktererne så skiftende hjertevarmt og mismodigt karakteriserer at se. I stedet må vi nøjes med karakterernes udlægning – fin som den er – og vi ender med en film, som ikke helt får lov til at blomstre og sprede sig ud i sit eget medie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *